Af Emma Johanne B. Therkildsen
For snart 4 år siden lærte vi alle den karismatiske og rablende skøre Harley Quinn (Margot Robbie) at kende som Jokers (Jared Leto) partner i antiheltefilmen Suicide Squad (2016). Selvom filmen generelt fik dårlige anmeldelser, blev Harley Quinn hurtigt enormt populær, primært på grund af hendes relaterbare personlighed og hendes allerede store fanskare, der læser hendes tegneserier. Nu er hun tilbage med sin egen film: Birds of Prey (2020). Og hun er ikke længere Jokers kæreste og sexobjekt, men er i stedet en frigjort og selvstændig kvinde.
Efter at have slået op med Joker har Harley Quinn fået sin egen lejlighed, fået hvad der ”ligner” en hund og prøver egentlig bare på at leve efter bedste evne. Men uden Jokers beskyttelse er halvdelen af Gotham City efter hende. Hun bliver derfor nødt til at slå sig sammen med en gruppe unikke kvinder for at redde en ung pige, der ved et uheld har stjålet en værdifuld diamant fra den farlige gangster, Roman Sionis (Ewan McGregor).
At lave en film om Harley Quinn er et enormt spændende koncept. Det har virkelig potentiale til at frembringe en rørende og underholdende historie med en kompleks – og kvindelig – antihelt i forgrunden. Margot Robbie har mere end én gang bevist, at hun er en skuespiller, der forstå at levere! Hun er netop blevet Oscar-nomineret for sin rolle i Bombshell (2020) og er i øjeblikket en yderst aktuel skuespiller.
Problemet er bare, at hun og de andre skuespillere ikke får meget andet at arbejde med end klichéfyldte one-liners og scener, der ikke giver plads til, at de farverige karakterer kan udtrykke deres følelser. Filmen lader ikke alvor eller sårbarhed være i centrum og vælger i stedet at fokusere på festlig humor, kække replikker og farverige konfettibomber. Fortællingen er så høj på sukker, at man når at blive helt forpustet af den ellers så sjove og muntre dialog, før filmen overhovedet har rundet de første 30 minutter.
Hvor er det ærgerligt, at Birds of Prey bliver reduceret til en alt for forudsigelig og standardiseret girlpower film. Forstå mig ret, der er intet galt med en superheltefilm, der har en kvinde i hovedrollen, så længe det bliver gjort på den rigtige måde. Og jeg venter stadig på en sådan superheltefilm, der imponerer.
Desværre bliver det i Birds of Prey for utroværdigt, når det i de mange kampscener lykkes Harley Quinn at slå en hær af store, muskuløse mænd i jorden uden den mindste smule besvær. Det ville også have givet filmen et dybere lag, havde vi bare set en enkelt mand, der ikke viste sig at være ond.
Man er ikke på et eneste tidspunkt bekymret for hovedkarakterenes sikkerhed, og det er netop problemet. De bliver jagtet af det kriminelle geni, Roman Sionis: en kendt morder og generelt modbydelig mand. Så hvorfor sidder jeg ikke og bider negle over vores heltinders sikkerhed? Fordi skurken, og i forlængelse hele filmen, ikke er troværdig. Roman Sionis er både kedelig, forudsigelig og langt fra overbevisende som en skræmmende skurk. Han bliver frastødt ved synet af blod og fremstår mere pjevset og bange end frygtindgydende.
Det er svært at være ængstelig for karaktererne, når vi ser dem komme helskindet igennem enhver udfordring. Man bliver aldrig følelsesmæssigt påvirket, fordi filmen aldrig udviser den smule alvor, som der så desperat er brug for. Og historien betyder ikke noget for os, fordi den ikke betyder noget for karaktererne, og det er filmens største svaghed.
Birds of Prey mangler charme, originalitet og, vigtigst af alt, en spændende og engagerende historie.
Kommentarer