Af Gustav Juhl

Film kan trække os i alle følelsesmæssige retninger. Nogle kan få os til at fælde en tåre, andre græde af grin. Det er til gengæld ikke alle, der kan bevæge sig ind og sidde som en lille knude i maven, mens man overvældet smiler over, hvad der udfolder sig på lærredet. Tracie Laymons biografaktuelle film Bob Trevino Likes It er en af disse film. 

Inspireret af et særligt venskab fra manuskriptforfatter, producer og instruktør Tracie Laymons eget liv, følger filmen den unge kvinde, Lily Trevino, spillet af Barbie Ferreira, kendt fra Euphoria (2019-). Efter at hun mister kontakten til sin narcissistiske og manipulerende far, søger Lily desperat efter ham på Facebook og finder hurtigt en profil uden profilbillede med sin fars navn, Bob Trevino. Det viser sig dog hurtigt, at denne Bob ikke er hendes far, men en fremmed navnebror, der ligesom hende selv er en kærlig, men ensom eksistens. 

Hvad der følger er ikke blot en smuk historie, den er også smukt fortalt. Den nye Bob Trevino (John Leguizamo) bliver langsomt en del af Lilys digitale liv og er den eneste, der konsekvent “liker” hvert eneste af hendes mange Facebook-opslag. Det udvikler sig, og snart efter mødes de og fylder et tomrum gennem et tæt forbundet følelsesmæssigt venskab, som de begge har manglet i årtier. 

Bob Trevino Likes It gør det nemt for publikum at følge med og hjælper os hurtigt i gang med at lære de velspillede hovedroller at kende. Det er balancekunst på højt plan, hvor fortællingen ikke forfalder til det overforklarende og kedelige, men bevæger sig naturligt og uforstyrret fremad i takt med, at deres venskab udvikler sig. Der leveres endda et kreativt greb på trauma-dumping, der udover at lade Lilys egen psykolog bryde ud i storstilet gråd, giver os et effektivt, men forfærdeligt indblik i Lilys livshistorie. Det er solidt filmhåndværk, der igennem hele filmen blander humor og sorg på en måde, som gør personlige traumer tilgængelige uden at forenkle dem. Lige så vigtigt er det et eksempel på virkeligt godt skuespil, der bærer historien hele vejen igennem.

Filmen er dog bedst, når der er en egentlig dialog mellem karaktererne. Lily og den nye Bob chatter løbende med hinanden over tekstbeskeder og kommentarer på Facebook, der på skift bliver læst højt af hver deres indre fortællerstemme. Oplæsningen bliver dog for cute, og selvom det er to nye sjælevenner, der er ved at lære hinanden at kende, føles det en kende for kunstigt og poleret. Måske en smule for amerikansk endda.

Men det er endnu engang amerikanere, det handler om, og at det indimellem halter en smule, er nemt at tilgive. John Leguizamo møder i rollen som Bob Trevino et højdepunkt i sin karriere og viser her med en nærmest faderlig dybde, at han kan være meget mere end en mindre birolle. Endnu mere kan der siges om Barbie Ferreira, der finder sig uangribeligt naturligt til rette i rollen som den utilpassede, men altid sympatiske Lily, og hiver filmen op på det høje niveau, den er på. 

Af og til minder Bob Trevino Likes It en om, at man ikke er fysisk til stede i filmens følelsesmæssige kaos, men at vi som publikum kun kigger ind ad et vindue til noget privat. Det er dog langt fra en negativ ting. Det personlige og private bliver fremstillet så autentisk og nænsomt af Tracie Laymons manuskript og instruktion, at vinduet står på vidt gab. Det er dog Barbie Ferreira og Leguizamo, der i sidste ende sprænger hængslerne med deres portrættering af de to umage venner, der i hinandens selskab finder det hjertevarme i det hjerteskærende. Det er en smuk film, der kan lufte tårekanalerne såvel som smilebåndet.