Et håndholdt kamera flyver rundt i en videobutik på Nørrebro. Op og ned og henad hylder fyldt med videobånd. Alt sammen akkompagneret af klassisk musik komponeret af Bach. Således starter Nicolas Winding Refns anden spillefilm, Bleeder (1999). Et værk, som i dets skildring af Nørrebroske skæbner omkring årtusindeskiftet og sine smukke CinemaScope billeder, etablerede den kun 28-årige instruktør, som andet end et one-hit-wonder. Denne august har Bleeder 20-års jubilæum.
Saltvandsindsprøjtning til dansk film
Nicolas Winding Refn er en ener inden for dansk film. Eller måske skulle man nærmere sige var. For alt tyder på, at han har lagt det lille land i norden bag sig. Danmark er blevet for lille til den excentriske instruktør. Dette kan muligvis tilskrives hans barndom i New York, men svaret kan nok i højere grad findes i hans meget diktatoriske og kompromisløse tilgang til det at lave kunst. En tilgang, som står i skarp kontrast til den mere kollektive mentalitet, vi kender herhjemme, hvor netværk og samarbejde er alfa og omega. Denne kendsgerning ændrer ikke på, at Refn fortjener sit eget kapitel i historien om dansk film.
Efter den toneangivende debut Pusher bragede frem i 1996, blev den danske biografscene rå, beskidt og fik en nerve, man ikke tidligere havde set. Pusher blev tre år senere opfulgt af Bleeder. Denne gang var tempoet mindre energisk og dialogen knap så smart. Den grove, dokumentariske stil fra debuten var også skiftet ud til fordel for et langt mere stiliseret filmsprog. Samtidig var der også tale om et, på mange måder, mere terapeutisk og indadvendt værk om Refns eget forhold til vold, kærlighed og ikke mindst filmkunsten.
Blodig vold og søgen efter mening
I Bleeder følger vi to fortællinger. På den ene side har vi den generte videobutikekspedient, Lenny (Mads Mikkelsen), som er forelsket i Lea (Liv Corfixen). Lenny føler sig kun hjemme blandt de støvede videokassetter og undgår al kvindelig kontakt. På den anden side har vi historien om Leo (Kim Bodnia), der bor sammen med sin kæreste Louise (Rikke Louise Andersson). Lenny og Leo er en del af den samme vennekreds og deres veje krydser ofte hinanden. Primært når der skal ses blodige voldsfilm hos vennen Kitjo (Zlatko Burić). Vi ser dem gang på gang sidde passive, mens blodet flyder over lærredet. Efterhånden som den udpenslede vold fra filmene smitter af på deres egen virkelighed, får det skæbnesvangre konsekvenser for dem.
Den mytiske maskulinitet der skildres i de voldsfilm, der ses i Kitjos kælder, står i skarp kontrast til figurernes egne sørgelige tilværelser. I Bleeder er det kun på film, at seje Fred Williamson og Charles Bronson-typer overkommer deres problemer via vold og magt. Lenny-karakteren forguder umiddelbart disse 70’er helte, men da volden kommer for tæt på og intet retfærdigt bærer med sig, er det som om, at noget går op for ham. Den moderne mand er ikke en tavs, stålfast hævner. Dette giver ham det skub, der skal til for endelig at invitere Lea i biografen.
Bleeder er på mange måder en historie om ensomme mænd og deres søgen efter mening i et senmoderne samfund. Hvor historien om den hæmmede nørd Lenny indeholder både håb og humor, så er historien om Leo mere fortvivlende. Leo føler sig fanget i sin tilværelse. Fanget af lejlighedens smalle gange, kæresten og den meningsløse racisme og vold omkring ham. Bægeret flyder over, da kæresten Louise meddeler, at hun er gravid. Dette sender Leo ud på en glidebane, som får ham til at eksplodere i raseri. Dette går først og fremmest ud over Louise og det ufødte barn. Louises bror Louis (Levino Jensen) indleder derfor et brutalt hævntogt.
Templet over alle templer
En stor del af Bleeder udspiller sig i den legendariske Video & filmudlejning på hjørnet mellem Fredensborggade og Esromgade på Nørrebro. Nicolas Winding Refn beskriver videoforretningen som ”templet over alle templer”. Det er tydeligt, at film er en religion for Refn, og videobutikken er således et helligt sted. At se Bleeder i dag får virkelig en til at længes efter tiden, før filmgranskning var styret af Netflix’ algoritmer. Hos Videoudlejningen kunne man finde alt lige fra obskur filippinsk kvinder-i-fængsel-snask til Buñuel og Fellinis store klassikere. Hvis man følte sig lidt kåd, så var der pornoafdelingen, som indeholdt kategorier, man ikke anede eksisterede(!).
Lenny, som arbejder i videoforretningen, er, ligesom Refn selv, bidt af en gal cinephile. I en af filmens første scener beskriver han for en kunde, hvordan forretningen er inddelt. Der bliver selvsikkert remset genrer og kultinstruktører op, men da Lenny når til de mere kunstnerisk etablerede værker, går tempoet gevaldigt ned. Det er både virkelig morsomt og meget sigende for Refns egen filmsmag. Monologen kunne nemt være et citat fra instruktøren selv, som under promo-touren for Bleeder udtalte: ”Kannibalmassakren gjorde mere indtryk på mig end Bergmans samlede værker.”
Et af Refns mål med Bleeder var at eksperimentere med grænserne mellem fiktionsverdenen og virkeligheden. Både ved at lade filmvolden smitte af på figurernes realitet, men også mere konkret ved at få skuespillerne til at indtage deres roller flere måneder inden kameraret overhovedet rullede. Dette betød blandt andet, at Mads Mikkelsen og Zlakto Buric begyndte at arbejde i videoforretningen. Denne metode gav skuespillerne en unik mulighed for at lære deres karakterer at kende og virkelig føle, hvilke liv de levede. Dette skulle eftersignende også have resulteret i nogle ret vilde videoaftener efter fyraften.
Had, kærlighed og selvransagelse
Nicolas Winding Refn er udpræget æstetiker, og hans senere udspil har ofte fået kritik for at være visuelt imponerende uden at indeholde nogen substans. Dette kan ikke siges at være tilfældet her. I 1999 gav han os en portion af sit hjerteblod og dermed et stykke af sig selv. Refn reflekterer her både over det ensomme storbyliv, maskulinitet og i høj grad også over sin egen besættelse af levende billeder. Der er ingen tvivl om, at Refn elsker film. Han er nærmest besat af dem. Med Bleeder stiller han dog sig selv, og os andre, det vigtige spørgsmål: er der andre ting i livet end film?
Den røde farve går igen i mange scener. Hvad enten det er belysningen i videobutikkens pornoafdeling eller tapetet i Leo og Louises trange lejlighed. Farven symboliserer både had og kærlighed. På den måde afspejler det røde både de to fortællinger, men også Refns eget forhold til filmmediet. Således er det på én gang en dybfølt kærlighedserklæring og et smædeskrift for mediet, og den magt det kan have over mennesker. Disse tematikker, sammen med toppræstationer af nogle af Danmarks bedste skuespillere, er med til at gøre Bleeder til et vigtigt og frem for alt intimt hovedværk i dansk film.
Kommentarer