[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Amine Kromann Karacan[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Slanke mennesker danser elegant omkring på en stor, mørk scene. De er udøvere af balletten – den mest yndefulde kunstart. Berømmelsen funkler et sted forude. Misundelige blikke kastes bag scenen. Jalousien hersker. Alt kulminerer i en frygtelig hævn. Der mangler bestemt ikke melodrama i dokumentaren, Bolshoi Babylon.
Det hele begynder med et angreb på den kunstneriske leder af Bolshoi-teatret og tidligere stjernedanser, Sergei Filin. En maskeret mand kaster syre i ansigtet på balletstjernen, som efterfølgende indlægges. Forbrydelsen bliver omdrejningspunktet for Bolshoi Babylon. Derved bliver andre mere interessante sekvenser til tider afbrydes af nærbilleder og uelegante zooms ind på Filins gazeombundne ansigt med dertilhørende sensationalistisk underlægningsmusik og en fortællerstemme med tyk amerikansk accent.
Baggrunden for syrekastningen skal findes i hævnmotiver og jalousi, der er symptomatiske for Filins korrupte castingmetoder og for et teater, hvis krav om benhård disciplin og dyrkelse af skønhed resulterer i farlig misundelse.
Bolshoi-ballettens historie har altid været tæt forbundet med statens. Det nævnes flere gange, at tilstanden på teatret er et udtryk for hele Ruslands. De højere magthaveres konstante indblanding i teatrets gang er ligeledes et tegn på korruption og en usund topstyring, som gør balletten skrøbelig. De mest spændende sekvenser er dem, hvor dette vises som magtkampen mellem den tilbagevendende Filin og teatrets nytiltrådte øverste leder, Vladimir Urin.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Bolshoi Babylon[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Nick Read[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
UK[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Urin tror på gennemsigtighed i castingprocesserne, og han vil ikke have, at Putin skal blande sig – hvilket han diskret nævner i et radiointerview. Her kan man tale om at puste nænsomt til ilden. Den flamboyante, klapsalveelskende Filin sættes overfor den standhaftige regelrytter, Urin. De ansatte på teatret må vælge side. Dette udmunder i latter og ydmygelse af den ene ved et personalemøde. Det er ikke kun på scenen, at dramaet foregår på Bolshoi-teatret.
”Det er svært at være chef,” siger Filin på et tidspunkt ”før kunne alle godt lide mig.” Både han og Urin er et eksempel på dette. Det havde været ønskværdigt, hvis filmskaberne havde spurgt mere ind til Filin vedrørende korruptionsanklagerne. Antydningens kunst har dog også sin egen fine humor i dette lille indblik ind i ballettens og Ruslands til tider lukkede verden. Endnu mere tilrådeligt havde det været ikke at bruge syrekastet som tilbagevendende, dramatisk motor. Instruktør Nick Read fortæller, at man først fandt frem til det endelige narrativ i klipperummet, hvilket filmen bærer præg af.
Balletdansernes korte udløbstid og den strenge disciplin, de må underlægge sig for at blive stjerner, er en velkendt historie. Den fortælles nærværende gennem to ballerinaer, der snart er ved at være historie på balletten. Koblingen mellem den hårde konkurrence og det voldelige udfald, den til dels havde i syreangrebet, er en ny tilføjelse til den virkelige fortælling om det hårde balletliv.
Guldbrokader, overdådige kostumer, smukke dansere og korrupte ledere er blot en del af den mange facetterede historie om Bolshoi-balletten. De melodramatiske tendenser måske ligeså. Tilsammen udgør de et spændende indblik i en verden, der ellers kun lader sig åbenbare på den scene, som man kan se fra Bolshoi-teatrets gyldne sal.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer