Anmeldelse
BOJACK HORSEMAN SÆSON 6 – DEL 1: Enestående animationsserie rejser indad og fremad

Af Gustav Stubbe Arndal

I don’t think I believe in deep down. I kinda think that all you are is just the things that you do.”

Dianes (Allison Brie) svar til Bojack (Will Arnett) fra første sæson af Netflix’ tragiske, morsomme og helt igennem enestående animationsserie forbliver relevante seks sæsoner inde.

Femte sæson af Bojack Horseman handlede meget om tilgivelse – om hvem der fortjener en chance til, og hvem der giver én den chance – og endte med seriens antihelt i en rehabilitationsklinik. I sjette sæson, som bliver udgivet i to dele med anden og endelige del af serien udskudt til januar, ser vi resultaterne: Bojack kigger dybt ind i sig selv og lærer at gøre det bedre. Det er næsten ikke til at tro, men det er en dybt rørende udvikling.

Selvom den ondt sarkastiske drukkenbolt, vi har grint og grædt sammen med i flere år nu, er væk, så er der stadig masser af humor at finde. Det viser sig, at ædru Bojack er en rigtig god straight man over for sine samboer på klinikken og sin terapeut, der oplever et tilbagefald efter en tragikomisk misforståelse involverende en vanddunk fyldt med vodka.

Når saxofonen begynder at spille i seriens introstykke, ser vi en serie af flashbacks til de tider og scener, der vejer tungest på Bojacks skuldre, og det passer med seriens forløb, hvor fem sæsoners vægt har skabt et fuldendt billede af ham og resten af castet, som nu alle er på en indadvendt rejse.

Diane kommer ud af sin deprimerende post-skilsmisse lejlighed og rejser rundt i landet for at lave vigtige, socialkritiske reportager sammen med den venlige bison-kameramand Guy. Men da et kæmpe oligopol-firma sætter en stopper for hendes aktivisme, sidder hun fast med skriveblokade, og hendes depressive tendenser vender tilbage.

Princess Carolyn (Amy Sedaris) har travlt med at være en moderne kvinde, der kan det hele, men det er svært, når hendes adopterede baby, som hun endnu ikke har fundet tid til at navngive, kræver så meget af hendes tid. Selv Todd (Aaron Paul) konfronterer sin krævende far, mens de forsøger at stjæle hans nyre tilbage fra et varerum (klassisk Todd).

Den eneste, der har svært ved at komme fremad, er Mr. Peanutbutter (Paul F. Tompkins). Den elskværdige hund har altid været Bojacks modsætning – lykkelig, hvor han er deprimeret, men også naiv, hvor Bojack er dybt selvbevidst. Hunden er drønet hovedkulds ind i en forlovelse med den søde, uvidende Pickles (Hong Chau), men begge mangler den nødvendige omtanke til at se problemerne i deres forhold.

Fortællingen fortsætter også uanfægtet med sine satiriske og absurde elementer, som når Mr. Peanutbutter uvilligt bliver gjort til talsmand for depression efter et marketingstunt, eller når Hollywoos assistenter strejker med kaotiske konsekvenser. Men Bojack Horseman er selvfølgelig mest kendt for maveknugende psykologisk realisme og chokerende autenticitet, og det leveres også. Dog på en anden måde.

Serien har tidligere gået nogle dybt mørke steder, og Bojack må genbesøge dem, mens han helbredes, men det er sæsonens underliggende håbefuldhed, der giver den liv. Og når Bojack træder ud i verden, er håbet og åbenheden lige så tårevædende som seriens mest knusende øjeblikke.

Dog når vi endnu ikke forløsning. Et par sladder-journalister – skrevet som en hyldest til His Girl Friday (1940) (eller His Squirrel Friday, som den hedder i dette univers) – begynder at stille spørgsmål til Sarah Lynns død, og sporene bringer dem til New Mexico.

Du er de ting, du gør, og Bojack er uden tvivl et bedre (heste)menneske. Men hvad med alle de ting, der allerede er gjort og ikke kan ændres? Hvad kan tilgives, og hvornår er det for sent? Bojack Horseman har garanteret et knusende øjeblik eller to på vej i anden halvdel.

Kommentarer