[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Tilde Søgaard Carlsen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Du kan trygt læse videre; ingen spoilers.
“The Home of Series” har nyligt givet husly til miniserien Big Little Lies, der i mandags kunne takke af med et brag af en sæsonafslutning og placere sig som endnu en gren på det frodige HBO-stamtræ. Coverbilledet bestående af de tre kvinder mod den lyseblå baggrund, vækker måske ikke umiddelbar interesse, når du scroller hen over serieudvalget, men det er dog ingen undskyldning for ikke at kaste sig ud i denne miniserie. Har du derimod brug for en undskyldning for at gå i gang, kan du ganske legitimt nævne navne fra seriens cast; såsom Nicole Kidman, Reese Witherspoon, Shailene Woodley og Alexander Skarsgård.
Big Little Lies er ikke, hvad du forventer — eller rettere: den er ikke kun, hvad du forventer. Den er hysteriske kvinder og hykleriske intriger, men den er også hjertekært nærvær og højtpulserende drama. Den er en rammefortællingen, hvor udgangspunktet er et dødsfald på en endnu ukendt person. Og den er således en krimi forklædt i en småborgerlig konflikt mellem mødre, hvor dramaet lader til at udspille sig omkring, hvorvidt den lille nytilflytter, Ziggy, har gjort skade på den forkælede prinsessepige Amabella eller ej.
Big Little Lies er en adaption af Liane Moriartys roman af samme navn fra 2014 og med manuskript af David E. Kelley. Det var Reese Witherspoon, der også er executive producer på serien, som spurgte Jean-Marc Vallée, om han ville instruere en enkelt episode efter deres gode samarbejde med Wild (2014). Den ene episode blev til alle syv, hvilket skinner igennem med seriens konsistente udtryk og tone i form af et autentisk håndholdt kamera og naturlig lyssætning.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Big Little Lies (HBO)[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Jean-Marc Vallée[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Big Little Lies skal ikke ses lige så meget for sin fortælling som for sit filmiske arbejde. Fortællingen kunne nemt have taget form af melodramatisk soap, men seriens karakterer skildres derimod med ærlighed og respekt i et vekselforhold mellem humoristisk distance og både brutal og nænsom nærhed. Kameraet virker nærmest intimiderende påtrængende i sin dvælen ved karakterernes tilstedeværelse i særligt ubehagelige situationer, der atter giver plads til subtilt, ærligt og nærværende skuespilspræstationer hele vejen rundt — dog særligt fra tidligere nævnte samt en Laura Dern i topform!
Derimod skal man ikke se Big Little Lies, hvis man ikke kan abstrahere fra opblæste smådilemmaer i et overklassemiljø. Man skal heller ikke se Big Little Lies, hvis man ikke kan klare antydningen af spørgsmålet: Hvem er det stærkeste køn? Derimod skal man se Big Little Lies for alle ovenstående argumenter og se det større billede, som serien tegner. For serien er de stærke kvinderoller til trods ikke en glorificering af kvinden eller moderrollen, men snarere en hyldest til den forælder, mand eller kvinde, der kan opfostre et solidarisk og velfungerende individ. Og ja, velfungerende, ikke perfekt, der leder til seriens overordnede budskab: Ingen er perfekt, og heller intet liv.
Med sidste afsnit kunne der lægges op til en sæson 2, men lad os håbe, at dette ikke bliver tilfældet. Som miniserie fungerer Big Little Lies nemlig glimrende i sin enkelthed og afrunding — ja, du finder ud af, hvem den omkomne person er. Derimod vil jeg se frem til at opleve Vallée i instruktørstolen igen, når der kommer præmiere på den kommende HBO-serie, Sharp Objects, der heller ikke kommer til at spare på stjernekrudtet i form af en Amy Adams som hovedrolleindehaver.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer