Af Marcus Uhre
Hvorfor skal vi stadig gå i biografen? Hvorfor skal vi bruge op mod 100 kroner på at sidde og flette fingre med fremmede, når anlægget og 4K tv’et derhjemme alligevel kan matche på kvalitet og udkonkurrere prisen? Man kan endda gå på toilettet uden at føle sig som en kæmpe nar.
Det er let at tabe troen på biffen. Især hvis de sidste fire-fem besøg har foregået i en kedelig sal i Palads med et gulv, der klistrer til fødderne. Men biograferne er en broget flok, så måske er det synd at give biffen nådestødet uden at udforske dens fulde potentiale. Hvad kan biografen egentlig, som stuen egentlig ikke kan?
Kult, sprut og tårer
Det har altid været svært at få en billet til en af Huset KBHs kultvisninger. I det seneste stykke tid har spillestedet månedligt haft to sædestjælere på programmet: The Big Lebowski (1998) drink-alongs og verdens bedste dårligste film The Room (2003). Det, der gør visningerne så tiltrækkende, må nok være publikums interaktion med filmene. At kaste plasticskeer på Tommy Wiseus ansigt eller drikke white russians med The Dude gør ikke filmene bedre … men disse næsten rituelle handlinger kan give filmen et næsten unikt tilhørsforhold til sin biografsal. Det er dette aspekt, som stadig holder The Rocky Horror Picture Show (1975) relevant den dag i dag. For en film har oftest kun den værdi, som vi tillægger den.
Det er næsten synd, at der ikke er flere kultvisninger i dag. Man kunne sagtens forestille sig visninger af f.eks. Pulp Fiction (1994) eller Riget (1994-97) med dertilhørende interaktion. Jeg ville gerne betale gode penge for at få lov til at råbe “Danskjävlar!” sammen med overlæge Helmer.
Sidder man godt, lytter man bedst
Vi var mange, der var begejstrede dengang IMAX-formatet landede i CinemaxX København som den første egentlige biograf i Norden. Jeg var selv så ivrig, at jeg sneg mig alene ind til en visning af Avengers: Age of Ultron (2015). På trods af filmens kvalitet skinnede de tekniske kvaliteter igennem med den skræddersyede biografsal og lærredet på den kvarte kvadratkilometer. Der er noget ved at se en film optaget på et IMAX-kamera i en IMAX-sal – og den lussing vækkede resten af Danmarks biografer til livs med spørgsmålet: Hvordan skaber vi den samme wow-faktor?
Dolby Atmos blev introduceret et par år før i Imperial og kan nu opleves i et par forskellige biografer rundt omkring i landet. Det nye lydsystem skaber et slags 3D-lydrum ved at eliminere idéen om surround-kanaler. Det betyder, at man kan følge en helikopters rejse igennem salen fra højtaler til højtaler eller høre det præcise sted, at et lyn slår ned. Og når det fungerer, så er det magisk.
En anden kvalitet at forbedre kunne være sæderne. Atlas Biograferne i Rødovre gør alt, hvad de kan, for at hive komfort op på maksniveauet. I deres mest luksuriøse sale udskiftes sæderne med kæmpemæssige læderlænestole med dobbelt armlæn og en usb-oplader. Udover ekstra benplads kan stolene endda slås ud, så man kan have benene oppe, mens man ser mesterværker.
Jeg vil også være med!
Samme koncept har Nordisk Film Biografer Lyngby også kastet sig over, men måske mere interessant ved lige netop den biograf må være deres 4DX-format. De fleste har oplevet 4D i et af landets akvarier eller forlystelsesparker, og konceptet her er nogenlunde det samme. Sæderne bevæger sig stadig, og der indføres vejreffekter såsom blæst, regnvejr eller tåge. Formatet lykkedes som forlystelse, men kan det overleve som spillefilm uden at blive en gimmick? Måske ikke, men alligevel kan gimmicken styrke en vis type film såsom den aktuelle Alita: Battle Angel (2019) eller en af Michael Bays action-brag. Forsøget er i hvert fald at hive seeren ind i filmens univers på samme måde som 3D-bølgen har haft succes med.
En anden måde at inkludere os er igennem sing-alongs, som både CinemaxX og Nordisk Film Biograferne af og til har på programmet. Det lyder en smule mærkeligt i den mørke biografsal at skulle synge sammen med Rami Malek i Bohemian Rhapsody (2018) eller med Travolta og co. i en genvisning af Grease (1978), men det skaber en sjov form for fællesskabsfølelse, når 200 mennesker stemmer i kor og dermed aktivt viser kærlighed til udødelig musik. Det er en anderledes måde at gå i biografen på, og noget man sent vil glemme.
Bring orkester-stumfilm tilbage!
Nogle gange glemmer vi, hvor bad ass stumfilm egentlig kan være. Ofte er det fordi, vi ser dem forkert: På en lille skærm i dårlig YouTube-kvalitet med musik tilføjet til filmen af en midaldrende filmnørd fra Wisconsin. I virkeligheden bør stumfilmen ses live med et levende orkester. Tivoli bragte et par serier i starten af nullerne, men har ikke forsøgt sig siden 2004. Siden har orkester-stumfilmen kun sjældent dukket op i Danmark. Konceptet lyder en smule nørdet, men det er alligevel synd ikke at kunne opleve film fra vores første 30 års filmhistorie, som de egentlig burde opleves.
Der er også masser af potentiale i at udvikle formatet. I 2017 besøgte Bjorn Tagemoses filmeksperiment Gutterdämmerung (2016) København. Markedsført som ‘den mest larmende stumfilm nogensinde’ kastede filmen os ud i et rock’n’roll univers med flere metal-legender i castet. Akkompagneret var et massivt rock-band, som gav filmen den puls, som et før-optaget arrangement aldrig ville kunne. Dét var filmmagi på højeste plan, og jeg håber, at der er andre, som tør tage teten op.
Selvfølgelig skal karaoke, plasticskeer og stumfilm ikke erstatte den almindelige biograftur. Men disse alternative oplevelser viser, hvordan man kan dyrke en film. Det er, hvad biografen hjælper med at gøre. Måske skal vi gøre det lidt oftere, nogle gange lidt anderledes; gøre nogle film til en oplevelse i stedet for blot en film. Det er der nogle film, der fortjener!
Kommentarer