Vi befinder os for alvor midt i en bølge, hvor de største filminstruktører leverer samtidskritiske værker, som var vi tilbage i midten af 1970’ernes New Hollywood.
I år har vi allerede haft Ari Asters skelsættende corona-funderede konspirationsfilm Eddington, og Paul Thomas Andersons overrumplende storværk One Battle After Another, om det splittede USA, der nu videreføres til en ny generation af revolutionister.
Nu kommer samtids-USA under Yorgos Lanthimos’ græske lup, og fuldender dermed et syret enerverende filmår, der qua den iboende politiske splittelse og fundering i afmagt kan blive en tung, men nødvendig dans.
Emma Stone spiller Michelle, der er CEO i big-pharmacy virksomheden Auxolith, og ifølge konspirationsteoretikeren og biavleren Teddy (Jesse Plemons) er hun skyld i at bierne uddør. Sammen med sin autistiske fætter Don – spillet med sårbart hjerte af det ubeskrevne blad Aidan Delbis – kidnapper de Michelle, fordi de tror hun er en… alien.
Den intellektuelt skarpere Michelle har en utrættelig tæft, som hun bruger til at komme ud af kniben, men den ligeså urokkelige Teddy har fødderne solidt plantet i sit eget ekkokammer af løgne og latin. Michelles kamp mod Teddys pseudointellekt bliver en dialogtung diskussion, som et skrigende skingert Facebook-kommentarerfelt på det hedengangne Nationen.
Det bliver dog en pointe i sig selv, at hvis vi som menneskerace – fejlbarlige, aggressive og affektionsbåret som vi nu er -, skal nå til enighed om en retning, der vil være bedre for os selv såvel som jorden, ja, så starter det gudhjælpemig med noget så simpelt som en dialog.
Selvom filmens midterste del bliver repetitivt og træder vande i den konspiratoriske suppedas, som mange i forvejen er bekendt med, så formår Stone og Plemons med vidunderligt maniske skuespilpræstationer at fastholde spændingen. Stone er for femte gang med på et af Lanthimos’ brogede trip, og Plemons er en vaskeægte skuespilskamæleon som den tynde, usoignerede og traumebefængte Teddy.
Med bredobjektivet og orkestermusik en masse, er vi i Lanthiverse, når det er allerbedst – pirrende, stikkende og reflekterende, indpakket i en af filmverdenens mest sirlige og genkendelige vellydende stemmer, der altid er en fryd og en oplevelse i sig selv, at beskue på det store lærred.
Den eksponentielle dramaturgiske kurve bliver en lettere forudsigelig affære, og man kan da sidde tilbage med en følelse af en antiklimatisk filmoplevelse, der ikke når de samme højder som hovedværkerne Dogtooth (2009) og The Killing of a Sacred Deer (2017). Alligevel vil Bugonia klart stå tilbage, som en af årets store film, der var med til at dissekere det splittede USA anno 2025.