[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Astrid Thorsen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Den perfekte sommerdag. To smukke drenge ligger i græsset og misser op mod himlen. Det er motivet. Dokumentarfilmen Brødre er et postkort sendt fra en kærlig mor til sine sønner.
Vi ser de to drenges opvækst igennem mor og filminstruktør, Aslaug Holms, kamera. Fra drengene er 5 og 8 år gamle og næsten 10 år frem følger vi deres opvækst. Fra det første skridt til den første eksamen. Fortællingen bliver personlig, men ikke privat.
Der er sammenfald mellem Holms postkort og Richard Linklaters Boyhood (2014). De to film har samme tematik og ide på tværs af fiktion og fakta. Motivet med drengen i græsset er endda det samme. Det er ikke forkert at kalde Brødre for dokumentargenrens Boyhood. Selvom barndommen for drengene i Brødre er mere smertefri og fodboldtung.
Filmen indfanger både glæden og sorgen ved at vokse op og blive ældre. Brødre er i sine bedste øjeblikke både en gribende og rørende fortælling, fordi det er let at genkende sig selv i drengenes historie. I lektiekriserne, i skolegården, i flyverdragten og i fodboldkortene. Det er fascinerende og sørgeligt at se 10 års levet liv blive kondenseret til minder. Præcis som vi oplever vores egen barndom i dag.
Men overgangen fra barn til teenager bliver ikke skildret med en lige fordeling af kameratid i dokumentaren. Man mærker instruktørmoderens glæde ved en tidligere perfekt sommer i Sverige, da drengene var unge, nær hav, lyng, tang og strålende sol. Her begynder fortællingen, og mange gange undervejs i filmen klippes der tilbage til netop denne tid. Billederne er visuelt skønne og nærmest maleriske: som når drengene løber med hvide supermandskapper igennem en mark, eller de ulideligt mange robådsscener med de to drenge i krystalklart vand. De tilføjer ikke fortællingen noget særligt. Her er alt perfekt, så det dvæler vi ved: den rene barndom, en skildring med få ridser i lakken.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Brødre[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Aslaug Holm[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Norge[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Filmen har, når den er bedst, en evne til at omsætte filmisk materiale til en fornemmelse af en kollektiv barndom med brødrene på lærredet. I den ugentlige fodboldtræning og ved det nænsomme slikkøb i den lokale kiosk. Det ville dog være forfriskende, hvis Holm havde grebet fat i flere konflikter eller noget af det særligt uskønne ved barndommen, som egoisme eller hierarkier i klassen.
Holm har haft meget materiale (over 450 timer!) og selektionsprocessen kan ikke have været nem. Det er for eksempel ærgerligt, at overgangen fra den perfekte sommerskildring til at drengene bliver små voksne, er så brat. Pludselig ser vi to unge mænd tone frem på skærmen – den ældste bror skal til eksamen og den yngste brors glimt i øjet er erstattet med ungdommens usikkerhed. Overgangen er så pludselig, at sløjfen på de to drenges liv ikke bliver bundet ordenligt – især ikke for den mindste bror. Der mangler noget.
På trods af dette er filmen en gribende skildring af en normal barndoms storhed og melankolien ved tabet af den. Den er dog mest af alt et postkort sendt fra en kærlig mor til sine sønner.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer