BLODIG WEEKEND: Fem dages uhyggelig underholdning

Af Bjarke Johansen

 Halloween er forbi. Det er sørgeligt, men sandt. Vampyrerne går til ro, spøgelserne finder hvile, græskarlanternerne slukkes, og hvis det ikke allerede havde været overalt i snart en måned, ville julepynten så småt begynde at erstatte hekse, djævle og andre monstre. Med denne skumle højtids bortgang, følger også Blodig Weekend, der i sidste uge af oktober underholdt hele landets genrefans med et herligt program. Og nu, hvor man vandrer hjem sølet ind i utallige mængder imaginær blod og indvolde, er det et godt tidspunkt at tænke tilbage på fem gruopvækkende dage i Cinemateket.

Festivalen startede virkelig uhyggeligt. Ikke bare på den fede måde. For da publikum onsdag aften havde sat sig godt til rette for at se Danmarks første zombiefilm Sorgenfri (Bo Mikkelsen, 2015) fik de lov at vente en halv time, før de fik den kedelige nyhed om, at der var problemer med teknikken, og at visningen måtte aflyses. Men det gjorde egentlig ikke noget – ikke kun tog publikum nyheden rigtig pænt, og festivalens arrangører fik tilmed lynhurtigt stablet en dobbeltvisning op om søndagen i stedet, så de danske zombier kunne lukke festivalen i stedet for at åbne den.

Så torsdag blev dagen, hvor den bloddryppende underholdning blev skudt i gang, og derfra gik det også stærkt. Før filmene havde man mulighed for at flekse sin paratviden over for ligesindede genrefans til Blodig Quiz. Og kunne man ellers klare at se Kevin og Michael Goez’ nye, fordummende amerikanske remake af den franske ekstrem-gyser Martyrs (Pascal Laugier (2008) uden at rulle øjnene ud af hovedet, blev man belønnet med spøgelsesfilmen We Are Still Here (Ted Geoghegan, 2015), der med en sær italiensk-inspireret surrealisme gav rigeligt med kuldegysninger før den eksploderede i et sandt, overnaturligt blodbad.

Fredagen blev indledt med et debatpanel fra festivalens talrige og meget varierede gæsteliste, hvor karrierer, genrer og lavbudget-filmmageri blev diskuteret med humor og blink i øjet. Her kunne publikum møde den amerikanske producer og instruktør Brian Yuzna, der i år præsenterede Re-Animator (Stuart Gordon, 1985) og Society (Brian Yuzna, 1989), og tyske Jörg Buttgereit, der brød tabuer med både Nekromantik og sit segment i den tyske antologifilm German Angst (Jörg Buttgereit, Michal Kosakowski & Andreas Marschall, 2015), som han også selv præsenterede. Sammen med disse to herrer og Pål Øie, der introducerede sin nye film Villmark 2: Asylum (2015), var der også plads til debutanten Hèctor Hernández Vicens, der med The Corpse of Anna Fritz (2015) leverede en skummel thriller om, hvor langt man vil gå for at undvige konsekvensen af sine (mildest talt skumle) handlinger.  I det hele taget var de mange gæster i år enormt veloplagte og leverede alle underholdende og informative Q&A-sessioner.

Det var også om fredagen, man kunne se festivalens mest nutidige navn Eli Roths nye film Knock Knock (2015), hvor Keanu Reeves bliver angrebet af et par psykotiske unge piger i sit eget hjem, mens konen og børnene er væk. Omend der var øjeblikke med vidunderlig sort komik i bedste Eli Roth-stil og seriøst vanvittige torturmetoder endte filmen dog med at blive en kende hysterisk og ensformig. At forsøge at diskutere dens noget mudrede standpunkt  om feminisme (hvis der er et) svarer også nogenlunde til at tisse på to myretuer og regne med ikke at blive bidt, så det er uden tvivl en film, der vil dele vandende.

Lørdag bød på fest og glade dage i mere end én forstand. Det altid underholdende Collector’s Market var større end nogensinde før, og mange gode handler blev gjort (blandt andet af undertegnede), mens Jörg Buttgereit og Brian Yuzna gav autografer og fotos. Og om aftenen kunne man nyde den bizarre og stærkt unikke Society, hvis sidste tyve minutter er en ren fontæne af lige dele underholdning, forvirring og dårlig mave, som jeg ikke vil nænne at afsløre her. Bagefter var det tid til heavy-metal-teenager-dæmon-slagter-galskabsbraget fra New Zealand, Deathgasm (Jason Lei Howden, 2015), og her var publikum ellevilde med den fandenivoldske, blodige og enormt morsomme film, der ville gøre en ung Peter Jackson stolt.

Desværre var det ikke lige så spændende at være til den egentlige Blodig Weekend-fest. Selvom tiltaget var godt, var der simpelthen for mange faktorer, der gjorde det svært at nyde. Hvor hyggeligt det end er på Brass Monkey resulterede kombinationen af det lille sted, bandet Tremolog Beer Guts’ røgmaskine og de utallige mennesker fra Blodig Weekend i, at man stod som sild i en tønde uden at være i stand til at se en meter foran sig. Det var et godt forsøg, men vi håber på et lidt større område at bevæge os på til næste år.

Søndag var underholdningen også i top. Udover at Buttgereit og Yuzna igen viste film i form af de førnævnte Re-Animator og German Angst bød dagen også på den enormt neglebidende thriller Emelie (2015), hvor den nye babysitter absolut ikke er, hvad hun giver sig ud for at være. Lad os bare sige, at når Nadia Parbo, en af festivalens arrangører, kaldte filmen ”pervers”, før den gik i gang, var det ikke for sjov. Til gengæld var det en enormt spændende film, der fortjener et stort publikum.

Ligeledes var Spring (Justin Benson & Aaron Moorehead, 2014) en medrivende og meget anderledes monster-romance, der med masser charme og al tid i verden fortæller sin kære historie. Og igen var der kæmpe fest, da publikum fik lov til at se første afsnit af tv-serien Ash VS Evil Dead (Starz Originals, 2015), den længe ventede fortsættelse til Sam Raimis Evil Dead-trilogi. Blodet sprøjtede, de kække replikker fløj om ørerne, og publikum hujede og hejede – og det samme gjorde anmelderne, for allerede før premieredatoen har serien fået en ny sæson. Ash VS Evil Dead vil kunne følges på den danske streamingtjeneste C More.

Endelig blev det så Sorgenfri, som vi nu alle havde ventet på. Og det var også et rigtig hæderligt forsøg på en zombiehistorie, der omend den ikke tilføjede noget nyt til en efterhånden enorm genre stadig havde sit idylliske danske rækkehuskvarters forfald og enkelte strejf af vidunderlig sort komik til at underholde publikummet.

Efter denne hårde, vidunderlige omgang vender jeg tilfreds hjem, så træt, at jeg kan sove som en død i nat. Jeg glæder mig allerede til næste år, hvor hele balladen starter forfra.

Kommentarer