Af Tilde Søgaard Carlsen
Bjørnene fra Sicilien er en sand vandrehistorie inkarneret i Gedeone og Almerina, som rejser land og rige rundt for at underholde med munter musik og fabelagtige fortællinger. En aften søger de ly i en hule, hvor de til deres store forskrækkelse støder på en bjørn. I frygt for bjørnens vrede vil de opmuntre den med en historie: historien om bjørnenes berømte erobring af Sicilien.
Filmen er en rammefortælling bygget op omkring Gedeone og Almerinas historie, der kontinuerligt fletter sig ind og ud af bjørnehulen med de to fortælleres afbrydende bemærkninger. Det fungerer udemærket, men bliver også en anelse trivielt. Vi skal halvvejs gennem filmen, før historien for alvor begynder at udfolde sig og tage en smule afstand til det tuttenuttede eventyr.
I Gedeone og Almerinas fortælling følger vi bjørnekongen Leander, der en skæbnesvanger dag mister sin søn Tonio til nogle tyvagtige mennesker. Lammet af sorg stiller han intet op, alt imens hans bjørneflok begynder at sulte. Men da det rygtes, at menneskene har mad og måske også Tonio, lever Leander atter op og drager med sin flok mod menneskebyen. De mødes dog hverken af hjælp eller medlidenhed, men af krudt og kugler og en selvhøjtidelig storfyrste. Men Leander giver ikke op, før han har fundet sin Tonio.
Bjørnene fra Sicilien er skabt ud fra en klassisk tegnestil, langt fra dådyrøjnede Disney-animationer. Filmen er dog på forkant med det visuelle, som er farvestrålende og fantastisk. I nærmest kalejdoskopiske sekvenser danser bjørne og mennesker rundt i en karussel af farver og former akkompagneret af stemningsfuld musik fra René Aubry. Filmen er en fryd for øjet og nærmest hypnotiserende i sin komposition, der går imod andre børnefilms iver efter konstant underholdning — og det er faktisk lidt befriende.
Lorenzo Mattotti har skabt en hyggelig film for de yngste, der er let at sluge. Værd at tygge på er dog filmens nænsomt antydede kritik af nutidige tendenser såsom fremmedfjendskhed og manglende gæstfrihed overfor nødstedte. ”Jeg tror, mennesker er ligesom bjørne; der er nogen, der er gode og nogen, der er dårlige,” siger en gammel og vis bjørn. Intet er sort og hvidt, og fordomme gøres til skamme. Men langt hen ad vejen er Bjørnene fra Sicilien blot en munter tango mellem bamsede bjørne og stankelbenede mænd, hvor selv de mindste kan følge med.
Kommentarer