Af Alma Nordenbæk
Mænd jager kvinder, mænd torturerer kvinder, mænd dræber kvinder. Det er en velkendt gyserformel, gentaget og genfortolket i en uendelighed. Sikkert fordi det er en virkelig frygt for så mange mennesker. Og en virkelig realitet. Eller endnu værre… fordi det for nogen er en virkelig fantasi?
Mia (Sara Hjort Ditlevsen) er ung, smuk og gift med den rige forretningsmand Thomas (Anders Heinrichsen), som hun deler et utilfredsstillende liv med et sted i Nordsjælland. Thomas tjener sine penge på at drive et slags medicinalfirma, som bruger eksperimentel biohacking til at tilbagestille menneskets biologiske ur og give velhavende mænd deres ungdom igen.
Det hele virker rimelig skummelt og fordækt. Særligt fordi den eneste, der ved, hvordan denne mirakelkur fremstilles, er firmaets iskolde chefforsker, Dr. Isabel Ruben (Signe Egholm Olsen).
Så en sen aften banker nabofamiliens russiske au pair desperat på hos Mia og Thomas, forslået, forvirret og fuldkommen dækket af blod. Hun har svært ved at formulere sig på engelsk, og det bliver hurtigt bestemt, at Thomas skal køre hende på hospitalet. Men som timerne går, og Mia intet hører, bliver det tydeligt, at Thomas har løjet om, hvor han tog hen.
Breeder er på mange måder en rimelig klassisk gyserhistorie: Da Mia beslutter sig for at efterforske sagen nærmere, bliver hun fanget og spærret inde på Rubens underjordiske klinik, hvor hun ligesom et hav af glemte kvinder bliver mishandlet og udnyttet i videnskaben og profittens navn. Der er onde sadister og grædende ofre, klamme væsker og gulbrunt lys. Og selvom dukkeføreren i dette tilfælde er en kvinde, så er de voldsudøvende gerningsmænd stadig, ja, mænd. Køteren (Morten Holst) og Svinet (Jens Andersen) lyder måske som to skurke fra Olsen Banden, men i Rubens rædselskabinet er de klinikkens vagter og lejlighedsvise bødler.
Der bliver tævet, ydmyget og maltrakteret, så hatten passer, men uhyrlighederne går hurtigt fra at være klamme og forfærdelige til mest af alt lidt… fortærskede og, ærlig talt, ret kedelige. Breeder lider gevaldigt under stort set ikke at have nogen handling eller retning, og det kan nok så meget blod og skrig ikke råde bod på.
Hvorfor ved man ikke noget som helst om nogen af karaktererne? De har ingen baggrundshistorie eller egentlige motiver, deres følelser og reaktioner (hvis de da har nogen) giver dårligt nok mening, og så taler de så pinagtigt kunstigt og forstilt, at det næsten ikke er til at være i. Det eneste, vi reelt får at vide om Mia og Thomas, er, at de godt kan lide BDSM. Og set i lyset af, hvilken narrativ rolle den bid af information får lov til at spille (essentielt ingen), synes det bare at bidrage yderligere til filmens lige dele perverterede og banale lidelsesfascination.
Lad det være sagt: Gysergenren er ikke ligefrem kendt for at producere velnuancerede fortællinger med velnuancerede persongallerier. Ofte er det ikke engang et mål. Men instruktør Jens Dahl og manuskriptforfatter Sissel Dalsgaard Thomsen har med deres nye film ikke formået at servere meget andet end et ligegyldigt voldsorgie for sadistiske kvindehadere med en i sandhed mystisk eftersmag af… hævngerrig søstersolidaritet? Et budskab om kærlighedens udholdenhed?
Må jeg bede om regningen, tak.
Kommentarer