Af Rasmus Bay Kruse Thomsen

Brohr (2026) er den tredje spillefilm fra det danske animationsstudie Gigis, i forlængelse af Blokhavn (2020) og Shabholm (2023). Dog har Gigis oprindeligt etableret sig selv gennem webserier, sketches, kortfilm og reklamevideoer, og derfor er skridtet op til spillefilm væsentligt – især en hel trilogi. Sandelig er ambitionen beundringsværdig, og det er desuden forfriskende at se subkulturer med begrænset repræsentation bidrage til et mere mangfoldigt mediebillede. Animation er desuden væsentligt underrepræsenteret i Danmark, men ansvaret bør ikke alene ligge i hænderne på et selvstændigt studie mest kendt for internetindhold. Spørgsmålet er derfor, om Gigis mon kan levere et værk på kaliber af en spillefilm, eller om de her flyver for tæt på solen?

Filmen følger fortsat den samme gruppe af ”shababs” fra de tidligere spillefilm, kort tid ude i fremtiden hvor robotter har erstattet størstedelen af samfundets erhverv. Vores hovedpersoner beslutter sig derfor for at gøre oprør mod denne AI-apokalypse, med assistance fra en venlig robot navngivet ”Brohr”.

Sandelig, på et overfladisk plan, krydser værket de nødvendige bokse for en spillefilm; der er konflikt, en antagonist med en formidlet ideologi, tematikker, og et karakterark for vores hovedperson. Desværre fremstår størstedelen af filmens virkemidler netop som en række kriterier der blot skulle streges af en liste, frem for en inspireret og veludviklet historie som skaberne, Malthe Emil Kibsgaard og Adrian Hosseinpour, brændte for at fortælle.

På én hånd kan man tælle antallet af karaktertræk vores hovedpersoner er givet, og med den anden kan man tælle antallet af interessante idéer værket præsenterer. Historien er tynd, tempoet er overraskende lavt for en film på blot 84 minutter, og tematikkerne formår på imponerende vis både at være øjenrullende eksplicitte, og samtidig forvirrende modstridende til tider.

Givet at Gigis baggrund ligger i komedie, kan det argumenteres at filmens vigtigste komponent er humor, og at filmen ikke skal tages for seriøst. Det er naturligvis et validt perspektiv, og humor er klart værkets stærkeste element, men selv dette formår at være en blandet pose bolsjer. Komikken står skarpest i form af satire om dansk kultur og samfund, oftest præsenteret med kraftig umiddelbarhed og absurditet tilsvarende satiren i de mest ligefremme sketchshows som Wulffmorgenthaler (2005). I den sammenhæng forfalder komikken ofte til plat chokhumor og forudsigelige vittigheder på vores karakterers bekostning, bygget på de enkelte banale træk de nu er givet. Heldigvis, er størstedelen af de komiske elementer velspillet, takket være et enormt imponerende cast bestående af bl.a. Mads Mikkelsen og Rasmus Bjerg, samt atypiske castingvalg som rapperne Tessa og Branco, der stemmer overens med gademiljøet portrætteret i Gigis produktioner.

Til trods for værkets åbenlyse uperfektheder, er det dog svært at se sig helt sur på filmens hjemmelavede charme. Når Gigis-plakaten står side om side med store Hollywood ”blockbusters”, er man påmindet, at kunsten er for alle. Filmens halvbagte elementer ville dog være mere tilgivelige, hvis ikke filmen insisterede på at præsentere sig selv som en spillefilm med tilsvarende billetpriser. Gigis’ spillefilmsambitioner kan på mange måder opsummeres af deres animationsstil. Den er måske undervældende, endda en anelse frastødende, men har en vis charme som låner sig godt til Youtube-videoer – men ikke til spillefilm.