[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Frederik Rune Christensen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]På et tidspunkt i Born to Lose har Lorenzo Woodrose aka Guf aka Aramis aka Uffe Lorenzen besluttet sig for at drage på svampejagt i den danske natur for at skaffe sig en lille gratis psykedelisk oplevelse. Før han kan komme over til en Spids Nøgenhat, som han jagter, skal han dog forcere et stødhegn, som afskærmer marken og skoven. Woodrose erklærer at vi ”nu bare skal se løjer”, og forsøger som en anden hækkeløber at hoppe over hegnet. Men Lorenzo er med sin store ølmave, ikke hvad man kan kalde en atlet, og han falder komisk i metalsnoren, og det tager ham to forsøg efterfølgende at komme over hegnet.
Den scene beskriver meget fint Born to Lose, som forsøger at være et vedkommende portræt af en musiker, som aldrig ville være mainstream. Desværre falder filmen, ligesom Guf, i hegnet og bliver en ligegyldig film om en født taber, som egentlig ikke er særlig interessant.
Lorenzo Woodrose har været en del af undergrundsrocken i Danmark i over 20 år. Med forskellige bands såsom Baby Woodrose, som han vandt P3 Guld med i 2003, og sidenhen med bandet Spids Nøgenhat som Woodrose ligeledes har fået mange lovprisninger for. Men Woodrose bliver stadig nødt til at lange øl over disken på den lokale bodega for at få hverdagen til at hænge sammen.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Born to Lose[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Palle Demant[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det kunne der måske have været lavet en interessant film om, men Born to Lose mangler noget nærvær og en retning fra starten af. Der er begrænsninger for, hvor længe det er interessant at se en mand indtage svampe, ryge joints og drikke øl. Filmen bliver aldrig særligt nærværende, for Woodrose bliver ikke presset ordentlig af instruktørdebutant Palle Demant til at udlevere sig selv.
I enkelte scener bliver Woodrose flerdimensionel, som for eksempel da han skal tale om sin afdøde bedste ven og producer Ralph A. Rjeiley. Der er noget på spil for Woodrose, og filmen er her interessant, men det er desværre kun i korte glimt, at Woodrose bliver konfronteret med hårde spørgsmål. Jeg ville ønske, at Woodrose blev udspurgt, om hvorfor han frygter at blive mainstream, og vi som seere kunne have forstået ham bedre. Fordi efter at have set dokumentaren føler jeg mig ikke meget klogere på, hvorvidt Woodrose er tilfreds med sin position som født taber.
Efter at have modtaget sin DMA i 2014 spørger Spids Nøgenhat ud til publikum ”Er der nogen, der overhovedet ved, hvem fanden vi er, altså?”. Spørgsmålet besvares med en sigende behersket spredt jubel, og jeg er desværre også i tvivl, om jeg kender Uffe Lorenzen efter at have set denne film.
I enkelte scener dukker han op, men Born to Lose kommer alt for sjældent under huden på den fødte taber, og ender med at blive et halvligegyldigt portræt af en rockmusiker, som hutler sin vej gennem livet.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer