Af Marius Sørensen
Der har længe været en fortælling om, at tilkomsten af nye og billige måder at lave film (med f.eks. iPhone-kameraer og programmer som Premiere Pro) og nemme måder at distribuere filmene på (via f.eks. YouTube eller Instagram) ville gøre det muligt for alle og enhver at lave sine egne filmproduktioner. Alligevel har kun meget få været i stand til at skabe en karriere for sig selv og for alvor bryde igennem i filmindustrien. Derfor er de to brødre, Danny og Michael Philippou, kendt fra YouTube-kanalen RackaRacka, en iøjnefaldende historie. For to år siden udkom deres debutgyser Talk To Me (2023), og med deres seneste film, Bring Her Back, slår de sig fast som nogle af genrens mest lovende instruktører.
Bring Her Back fortæller historien om to stedsøskende, Andy (Billy Barratt) og Piper (Sora Wong), hvis far dør efter en kamp mod kræft. Andy – den ældste af de to søskende – forsøger at få forældremyndighed over Piper, der er så godt som blind, men indtil han fylder 18, må de to søskende bo hos den spøjse socialrådgiver Laura (Sally Hawkins). Laura sørger stadig efter tabet af sin egen datter, Cathy, der ligesom Piper også var blind. Men Lauras sorg kommer til udtryk på underlige måder, og Andy fornemmer snart, at ét eller andet er helt galt.
Med Bring Her Back viser Philippou-brødrene, at debuten for to år siden ikke blot var en engangsforeteelse. Brødrene fremviser deres evne til at forfærde på en blodig og ondskabsfuld vis, som kun de allerbedste gyserinstruktører formår.
Filmen er voldelig og ubehagelig på de helt rette måder (én særligt klam scene, der involverer en kniv og et sæt tænder, er ekstraordinært svær at overvære), og det er aldrig kedeligt at se filmen – og Lauras hemmeligheder – udspille sig. Og selvom den velbevandrede gyserfan ikke finder mange overraskelser i plottet, tilbyder filmens opfindsomme brug af blod og vold chok for selv den mest garvede seer.
Bring Her Back er én af årets mest chokerende og effektive gysere, men samtidig har filmen også en interesse i at meditere over sorg, tab og traumer. Iblandt alt blodet og brutaliteten formår filmen også at klemme en lille tåre ud af publikum. Alligevel lider dette aspekt af filmen under, at fortællingens karakterer først og fremmest er instruktørernes marionetdukker, skabt med den hensigt at skræmme publikum fra vid og sans så meget som muligt. Og bevares, det lykkes filmen med. Men det resulterer i, at karaktererne bliver en tand for tynde og dermed svære at knytte sig til.
Som nævnt er det selvfølgelig heller ikke filmes førsteprioritet. De fleste seere vil gå i biografen og se Bring Her Back for at få et godt gys. Og her fortjener filmen et stort flueben. Men der var potentiale til mere. Måske Philippou-brødrene indfrier dét potentiale i næste omgang? Deres karriere bliver spændende at følge.