[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Astrid Thorsen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
Bjarke Ingels. Navnet vækker instinktivt anerkendelse og respekt. Nogle ville kalde ham en moderne, dansk helt. Stjernearkitekt. Revolutionær! Hvem er manden bag navnet og brandet?
I Kaspar Astrup Schröders portræt finder vi et geni, en arbejdsnarkoman og en elskelig nørd. På vej til at løse sit livs største opgave i New York. Ramt af kærlighed og et baseballbat.
Som et led i min research om dokumentaren, faldt jeg over ”De fem F’er” – et værktøj arkitekter benytter, når de skal vurdere den arkitektoniske værdi i en bygning.
Det er Form, funktion, fantasi, forståelse og forbindelse. At kalde disse fem f’er for den arkitektoniske pendant til grundelementerne i en anmeldelse, kunne være en passende tilsnigelse.
Så hvorfor ikke forsøge at anvende De Fem F’er på min anmeldelse af filmen BIG TIME? Jeg giver det et forsøg!
Form: Har arkitekten (instruktøren) fundet en form og et udtryk, der passer til bygningen (portrættet af Bjarke Ingels)?
BIG TIME følger Ingels over en periode på 5 år (2011-2016), mens han kæmper for at fuldføre sit største projekt til dato – at designe og bygge en af de skyskrabere, der skal erstatte tvillingetårnene, der styrtede sammen den 11. september 2001. Schröder formår at skabe et skønt rum at tilbringe halvanden time i. Nu er Ingels heller ikke det værste fundament at bygge en film op om.
Schöder var ”interesseret i at lave noget som føltes som film snarere end reportage – ingen interviews, en kronologisk historie, en historie bue, med en begyndelse en midte og en slutning.” I den sammenhæng virker Bjarke Ingels’ hjernerystelse forårsaget af et slag fra et baseballbat som filmens motor og konflikt – med stjerneprojektet i New York som rammen.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
BIG TIME[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Kaspar Astrup Schröder[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Funktion: Er bygningen (portrættet) veldisponeret med alle de rum, man kunne ønske sig?
Schröders mål med filmen var at give en eksklusiv bid af Bjarke Ingels, som vi sjældent støder på i andre portrætter af ham.
I realiteten er filmen 40% talking heads showcase af Ingels’ projekter og tanker bag, 40% fluen-på-væggen skildring af Ingels til møder, på konstruktionspladser og i taxaer og 20% ærlige, personlige interview-situationer om livet, kærligheden og arbejdet. En form og fordeling, der virker til at være dikteret af Ingels’ lyst til at indvie Schröder – for portrættet bliver personligt og aldrig privat. Det er her min største anke er. Jeg savner det dybt personlige ”rum”.
Hvis intentionen var at give en eksklusiv bid af Ingels, kunne man med fordel have redistribueret filmisk tidsrum fra de velkendte projekter mod flere scener i arkitekthuset og i privathjemmet. Desuden introduceres Ingels’ kærlighedsliv alt for sent: pludselig dukker Ruth Otero, Ingels’ næsten forlovede op halvvejs i fortællingen – og der gives kun sparsom information om deres relation.
Fantasi: Har arkitekten (instruktøren) udviklet nye ideer og teknikker til dette byggeri (portræt)?
BIG TIME er en solid dokumentar uden meget fantasi. Det kreative element ses visuelt gennem overgangsbilleder mellem filmens sekvenser: Her ser vi et mærkeligt stil-skifte til flydende, pastelfarvede hjernescannings animationer fra den ellers høj-æstetiske dokumentar med rene linjer og klare billeder.
Forståelse: Har arkitekten (instruktøren) en forståelse for sine materialer?
BIG TIME vidner om Schröders talent for at formidle den velfortalte historie – og hermed sin forståelse for den underholdende dokumentars komponenter. Filmen holder tempo, der er fremgang og gode skift. Venskabet mellem Schröder og Ingels ses gennem den nænsomme tilgang til Ingels’ privatliv. Desværre virker denne forståelse for Ingels til at spænde ben for den rå sandhed. Filmen fungerer bedst gennem de få skænderier der ses på arbejdspladsen, på hospitalet og når kæresten introduceres.
Forbindelse: Spiller arkitekturen (portrættet) sammen med tiden og stedet?
BIG TIME giver mere end bare et portræt af en stjernearkitekt. Den virker relevant og tidssvarende, når den rammer ned i det moderne menneskes livskonflikter – arbejdsnarkomani, kærlighedssøgen og ambitioner.
BIG TIME er en solid dokumentar bygget på et enestående fundament – Bjarke Ingels. Den indfrier delvist arkitekturens klassiske dyder, men giver desværre aldrig adgang til Ingels’ mest personlige og private rum.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer