[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Felix Björnemalm Fleischer[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
Det virker til, at Nate Parker er en filmskaber med en masse på hjerte. En amerikaner, som vil stikke til sit lands fordrejede selvforståelse som en nation grundlagt efter principper om frihed og lighed. En amerikaner, der vil udstille de ubehagelige sandheder om fortidens racekrig, som til stadighed kaster skygger over øjeblikkets USA. En amerikaner, der er så passioneret omkring sit budskab, at han skriver, instruerer og spiller hovedrollen i en film om slaveritidens grusomheder. Hvor små, sorte piger trækkes rundt med et reb om halsen af deres hvide veninder. Hvor piskeslag og voldtægtsforsøg er hverdagskost. Hvor sultestrejkende slavearbejdere får bortopereret tandsættet med et mejsel, så de kan tvangsfodres gennem en metaltragt.
Det virker til, at Parker vil tilføje et nyt kapitel til de amerikanske historiebøger. Eller rettere, omskrive et eksisterende afsnit. Ved at opkalde sin stort anlagte instruktørdebut The Birth of a Nation (2016) efter D.W. Griffiths kontroversielle stumfilmsklassiker af samme navn, spejler Parker bevidst sin film i tidligere tiders repræsentationer af slaveriets USA. I dag er det nok kun de færreste, som vil bifalde originalens overlagt racistiske fremstilling af borgerkrigstidens afroamerikanere, men Parkers gestus indikerer alligevel, at slaveriet, og specielt fortællingen herom, stadigvæk er et betændt emne i den amerikanske skabelsesberetning. Og selvom Parkers version kun bærer overfladisk lighed med Griffiths gamle mastodont, kan der ikke herske tvivl om, at ambitionen har været at skabe et værk i samme filmiske vægtklasse: Et storladent, heroisk epos.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Birth of a Nation[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Nate Parker[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det virker dog også til, at Parker, i sin iver efter at fremstille datidens ondskab, har glemt alt om den subtile nuancering, som kendetegner god fortælleteknik. Den slags fine nuancer, der levendegør fortællingen og gør dens karakterer troværdige. Historien om slavepræsten Nat Turner (spillet af Parker selv), som orkestrerer en folkeopstand mod den hvide overmagt, er ganske vist baseret på virkelige hændelser, men filmens fortælling savner dybde og ægthed. Plottet er skabelonskåret, ligesom størstedelen af filmens betragtelige persongalleri er tegnet alt for skarpt op. Da en lille, hvid pige taber sin tøjbamse i mudderet, spæner Turner over for at samle den op og give hende den igen. Men den gode gerning misforstås (selvfølgelig) af pigens hovmodige far, der straks giver sig til at prygle Turner med sin stok. Selv den mest uskyldige handling straffes nådesløst.
The Birth of a Nation er desværre fuld af denne slags larmende overfortalte sekvenser. En lignende tendens manifesterer sig i filmens akavede brug af billedsymbolik, der heller ikke efterlader meget til fantasien. Se blot de blødende majskolber. Man mistænker faktisk, at Parker slet ikke ønsker at nuancere sin fortælling om slaveriet. At han ikke ønsker at lægge en moderne fortolkningsramme over fortidens begivenheder og dermed risikere at menneskeliggøre de hæslige ugerninger, der helt unægteligt fandt sted i datidens USA. Måske har målet fra start været at provokere de konservative amerikaneres patriotiske syn på nationens tilblivelse. Det er svært at sige. Uanset hvad gør Parkers noble intentioner ikke op for et klichéfyldt handlingsforløb, skrantende dialog og middelmådige skuespillerpræstationer. Og det er i den grad en skam. Man ville så gerne være på hold med Parker, for det virker til, at han har hjertet på rette sted.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer