[vc_row][vc_column][vc_column_text]Af Anna Wied Kofoed[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
I en rus af fortvivlelse, desperation og oprør klynger Zahira (Lina El Arabi) sig med næb og kløer til sin frihed. Hun afsøger hver en afkrog af sit sind og sin samvittighed for at finde blot den mindste gnist af håb for en fremtid, der truer med at knække hende. Splittelsen efterlader et følelsesmæssigt kaos i hendes kølvand. Som en vulkan, truer hun med at gå i udbrud, mens trodsigheden ulmer i hendes blik.
18-årige Zahira har pakistanske rødder, men er opvokset i Belgien, så da familien og traditionen pludselig påbyder hende at gifte sig med en mand, hun end ikke kender, står hun overfor et skæbnesvangert valg. Familien samles om middagsbordet hver aften, men idyllen krakelerer, da Zahira tager tilløb til at ville gå sine egne veje i filmen Brylluppet.
Zahiras veninde Aurore (Alice De Lencquesaing) må magtesløst se til fra sidelinjen, mens Zahira kæmper for at forblive tro mod sig selv. Det er ikke en kamp på godt og ondt, men en kamp mellem to livsanskuelser, der ikke lader sig forene. Zahiras far (Babak Karimi) mødes med Aurores far (Olivier Gourmet) i skæret fra det fluorescerende lys i familiens købmandsforretning. De står som på hver deres side af Helvedesgabet og stirrer frustreret ned i afgrunden, men formår aldrig at tage springet over på den anden side. Scenen indfanger nuancerne i deres, og muligvis tilskuernes, indbyrdes vanskeligheder ved at forlige sig med de modstridende synspunkter.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Brylluppet[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Stephan Streker[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Belgien, Pakistan, Luxembourg & Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]
Faren og broren Amir (Sébastien Houbani) slider gulvtæppet ned med deres endeløse, oprørte vandring frem og tilbage i familiens dagligstue. Billedet på deres indre kvaler kunne ikke være skildret med større tydelighed. Fortællingen er eksplicit i sit filmiske sprog, og en manglende subtilitet er gennemgående. Både Zahira og Amir sender fortvivlede blikke gennem mørke ruder og stirrer sig blinde i deres egne refleksioner i spejlet, mens tvivlen nager dem. De klassiske virkemidler efterlader ikke megen rum til originalitet, og filmen forpasser dermed sin chance for at puste nyt liv i en ellers fortærsket genre. Ikke meget overlades til fantasien, når karakterernes følelsesmæssige kvaler dissekeres, så der sjældent er plads til fortolkning.
Mørket falder på, og Zahira stormer gennem natten, flygter fra sit fængsel, akkompagneret af popmusik, der pumper gennem filmens årer. Musik er en af filmens sjældenheder, men når pakistanske og vestlige toner flyder fra lærredet, forstår man for alvor de fatale følger af to uforenelige verdner, der kolliderer i en ung kvindes liv. Brylluppet slår ikke blot skår i Zahiras tilværelse, for også hendes bror udkæmper en indre kamp mellem kærligheden til sin søster og familiens ære. Begge portræteres de med stor inderlighed og forståelse for den udvikling og de prøvelser, der tårner sig op foran dem.
Med et arvestykke i håret og et ægteskab ordineret over skype er filmen et vidnesbyrd om matchmaking i den moderne tidsalder. Zahira bærer sit tørklæde med samme frihed, hvormed hun ønsker at leve sit liv. Hun frasiger sig ikke sin tro, men påkræver sig blot retten til selv at vælge. Hun er filmens absolutte stjerne, og hun stråler så klart, selv efter filmens sidste suk er draget.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer