[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Katrine Ravnsgaard
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]I Black or White møder vi den succesfulde advokat, Elliott (Kevin Costner), hvis kone netop er omkommet i en bilulykke. Sammen har de opfostret deres barnebarn Eloise (Jillian Estell). Eloise er datter af en sort far, som er narkoman og ikke har været til stede i hendes liv og en hvid mor, som døde på tragisk vis under Eloises fødsel. I efterspillet af Elliotts kones død starter kampen om, hvor Eloise skal bo. Hendes farmor Rowena (Octavia Spencer) vil have Eloise hjem til sig, da hun mener at det nu er på tide, at barnet skal knytte sig til sine afroamerikanske rødder.
Elliotts sorg stemmer ikke overens med det allestedsnærværende californiske sollys, som finder sin vej ind i hver eneste indstilling. Hans hjem er overdådigt og beliggende i det helt rigtige kvarter. Udenfor holder den store bil, og indenfor pusler den latinamerikanske husholderske rundt. Filmen etablerer ham på kort tid som ”den rige, hvide mand” og bruger ikke lang tid på at fremstille resten af karaktergalleriet ligeså stereotypt.
Skuespillet fungerer i store træk tilfredsstillende, men Kevin Costner underspiller næsten, og hans alkoholmisbrug bliver brugt som en let måde at fortælle, at ”morfar er ked af det”. Instruktøren Lee Daniels tør ikke for alvor gå ind i den sorg, som Elliott bærer, og går på kompromis med de svære følelser for at skabe en drama-komedie i stedet for det drama, filmen er. Octavia Spencer skaber som farmor Rowena både kaos og dynamik, men momentvis tangerer hun til at overspille – det er ærgerligt, men næsten uundgåeligt overfor Kevin Costners sammenbidte ansigt.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Black or White[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Mike Binder[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Jillian Estell som Eloise spiller glimrende, men lider under at skulle være det charmerende og uskyldige indspark blandt de frustrerende og frustrerede voksne. Hun bliver en urealistisk nuttet pige, som i enhver situation kan sprede liv og glæde. Instruktøren undlader af uforklarlige årsager at nuancere hendes karakter og bagatelliserer hendes sorg over hendes afdøde mor, mormor og fraværende far. Hun er omdrejningspunktet for narrativet og konflikten, så hvorfor skal Elliott være vores protagonist?
Filmen kunne med meget større held have skildret den komplekse situation ved at lade publikum følge de voksne gennem Eloises øjne. Hun er halv-sort, halv-hvid og holder åbenlyst meget af både sin farmor og morfar. Hun kunne netop være vores nuancerede blik på de voksnes fordomme overfor race- og klasseproblemstillinger. I stedet slæbes publikum gennem filmen med den mere eller mindre modløse og alkoholiserede Elliott som ankermand, der i bund og grund ikke selv kan gøre rede for, hvorfor han skal være Eloises forsørger. Pigen bliver blot en lagkagefigur i en krakeleret hverdag, hvor de voksne sejler i forsøget på at være hendes forbilleder.
Filmen har meget svært ved at finde sin balance mellem drama og komedie. Det er et gennemgående problem, at instruktøren svigter sine karakterers følelser. I stedet indsættes en fuldstændig ligegyldig, let replik og alvoren falder til jorden. Når det hele bliver for svært, lader man underlægningsmusikken gøre arbejdet, i stedet for at fortælle dramaet.
Instruktøren Mike Binders vage prioriteringer spænder ben for hans egen vision om et indspark i racedebatten. Black or White bliver ét langt skænderi, hvor de voksne er egoistiske og inkompetente – og det er uanset hudfarve.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer