[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Kristian Bonde Jensen[/vc_column_text][vc_column_text]Tæt. Mørkt. Klamt. Tungt. Vi kender det alle sammen, følelsen af at være spærret inde eller klemt fast. Et lidt for småt rum, hvor døren er gået i baglås, eller en af de billige flypladser, hvor ens knæskaller ender med at agere hovedpude i adskillige timer. Selvom man ikke udpræget lider af klaustrofobi, kan de fleste nok blive en enig om, at der ikke ligefrem er tale om en positiv oplevelse eller en rar følelse.
Men hvad med når det sker for andre? Hvad hvis man bygger en dramatisk fortælling op om netop den præmis, at en eller flere af hovedkaraktererne skal være indespærret, fastklemt eller fanget i store dele af plottet? Noget kunne tyde på, at det har en vis appel. I hvert fald er det lille, lukkede rum, ikke kun kulisse, men i flere henseender også tema, i de premiereaktuelle film, Room og 10 Cloverfield Lane. I den forbindelse kigger Ordet nærmere på fænomenet ”Bottle Films”, og hvordan disse skaber klaustrofobi for både karakterer og tilskuere.
Det at begrænse en films handlingsforløb til få, måske endda enkeltstående settings, er næppe et nyt påfund. Allerede i 20´ernes Tyskland blev kammerspillet overført fra teatret til filmen i de såkaldte ”Kammerspielefilm”. Her var der fokus på få karakteres psykologi og indbyrdes forhold, snarere end på ekstravagante og udvidede studie-opsætninger (hvad der ellers var populært i datidens tyske ekspressionisme).
Siden har denne måde at lade en handling udspille sig i et meget begrænset rum, blandt andet været overført til såkaldte ”court-room dramas”, hvor en retssags forløb i en enkelt retssal, er filmens centrale udtryk. Mest berømt er nok Sidney Lumets 12 vrede mænd (1957), hvor stort set hele filmens 96 minutter udspilles i det samme rum. Her er det dog igen det at sætte fokus på forholdet mellem karaktererne, og det faktum at de fysisk befinder sig få meter fra hinanden, mere end at skabe en direkte indelukket og klaustrofobisk fornemmelse, der er hovedpointen.
Eksempler på en mere ekstrem skildring af klaustrofobi ses i thrilleren Buried (2010), hvor vi følger en lastbilchaufførs kamp for at komme ud af den kiste, han er blevet begravet levende i, og overlevelsesfilmen 127 timer (2010), der dramatiserer den virkelige historie om en bjergbestiger, der i 6 dage sad fastklemt mellem to stenblokke i Blue John Canyon i USA. I begge film er det altså selve de trænge fysiske omgivelser, der bliver motor for plottets, såvel som hovedpersonernes, fremskridt. Som tilskuer bliver vi holdt fast sammen med karaktererne på få kvadratmeter, og bliver tvunget til at spørge, ”hvad ville jeg have gjort i samme situation?”. Det er ikke kun det at være fanget, men også det at være fanget med kun sig selv, der tematiseres.
Det trænge rum som udtryk for ultimativ fysisk fangeskab, kan dog også vendes på hovedet. Dette er i hvert fald forsøget i David FInchers Panic Room (2002), hvor Meg Altman og hendes datter bruger et sikkerhedsrum i deres nyindkøbte hus til at beskytte sig mod en flok voldelige indbrudstyve. Her får det indelukkede og mørke rum altså pludselig en tryg atmosfære, og det store, åbne hus bliver skurkenes domæne. Kilden til hovedpersonernes overlevelse bliver pludselig betinget, i modsætning til begrænset, af at være indespærret og fanget.
Dynamikken i disse to funktioner af det lukkede rum, som henholdsvis livstruende trussel, eller som livsbetingende beskyttelse, bliver sat på spidsen i både Room og 10 Cloverfield Lane, om end på forskellige måder.
I 10 Cloverfield Lane, der er en delvis opfølger til found-footage-monsterfilmen Cloverfield fra 2008, leges der med publikums og hovedpersonens forestillinger om fare og frihed. Efter et biluheld, vågner vores heltinde Michelle nemlig op i et lille, mørkt rum under jorden, hvor den mystiske mand Howard holder hende fanget. Eller gør han? Ifølge ham selv beskytter han hende nemlig mod en katastroferamt og livstruende verden. Som filmen skrider frem, bliver det dog mere tydeligt, at Howard ikke udelukkende har venlige intentioner, og det store dilemma bliver derfor om, hvor truslen er værst? Inde i rummet eller udenfor? Som tilskuer bliver man tvunget til at tænke over, hvad det mest skræmmende er, faren fra en ukendt og måske fremmed verden, eller den der gemmer sig inden i mennesket?
I Room tematiseres fangeskabet ligeledes. Her følger vi Joy, der de sidste seks år har været låst inde i et skur i hendes kidnapper ”Old Nick”´s baghave. Sammen har de fået en søn, Jack, der i hele sit liv, kun har set glimt fra verden udenfor det lille rum, gennem et vindue i loftet. For ham er ”Room” det samme som hele verdenen, og de få kvadratmeter synes uendelige og fulde af muligheder. Dette gengives også for publikum gennem kameraet, der stort set aldrig viser rummet i sin helhed, men fokuserer på dets enkelte dele, og derved balancerer mellem at portrættere skuret som et indelukket fangeskab og et trygt barndomshjem. Dette tematiseres yderligere, da det lykkes Joy og Jack at flygte fra ”Room”, og derved forsøge at blive en del af den omgivende verden, der både rummer uendelig frihed og uendelig usikkerhed. Selvom Jack får både venner, familie og en helt ny og udvidet legeplads, begynder han nemlig også at længes efter den gang, der bare var ham, mor og det lille, lukkede rum.
Bottle Films skaber altså klaustrofobiske fornemmelser for både karakterer og publikum. Men tematiserer altså ofte også, hvad det at være begrænset til et lille fysisk rum, kan gøre. For hvad der i nogle situationer kan være et uudholdeligt fængsel, eller en direkte trussel mod overlevelse, kan i andre være en nødvendig tilflugt, eller ligefrem den eneste version af livet, der er tilgængelig. Uanset hvad, kan filmmediet illustrere med stor effekt, hvordan det er at være lukket inde, ikke kun i det fysiske, men også det psykiske rums trænge og indelukkede kår.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer