BLACKHAT: Hackpjat

Af Niels Harpøth

Et hackerangreb forårsager næsten en nedsmeltning på et kinesisk kernekræftværk. Den amerikanske børs er det næste mål, som står for skud for den tilsyneladende almægtige Blackhat – et slangudtryk for en ondsindet hacker. De kinesiske og amerikanske efterretningstjenester bliver tvunget til at indgå i et modvilligt samarbejde for at imødekomme den usynlige fjende.

Det går hurtigt op for den kinesiske kaptajn Chen (Leehom Wang), at den anvendte kode ikke er et originalt værk. Han insisterer derfor på, at dens oprindelige skaber skal bistå dem i efterforskningen, og det er ingen ringere end Nicholas Hathaway (Chris Hemsworth) – en hacker extraordinaire, som er i fuld gang med at afsone en dom på 13 år. Derudover er han også Chens roommate fra deres tid på MIT.

Med det set-up skulle man tro, at der var lagt en historie i støbeskeen, der undersøgte, hvad der bragte de to venner ud på så forskellige kurser i livet. Men det er Michael Mann ikke interesseret i. Han kaster sig derimod hovedkulds ind i en international og almen cyberthriller, og det er da også helt i orden. Man vælger som instruktør selv, hvilken historie, man vil fortælle. Den her lider bare af en næsten fuldkommen mangel på identitet. Der er virkelig ikke meget, som adskiller den fra en hvilken som helst anden gemen actionthriller fra de seneste ti-femten år.

ANMELDELSE AF:
Blackhat

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:
Michael Mann

LAND:
USA

Et af problemerne er, at store dele af plottet skal bæres af computerarbejde. Filmskabere har stadig svært ved at vise kodning og hacking på en filmisk interessant måde, og man må desværre konstatere, at heller ikke den ellers normalt visuelt ferme Michael Mann formår det. Der dykkes ned i computeres hardware, mens tastninger og kommandoer repræsenteres med lysglimt, der eksploderer i kredsløbene.

Eller det gør man i hvert fald i to tilfælde tidligt i filmen, hvorefter dette lille stilistiske touch efterlades. Hvilket på sin vis er udmærket, da man allerede er træt af det anden gang, man farer rundt mellem mikrochipsne i en anonym harddisk. At alternativet er karakterer, der leverer dybt seriøs eksposition, mens grønne tal og tegn figurerer på skærmene i for- og baggrunden viser, at der stadig er lang vej igen, når det kommer til cyberspacerepræsentation.

Det hjælper heller ikke, at den tekniske jargon, som dialogen er krydret med, giver et større indtryk af en hurtig skimning af wikipedia end egentlig kendskab til kodning. Der er en måde at gøre indforstået dialog fængslende, og den kender manuskriptforfatteren Morgan Davies Foehl ikke.

I filmens egentlige actionscener regerer close-ups og et håndholdt kamera, der ryster som en espeløv. I de scener er der rabalder for i hvert fald nogle af pengene. Det er bare en skam, at det føles som om de er lavet med apati. Det er i hvert fald, hvad man føler under dem. Hvis ikke det var for enkelte – enkelte – øjeblikke, ville de være glemt, inden ugen gik på hæld.

Hemsworths gavtyvkarisma er stort set fraværende, men man kan heller ikke sige, at Hathaway har meget kød på papiret. Værre står det dog til med skurken, der ligesom resten af persongalleriet fremstår som en skabelon, der er skåret ud af vådt karton. Det er alt sammen så pokkers alvorligt, mens filmen i sig selv er forfærdelig fjollet. Slutresultatet bliver en tung og træg film, med lidt at byde på og endnu mindre at mindes.

Kommentarer