Artikel
BLACK WIDOW – Dét, du ikke fattede, da du så traileren

NB: Artiklen indeholder spoilers til adskillige film fra MCU!

 

Af Christine Roederer

I løbet af natten til tirsdag udgav Marvel Studios traileren til Black Widow (2019) nærmest ud af det blå. Det er første kig på filmen, som omhandler den første kvindelige Avenger i Disneys Marvel Cinematic Universe, der lige siden 2010 har været en fast del af holdet. Det er nemlig snart 10 år siden, at Natasha Romanoff, spillet af Scarlett Johansson, optrådte for første gang på det store lærred.

Scarlett Johansson ville så gerne have rollen som den dødelige sorte enke, at hun angiveligt farvede sit hår rødt, inden hun overhovedet var kommet til audition. Om det er ren opspind  eller ej vides ikke, men med denne action-fyldte trailer er der i hvert fald rigtig, rigtig meget vi skal kigge på. For selvom du har fuldstændig styr på dit MCU, så er jeg sikker på, at der er ting, du ikke har lagt mærke til.

Natasha Romanoff (Scarlett Johansson), Yelena Belova (Florence Pugh) og Melina Vostokoff (Rachel Weisz) – tre dødelige sorte enker (Foto: Marvel Studios).

 

De andre Black Widows

Black Widows bliver trænet gennem Red Room programmet, som er en del af KGBs hemmelige niveauer. Black Widows er professionelle spioner, der har lært at bruge deres kroppe og sind til at forføre, dræbe og tilintetgøre til ære for deres hjemland, Rusland. Der har været mindst 28 forskellige Black Widows gennem tiden i tegneserierne, og vi har faktisk allerede mødt en af dem i MCU, i Agent Carter (2015-2016), hvor Dottie Underwood (Bridget Regan) var en undercover russisk spion i 1950ernes New York.

I traileren møder vi ikke bare Natasha Romanoff, vi møder også Yelena Belova, spillet af Florence Pugh, der slog igennem i Midsommar (2019). Yelena er Natasha’s ærkerival – ikke så meget fjende som rival, på samme måde som man har det med en søster eller en bror, som er lige lidt bedre eller lidt dårligere til det, man selv beskæftiger sig med. Den største forskel mellem Natasha og Yelena var, at mens de trænede under Black Widow-programmet, var Yelena kun med til de fysiske tests og træninger. Hvor Natasha lærte at bruge sin krop, sprog og mere for at blive den perfekte spion, så fik Yelena kun muligheden for at forvandle sin krop til et våben.

Men Yelena er ikke den eneste Black Widow, der dukker op i traileren – Melina Volstokoff, spillet af Rachel Weisz, er nemlig også en del af hele circusset. Der vides ikke så meget omkring Melina, andet end at hendes kodenavn er Iron Maiden. Hun var oprindelig en del af den russiske efterretningstjeneste, men har efterhånden været igennem Black Widow-træningsprogrammet fem forskellige gange. Det mest spændende omkring Weisz’ karakter er dog ikke, at hun spiller Melina, men omhandler faktisk de forskellige rygter, der går på, at Melina måske er Taskmaster. Men den karakter vender vi tilbage til senere i denne artikel.

”I am one of 28 young ballerinas with the Bolshoi. Training is hard, but the glory of the soviet culture, and the warmth of my parents… my… parents… makes up for…. no… that’s not right… I am one of the 28 Black Widow agents with the Red Room. Training is hard, but the glory of the soviet supremacy, and the warmth of my parents…. all my parents…. makes up for… You’ll have to excuse me…” (Foto: Marvel Comics).

 

Deadly Origin-tegneserien og Natashas hemmelige historie

I Black Widow: Deadly Origin #2 (2010) får vi en idé om, hvem Natasha Romanoff er gennem denne sekvens, set ovenfor. Natasha blander pludselig sine ægte minder sammen med dem, som Black Widow-hjernevaskningen har fodret hende. I Deadly Origin-tegneserien følger vi, gennem 4 bind, historien bag Natasha Romanoff. Dette betyder, blandt andet, at karakterer som Wolverine, Daredevil og Bucky Barnes, aka The Winter Soldier, er på programmet.

En af de ting, som MCU næsten ikke har turdet snakke højt om, er historien mellem Natasha Romanoff og Bucky Barnes. Allerede tilbage i Captain America: The Winter Soldier (2014) nævner Natasha manden med metalarmen, da hun afslører, at et af hendes ar skyldes en kugle soldaten skød gennem hende nogle år forinden. Igen i Captain America: Civil War (2016), da Natasha prøver at afbryde en af Winter Soldiers’ voldelige episoder, råber hun ”You could at least recognise me!”:

(Link til YouTube video: https://youtu.be/Bn6_yTEKHBg?t=26)

Det er et blink and you’ll miss it øjeblik, men der er flere ting, der tyder på, at Black Widow vil videreudvikle hendes forhold til Winter Soldier – og måske endda antyde, hvad der kommer til at foregå i The Falcon and the Winter Soldier (2020). I tegneserierne var Winter Soldier nemlig med til at træne nogle af Black Widow-agenterne, og det er ikke umuligt, at Natasha Romanoff var en af de selvsamme agenter, som Bucky var med til at lave om til en dygtig dræber.

I Deadly Origin rejser Natasha igennem sin fortid og introducerer læseren til alt det, der gjorde, at hun blev den, hun er i dag. I Avengers: Endgame (2019), da Clint Barton, alias Hawkeye (Jeremy Renner), kommenterer, at Red Skull kaldte Natasha, ”daughter of Ivan”, fortæller hun, at hun selv ikke vidste, hvad hendes far hed. I Deadly Origin finder vi ellers ud af, at manden, der opdragede Natasha indtil hun var 10 år, hed Ivan Petrovich Bezukhov. Kunne det være, at vi også får ham at se i Black Widow?

David Harbour spiller Alexei Shostakov, bedre kendt fra tegneserierne som Red Guardian, Ruslands version af Captain America (Foto: Marvel Studios).

 

Red Guardian – den russiske Captain America

Alexei Shostakov (David Harbour) var en atlet og pilot, som blev en af KGBs bedste agenter, da han valgte at sige ja til posten som Red Guardian. Faktisk blev Shostakov valgt af selveste Krushchev over Yuri Gagarin til rollen under den kolde krig.

I Black Widow-traileren ser det dog ud som om, historien ikke længere foregår under den kolde krig, og det ser da også ud som om, de tre Black Widows er godt på vej til at bryde Shostakov ud af et sibirisk fængsel. Det kan være, at han sidder fængslet i det anlæg, vi ser dækket af sne i bjergene, hvorpå Yelena løsriver et sneskred. Men det kan også være, at han prøve at lokke den mest berømte Black Widow, Natasha, til sig, og får hende til at konfrontere sin fortid.

Tidligere i traileren fortæller Natasha jo i en voice-over, at hun har løbet fra sin fortid i lang tid: men fra hvad? Og mere vigtigt, hvem?

For dem, der er dus med tegneserierne, ved, at hende og Alexei delte mere end deres kærlighed til fædrelandet. Det er sandsynligt, at de vil tage fat i deres forhold i Black Widow.

Nu når Marvel har fundet ud af, at få deres skuespillere til at se yngre ud, kan de næsten ikke holde fingrene væk. Selveste William Hurt, som spiller Thaddeus Ross, har fået fornøjelsen af det i Black Widow traileren (Foto: Marvel Studios).

 

Thaddeus Ross er med – nu som en yngre version af sig selv

Lige siden Thaddeus Ross (William Hurt) dukkede op igen i Civil War, har han også været at finde i Avengers: Infinity War (2018) og Endgame, men vigtigst af alt er han en nøgle karakter i The Incredible Hulk (2008).

Det enkelte klip, vi ser med ham fra traileren, er dog ikke nutidigt – han er ikke lige så gammel, som han har set ud de sidste par gange, han har optrådt på skærmen for Marvel. I klippet er han i civilt tøj. Det ser ud til, at hans konvoj ankom efter slaget, som bliver vist i brudstykker i traileren. Men hvornår foregår det?

Scenen ser nemlig ud til at finde sted før de aktuelle begivenheder i MCU. Selvom vi ved, at Black Widow vil foregår et eller andet sted mellem Civil War og Infinity War, så ser det også ud til, at denne specifikke scene finder sted før Avengers-holdet samles for første gang, og endda før Bruce Banner injicerer sig selv med det bestrålede gammaserum, der gjorde ham til Hulk.

Er vi i 1991, hvor Howard (John Slattery) og Maria Stark (Hope Davis) lige er blevet myrdet af Winter Soldier? Eller foregår det lidt senere, da Hawkeye valgte at indbringe Black Widow til SHIELD, i stedet for at gøre det af med hende, som han ellers var blevet beordret?

Filmen tager os med til Budapest. Og denne by har en hel speciel betydning for Natasha Romanoff (Foto: Marvel Studios).

 

”Just like Budapest all over again!”

Hvis du er en inkarneret MCU-fan, så vil du vide, at hvis du siger ordet Budapest i Marvel-sammenhæng, så vil alle Hawkeye og Black Widow fans spidse ørene til. Det startede tilbage i Avengers: Assemble (2012), hvor Natasha siger til Clint, mens de er i gang med at skyde efter Chitauri-monstre, siger ”This is just like Budapest all over again!”, hvortil Clint svarer ”You and I remember Budapest very differently!

(Link til video: https://www.youtube.com/watch?v=2vbTgL9GMQM&feature=youtu.be&t=47)

Nick Fury nævnte også Budapest i Captain Marvel (2019) og byen blev nævnte igen i Endgame, da Clint og Natasha var på vej til Vormir, og Clint siger ”We’re a long way from Budapest”.

Der er skrevet rigtig meget fanfiction om, hvad der mon skete i Budapest. På den ene side ville jeg ønske, at vi aldrig fik at vide lige præcis, hvad der skete i Budapest. Men på den anden side så vil jeg også rigtig, rigtig gerne vide det. Og som det ser ud i trailer, så er der faktisk en god chance for, at vi får det at vide. Ikke mindst fordi en stor del af traileren foregår i Budapest, men også fordi der er mindst en karakter, der minder rigtig meget om Hawkeye – og når du har fået forklaringen på hvorfor, så vil du sikkert også sidde og tænke: ”Den historie vil jeg også gerne høre.”

Taskmaster med taktisk recurve-bue og eksplosiv pil (Foto: Marvel Studios).

 

Taskmaster; eller den, som kan gengive alt det, han ser.

Taskmaster er efterhånden en klassisk karakter i tegneserierne, hvor han har optrådt siden 1980 i Avengers #195. Egentlig hedder han Tony Masters og var lærer. Med et specielt serum kan Tony kopiere fysiske bevægelser, han har set – noget, han kalder fotografiske reflekser. Disse kræfter får han på bekostning af hans egne erindringer.

Det er specielt spændende i den sammenhæng, man ser ham i i traileren – han har nemlig en bue og pil i hånden. Jeg er helt og aldeles pjattet med Hawkeye, Clint Barton og Jeremy Renner, og derfor synes jeg, at den her scene er fascinerende: Taskmaster kan bruge bue og pil på præcis samme måde Hawkeye kan. Det betyder sandsynligvis, at han og Hawkeye har været oppe at slås mindst en gang før.

Jeg gætter på, at Taskmaster overvandt vores yndlingsbueskytte, og det betyder, at han derefter går efter Natasha. Det eneste problem er dog, at hvis dette foregår i nutiden, så er Clint jo faktisk i husarrest med et ankelarmbånd på foden – noget vi så i kraft lige i begyndelsen af Endgame – på grund af hans beslutninger i løbet af Civil War.

Men det store spørgsmål, der bobler rundt omkring på nettet omkring Taskmaster, er hvem, der gemmer sig bag masken. Marvel og Disney har endnu ikke afsløret, hvem det er, der skal skildre karakteren. Og der er måske en god grund til det. For hvis vi kigger på alle rygterne, så er det faktisk ingen andre end Rachel Weisz, der muligvis spiller en kvindelig version af Taskmaster.

Hvis det gik hen og blev et twist i filmen, så ville jeg være fuldstændig blæst bagover – for det ville være så fedt at se. Også fordi Rachel Weisz bare er fantastisk.

Natasha Romanoff på kamppladsen (Foto: Marvel Studios).

Nu, hvor vi har gået de vigtigste dele af traileren igennem, er der kun tilbage at spørge: hvordan kan det være, at Natasha har Yelenas trøje på i Infinity War? Får vi lov at se Bolshoï-balletdanserinderne, som vi hurtigt så i Avengers: Age of Ultron (2015)? Og da Loke nævnte hospitalsildebranden, Drakos datter og Natashas regnskab i Avengers, vil noget af det så have en betydning i Black Widow?

For Natasha Romanoff har eksisteret i nærmest lige så lang tid som Iron Man, og faktisk længere tid end Captain America, så der er rigtig, rigtig meget at tage fat i i denne film.

Det er også passende at tage afsked med karakteren på denne måde. Hun fortjener sin egen film. Det er bare ærgerligt, at der skulle gå så lang tid, før Disney og Marvel turde lave den.

Kommentarer