[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Af Victor Harder Hesel
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]De bedste børnefilm er for så vidt også voksenfilm. Det er film, som bevarer deres underholdningsværdi, uanset om du er 7 eller 30, som imponerer med stærke narrativer, og som ikke springer over, hvor gærdet er lavest ved at bruge det intenderede publikums alder som undskyldning for fladpandet humor. Med det in mente bliver det hurtigt tydeligt, at Bigfoot Junior (2017) ikke er en særligt god børnefilm.
Adam Harrison er en kikset teenager tilsyneladende uden far eller venner, og han bliver derfor mobbet nådesløst af de lokale bøller. Lige som situationen ikke kunne synes værre, viser det sig, at hans initiering udi pubertetens vidundere har nogle spøjse bivirkninger. Hans hår vokser imponerende hurtigt, og til tider svulmer hans fødder så meget op, at skoene sprækker, hvilket på ingen måde forbedrer hans sociale situation.
Det viser sig med tiden, at faderen slet ikke er død, men derimod er flygtet ud i naturen for at gemme sig for det usympatiske HairCo, et farmaceutfirma uden skrupler der specialiserer sig i genetisk modificerede hårpragter. Adams far er nemlig Bigfoot, og nu vil HairCo have hans gener.
Plottet kunne sagtens give anledning til en masse underholdning, men potentialet bliver ikke realiseret på grund af en ringe udførsel. Bigfoot og søn kan for eksempel kommunikere med dyrene i skoven, men den lettere brogede flok pelsklædte venner byder ikke på andet end uopfindsomme one-liners, uambitiøs slapstickhumor og stemmeskuespil, der er lige så enerverende, som det er usjovt (denne anmeldelse er af filmen med dansk tale). Ligeledes er HairCos chef, til trods for at han ligner satan, en kedelig affære med en personlighed, der kan opsummeres i ”belejligt ond og grådig”. Der er langt til De Utroliges elskede Syndrome.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Bigfoot Junior[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Ben Stassen & Jeremie Degruson[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Belgien, Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Den underholdningsværdi, som filmen dog har, viser sig ofte i interaktioner mellem dens ellers lidet mindeværdige biroller, som da en af HairCos toupérede gorillaer med stort besvær forsøger at fikse et overvågningssystem assisteret af indisk it-support, eller da skolens rektor, i samtale med Adam, forsøger at oversætte ordene ”spasser” og ”taber” til mere diplomatiske termer. I den anledning bør det nævnes, at filmen udviser en besynderlig identitetskrise, hvor lettere hårdtslående ord som ”spasser” kobles med temmelig avanceret lægesprog i en film, hvor langt størstedelen af ”humoren” næppe vil kunne påskønnes af nogen på den anden side af de tidlige teenageår. Filmen kombinerer tilsyneladende Terkel i knibes grove æstetik med skuffende mængder falden-på-halen-komik med enkelte humoristiske afstikkere rettet mod de sagesløse forældre, der slæbes med. Resultatet er mildest talt tvivlsomt.
Som nævnt er filmens billedside spartansk med animationer, der nok er funktionelle, men alligevel så uimponerende, at en hvilken som helst Pixarfilm fra de sidste årtier stadigvæk ser langt bedre ud. Ligeledes er lydsiden heller ikke noget at råbe hurra for. Filmens billeder akkompagneres af en kavalkade af lettere anonyme bløde indie-popsange, og først i filmens tredje akt dukker dens egen musik op. Filmes eget score fejler ikke noget, men det dukker op så sent, at det ikke formår at styrke seerens forhold til karaktererne på nogen måde.
Bigfoot Junior er tydeligvis ikke en pixarproduktion; det kan bådes ses og høres, men det ville ikke nødvendigvis være en svaghed, hvis filmen så i stedet brillerede på de knap så budgetkrævende områder. Dette magter filmen desværre ikke, og i stedet for at byde på en Anders Matthesensk humor eller en rørende historie, agerer den Dreamworks-lite med ”sjove” dyr og jokes med marginalt mere integritet end pruttehumor. Bigfoot Junior vil utvivlsomt kunne underholde et meget ungt og ukritisk publikum, men det er sandsynligvis ikke en film, der vil ældes med samme ynde som De Utrolige eller Shrek (kun de første to).[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer