Af Gustav Stubbe Arndal
Fans af Netflix’ formidable animationsserie Bojack Horseman har længe overvejet hovedfigurens potentielle skæbne. Bojacks (Will Arnett) depression, selvhad og humoristiske sans har gennem seks sæsoner fremkaldt dyb empati, alt imens hans mere og mere utilgivelige handlinger, der har såret utallige af showets karakterer, har skabt en figur, der ville være nem at hade, hvis ikke man var så tæt på.
Spørgsmålet hænger over finalen. Starter han et nyt liv andetsteds? Opnår han en tilfredsstillende forløsning? Eller mister vi ham pga. selvmord, selvdestruktion eller andre lignende tragedier? Seriens sidste episoder formår dog at overgå forventningerne på en måde, der vedligeholder både dens moralske kompleksitet og fortrøstningsfulde menneskelighed. Det er en næsten utrolig bedrift.
Her på falderebet ved man, hvad man kan forvente, når det gælder humor og kreativitet. De ultraspecifikke referencer til amerikansk pop-kultur, vittigheder om dyrs adfærd, der tager et øjebliks tænkning for at lande, og den forunderlige running gag ved navn Margo Martindale – en karrierekriminel med overraskende emotionel rækkevidde i stemmen, spillet af Margo selv.
Men selvom man får nogle gode grin med på vejen, virker meget af humoren nedtonet grundet tanken om seriens slutning. Ofte kommer vittighederne fra karaktererne selv, der forsøger at holde gejsten oppe, mens virkeligheden banker på døren.
Virkeligheden består hovedsagelig af sandheden om Sarah Lynns (Kristen Schaal) skæbne og Bojacks medskyldighed, som nogle dybdeborende journalister begyndte at grave op i første halvdel af sæsonen. Med den historie dukker utallige andre op, der alle viser et mønster i Bojacks adfærd, som er svært at undskylde. En stor del af de sidste afsnit handler om at udfordre vores og karakterernes perspektiver på Hollywoo-stjernen.
For hans elever på Wesleyan er han den erfarne professor, der giver dem det bedste semester nogensinde. For Princess Carolyn (Amy Sedaris) er han en ekskæreste, hun ikke kan lade være med stadig at holde af. I ét interview er han en tidligere stofmisbruger med en tung samvittighed, der prøver at gøre det rigtige. I et andet er han en forbryder, der længe har udnyttet sin magt over kvinderne i sit liv, og som aldrig har udøvet seriøs selvrefleksion.
For Diane (Alison Brie) er han en person, hun har brugt for meget tid på at tænke over. Hun snakker ikke om ham – eller om sin eksmand Mr. Peanutbutter (Paul F. Thompkins) – med Chicago-kæresten Guy (Lakeith Stanfield). Men hun er samtidig optaget af fortiden; hun forsøger at omforme sine indre dæmoner og dårlige barndomserindringer til en bog, der aldrig kommer nogen vegne.
Hun tilstår til Princess Carolyn, at hun er bange for, at alle de skader, hun har pådraget sig gennem livet, måske er totalt meningsløse. Som hun så ofte har gjort det, formår Diane at udtrykke noget essentielt om seriens kerne. For hvad hvis Bojacks og resten af castets smerter og fejltagelser ikke forløser sig i noget større, dybere, eller mere meningsfuldt?
I sidste ende omfavner Bojack Horseman spørgsmålet i de to endelige afsnit, der er blandt seriens bedste. Vi dykker dybt ned i tomhedens mørke, men finder glimt af medmenneskelighed og fremgang i fyrre minutters tv, jeg nok aldrig helt vil kunne glemme.
Seriens sidste dialog fungerer som et svar til enhver, der håber på klare svar og afrundinger. Hele pointen er, at vi alle bliver nødt til at leve med os selv – ligesom vi en dag alle dør med os selv. Men livet fortsætter ikke desto mindre for alle omkring os. Bojack Horseman er slut, selvom karakterernes liv fortsætter der, hvor vi kun kan håbe eller spekulere i deres endeligt – en perfekt slutning for en serie, der har haft nogle af de mest fuldendte, elskværdige karakterer på tv.
Kommentarer