[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Sara Prahl [/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Ægteparret Keith og Megan har indvilliget i at huse den britiske udvekslingsstudent Sophie i et helt semester. I bilen på vej hjem fra lufthavnen fortæller den rolige husmor muntert, at Keith er musiklærer og kan hjælpe den unge pige med hendes klaverspil. Da Sophie efterfølgende spørger, om han mon kunne finde på at forlade sin lærerstilling for en fast plads i et symfoniorkester, svarer Keith prompte ja og Megan nej.
Derefter opstår en sigende tavshed. Fra bagsædet kigger den yndige udvekslingsstudent intenst på den bedrøvede musiklærer, som skæver til sin intetanende kone, hvis øjne forbliver fæstnet på vejen forude. I denne ene forskudte blikudveksling blotlægges hele filmens konflikt, og derfra er det ikke svært at regne ud, hvor Drake Doremus’ Breathe In videre vil føre os hen.
Historien om forstadsidyllens forfald er ingenlunde ny. Blandt de mere ikoniske eksempler kan nævnes Sam Mendes’ American Beauty (1999) og den populære tv-serie Breaking Bad (2008), der begge fuldstændig piller kernefamilien fra hinanden. Ligesom i de to eksempler er det endnu engang farmand, der ikke helt kan affinde sig med det konventionelle familieliv. Men modsat sine forgængere holder Breathe In sig dog i et mere afdæmpet toneleje.
Keith tiltrækkes hurtigt af den talentfulde, mystiske Sophie, der deler hans lidenskab for klassisk musik. Men selvom det er passionen, der fører de to karakterer sammen, opstår der hverken hede elskovsakter eller store symfoniske klimakser. Doremus fortrækker at spille kærligheden frem med forsigtige berøringer og sigende blikke. Selvom den forbudte kærlighed opstår mellem mand og teenagepige, er der derfor intet vulgært på færde i filmens univers. Det er det sjælelige snarere end det fysiske utroskab, der således kommer under luppen.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Breathe In[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2013[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Drake Doremus[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Kompositionen kan nok bedst beskrives som elegant. Der er ikke en finger at sætte på hverken produktion eller skuespil. Guy Pearce er overbevisende i rollen som den indelukkede men charmerende drømmer, og det er langt fra svært at lade sig forføre af Felicity Jones’ store længselsfulde øjne. Karaktererne rummer i det hele taget en betagende ægthed: de handler irrationelt og snakker til tider i munden på hinanden – præcist ligesom rigtige mennesker.
Mens omfattende brug af håndholdt kamera understøtter filmens realistiske tone, lægger klassisk musik sig om fortællingen som en påmindelse om den drømmende melankoli, der præger Keiths og Sophies subjektive virkelighed. Det fine klaverspil forhindrer stilen i nogensinde at blive for rå og hård, og verden får snarere en poetisk og skrøbelig karakter i Doremus’ virkelighedsportræt.
Men selvom skrøbelighed og elegance spiller yndefuldt sammen, tillader de lidt for pæne harmonier ikke sin tilskuer at lade sig rive helt med af musikken. Allerede fra første scene lod filmen mig forstå, at den ville slå revner i forstadsidyllen. Og hele vejen igennem holdt den sit løfte, uden afvigelser eller overraskende svinkeærinder: med veltilrettelagt dialog og logisk opbygning kommer filmen på elegant vis præcist, hvorhen den vil. Men uden slinger i valsen og virkelig passion borer revnerne sig aldrig dybt nok ned til for alvor at slå skår i facaden.
Hvor poetisk og veludført filmen end er, skal man nok ty til f.eks. American Beauty, hvis man ønsker at trænge længere ind under overfladen på det civiliserede forstadsmenneske. Ikke desto mindre indeholder Breathe In øjeblikke af skrøbelig realisme, der fint skildrer tilværelsens ulidelige lethed uden at moralisere eller fordømme unødigt. Den forbliver derved en fin og afbalanceret forstadsfortælling, hvis afdæmpede klang dog i bund og grund tangerer lidt til det kedelige.
Breathe In er månedens film i Cinemateket og går fra d. 15/01-25/01.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer