Af Morten Kildebæk
Der ligger en unik mulighed i at animere biografiske kunstnerportrætfilm. Ikke nok med at man i vanlig biopic-stil kan følge en kendt persons livsbane, så kan animationsteknikken også føre tilskueren ind i det stilistiske univers fra hovedpersonens værker. Præmieeksemplet må være sidste års Loving Vincent, der benyttede samme ikoniske maleteknik som den forpinte og sidenhen verdenskendte Vincent van Gogh.
Den biografaktuelle animationsfilm Buñuel i skildpaddernes labyrint forsøger ligeså at inkorporere det kunstneriske udtryk fra Luis Buñuel, der instruerede drilske arthouse-klassikere som Dagens skønhed (1967), Fortabt ungdom (1950) og Borgerskabets diskrete charme (1972). Når man laver en film om den velestimerede spanske surrealist, er det naturligvis oplagt at drysse småsyrede vrangforestillinger ud over handlingsforløbet.
Undervejs støder Buñuel på drømme- og mareridtsbilleder, der eksempelvis mimer Salvador Dalís langbenede elefanter, nu spankulerende i de parisiske gader. Det havde dog fungeret bedre, hvis filmens instruktør, Salvador Simó, var gået all in på surrealismen uden at se sig tilbage. I stedet præsenterer han faktisk en ganske jordbunden historie uden de store armbevægelser, hvor man ikke er i tvivl om, hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi.
Handlingen er placeret helt i starten af Buñuels filmkarriere efter premieren på hans første spillefilm, Guldalderen, der i 1930 skaber stort postyr på grund af sine åbenlyse brud med katolske værdier og seksuelle samfundsnormer. Ovenpå skandalen er det ikke let for Buñuel at skrabe penge sammen til en ny film, men han får finansiel hjælp af sin aktivistiske ven Ramón Acín, som har vundet penge i lotteriet. Sammen med et lille filmhold drager de mod den fattige spanske provins Extremadura for at lave en dokumentarfilm om de sultende bønner.
Portrættet af Buñuel er ikke ligefrem flatterende. Faktisk er han lidt af en selvoptaget nar uden den store ansvarsbevidsthed. Til Acíns tiltagende frustration kaster instruktøren om sig med penge, hvilket straks får filmbudgettet til at skrumpe ind. Samtidig ville man i dag uden tvivl kritisere hans dokumentaristmetoder, hvor mange scener for nemhedens skyld er iscenesatte. For eksempel skyder han nogle geder med sin pistol, fordi han gerne vil filme dem falde ned fra en stejl bjergside.
Her præsenter Buñuel i skildpaddernes labyrint sit mest geniale greb. Animationsfilmen suppleres nemlig løbende med korte, sorthvide klip fra virkelighedens dokumentarfilm, Las Hurdes (1933). Efter at han har skudt den animerede ged, vises således den rigtige filmsekvens, hvor dyrets livløse krop dasker ned ad klipperne.
Skiftene fra den pastelfarvede animation til de ubarmhjertigt udpenslende dokumentarbilleder er meget effektfulde – og giver straks lyst til at se Las Hurdes i sin helhed (hvilket heldigvis er ganske ligetil, da den ligger på YouTube).
Man mærker samtidig også en presserende nødvendighed for efterfølgende at gennemlæse Luis Buñuels Wikipedia-side, fordi konteksten for filmens handling er så underfortalt. Det er klart fortællingens svageste punkt, at den ikke graver dybere i sin hovedpersons fortid, men kun viser den i et par (ellers ganske hyggelige) flashbacks til barndommen.
Buñuel i skildpaddernes labyrint vil gerne beskrive en afgørende modningsproces for den unge instruktør, men den vage karaktertegning gør aldrig stort indtryk, fordi hans indre kvaler kun præsenteres i flygtige glimt i løbet af den 80 minutter korte spilletid. Drømmesekvenserne berører således kun kort et anstrengt forhold til faren samt mindreværdskomplekser over for kollaboratøren Salvador Dalí. Mordet på Acín tre år efter premieren på Las Hurdes bliver desuden blot nævnt i filmens efterskrift til følelsesladet underlægningsmusik.
I stedet bruges en del tid på flere slapstick-komiske indslag, der gør den noget stillestående film spiselig. Men dyb eller essentiel er den ikke ligefrem.
Kommentarer