[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Anna Wied Kofoed[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Vi er landet på en italiensk ø i Middelhavet, hvor en blodrød solnedgang indleder de lange, italienske sommernætter. Rockstjernen Marianne Lane (Tilda Swinton) er sammen med kæresten Paul (Matthias Schoenaerts) stukket af fra virkeligheden for at sunde sig oven på en stemmebåndsoperation.
De to fortaber sig i hinanden og nyder øens stilhed men forstyrres, da Mariannes gamle flamme, Harry Hawkes (Ralph Fiennes), slutter sig til dem – og det endda med datteren Penelope (Dakota Johnson) på slæb. Freden sættes over styr, og begæret vækkes til live, når Penelope vrider sig vellystigt under den brændende sol ved poolen, og Harry i en evig rus af begejstring udfordrer kærligheden mellem Marianne og Paul. Der er lagt op til en ferie af de helt særlige i dramaet A Bigger Splash.
Instruktør Luca Guadagnino inviterer os med på en rejse, hvor solbeskinnede dage bliver til forræderiske nætter, og hvor intrigerne lurer lige under vandoverfladen. Man nyder de forførende omgivelser med et vist forbehold, da katastrofen er nært forestående – og det lader filmen os aldrig glemme. Uden omsvøb lokker den sine karakterer ud på dybt vand.
Filmens største styrke skal man ikke lede længe efter. Den ses i samspillet mellem de fire feriegæster. Det er i deres indbyrdes opgør, at dramaet for alvor får lov til at udfolde sig. Matthias Schoenaerts og Dakota Johnsons portrætter må siges at være lidt mere til den anonyme side, men det falder i karakterernes natur. De står begge i fin kontrast til filmens langt mere karismatiske personligheder.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
A Bigger Splash[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Luca Guadagnino[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Italien & Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Tilda Swinton er Marianne, der på teatralsk vis ikke taler af hensyn til sin karrierer. Hun må tavst famle sig igennem filmen, hvilket hun gør med en overlegen ro. Med en utrolig udtryksfuldhed i sit spil formår hun uden ord at tegne et billede af en kvinde, der er splittet mellem to forskellige verdner og to lige så forskellige mænd.
Som glassuren på værket ses ingen ringere end Ralph Fiennes som Harry, der, spillevende og med en enorm appetit på livet, udfordrer det ordinære og har svært ved at holde sin kæft. Han er kort sagt røv irriterende. Men han er det på en helt sublim og overbevisende måde, og man er tilgivelsen nær, når han fortvivles over sin kærlighed til Marianne.
Filmen har en forfriskende uforudsigelighed over sig, og forventer man en forløsning i slutningen, må man derfor gå skuffet hjem. Man overlades til sine egne formodninger og gætterier, når rulleteksterne kører hen over skærmen. Glimtvis blotlægges en del af fortiden, men det er aldrig nok til at tilfredsstille vores hungren efter hele sandheden. Det er måske både filmens svaghed og styrke. Den efterlader sig et meget splittet udtryk og kravler aldrig ind under huden på os. Den sætter sig i stedet noget så grundigt fast i hovedet på os – og her vokser den sig hele tiden større og stærkere.
Jeg forlod biografen med tre, store, blinkende stjerner for mit blik men måtte siden føje en ekstra stjerne til. For selvom jeg næppe vender tilbage til biografmørket i denne omgang, så er det forfriskende med en film, der giver plads til fortolkning uden at gå alt for meget på kompromis med historien.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer