Af Gustav Stubbe Arndal
Ungdommen er en svær tid. Man har en trang til at virke rolig og ligeglad, men også til at vise sig for omverdenen. Måske er det derfor, Martin Skovbjerg vælger dette tema til sin første spillefilm. Han lader til at kende den følelse.
I Brakland følger vi teenageren Simon (Jonas Bjerril), hvis familie netop er flyttet fra København til Vesterby, langt ude på landet. Han ankommer i sin nye klasse lige i tide til et eksamensprojekt, og klassens alfahan Bjarke (Vilmer Trier Brøgger) bliver hans projektmakker. Snart er de bedste venner.
De skal lave en kortfilm, der handler om byen, og da Bjarkes far ejer højttalerfabrikken, der holder hele byen i live, bliver det selvfølgelig deres fokus. Men fokuserede er de ikke. De døber deres film ”Abernes Planet” og bruger tiden på at gøre grin med de voksnes dyriske tankeløshed. De indser ikke, at de selv er de eneste, der laver abekattestreger.
Deres venskab er voldsomt som kun to udstødte teenagedrenges kan være. De laver ”din mor”-jokes, der ikke kun er i spøg, deres slagsmål gør kun deres forhold tættere, og man skulle tro, de var forelskede, når man ikke ser dem fantasere om pigerne og kvinderne i deres liv. Men da Bjarkes familie rammes af en tragedie, begynder byen, Bjarke, og venskabet at falde fra hinanden.
Bjarke er klart Braklands højdepunkt. Han er en outsider i klassen, og han bruger sin fritid på at provokere sine kammerater eller de voksne, der tolererer hans barnestreger af respekt for hans far. Han længes efter manddom, men opfører sig som en forkælet dreng. Man får det på fornemmelsen, at han kun starter slåskampe, fordi han trænger til berøring.
Nær filmens slutning bliver hans opførsel mere ekstrem. Han tager den motocrosshjelm på, som nu pryder filmens plakater, og vandrer rundt i byen med gevær og kamera i et forgæves forsøg på at skjule sin smerte med maskulin posering. Han tildækker sig, fordi han ønsker at blive set.
Hvor Bjarke er et fængende mysterium, er det mere frustrerende at regne Simon ud. Vi får ikke indblik i hans tidligere liv i København, så det er svært at forstå hans tankegang eller udvikling. Ville han have røget hash og drukket spiritus ud af flasken uden Bjarkes indflydelse? Han har familiedrama og kæreste, men det hele skubbes i baggrunden.
Meget af Brakland synes faktisk at foregå i baggrunden – skolen, hjemmet, firmaet og endda hovedpersonens liv holdes på afstand. Det skyldes måske filmteknikken, der ofte holder os tæt op ad karaktererne med slørede omgivelser og afbryder vigtige dialoger med hårde klip. Den ellers meget troværdige ungdomsdialog bliver tekstur i stedet for indhold.
I mellemtiden kommer lyden i forgrunden. Musikken er lavet af producertrioen AV AV AV, som instruktøren selv er en del af, og de leverer en rungende technolyd, der nærmest får lærredet til at vibrere. Det er, som om presset på Bjarke og Simon manifesteres som en elektronisk brummen i ørene. Men ofte er det distraherende. Som at se Zappa (1983) med musikken fra Blade Runner 2049 (2017).
Der er en kunstnerisk desperation under Brakland, som om Skovbjerg er bange for, at sitrende socialrealisme ikke er nok til at gøre et indtryk. Filmen er inddelt i tre akter med titelkort, og der eksperimenteres ofte med lyd, stilhed, musik og montage. Men det ophøjer ikke filmen.
Det er ikke, fordi scenografien og musikken ikke imponerer – der er masser af talent her. Men det overdøver også det imponerende, og her mere essentielle drama og skuespil.
Jeg tror på, at Martin Skovbjerg har en fantastisk film i sig. Det er bare ikke Brakland.
Kommentarer