Anmeldelse
BIG LITTLE LIES, SÆSON 2: Montereys mest karismatiske kvinder er atter på krigsstien

Af Tilde Søgaard Carlsen

Spoiler alert: Har du endnu ikke set første sæson af Big Little Lies, skal du passe på med at læse videre.

 I første sæson af Big Little Lies (fra 2017) begyndte de første ridser i lakken at vise sig i Montereys ellers så velpolerede overflader, der endte ud i et komplet maskefald ved Perry Wrights (Alexander Skarsgård) død. I seriens anden sæson har de fem excentriske kvinder rottet sig sammen i forsøget på at lukke det åbne sår af hemmeligheder og bedrag, der kun synes at blive mere og mere betændt, som serien skrider frem.

Renata (Laura Dern) og Bonnie (Zoë Kravitz) er kommet i forgrunden og er blevet en del af kvinde-kliken bestående af Madeline (Reese Witherspoon), Celeste (Nicole Kidman) og Jane (Shailene Woodley). Sammen har de indgået en pagt om ikke at fortælle, det var Bonnie, der var skyld i Perrys fatale fald. Men hemmelighederne bag det dødelige skub kommer langsomt til syne og bringer blot mere drama med sig. Værst af alt bliver ankomsten af Perrys mor, Mary Louise Wright (Meryl Streep), der har svært ved at håndtere sin søns død og ikke mindst anklagerne imod ham som volds- og sexforbryder.

Seriens humoristiske overklassekvinde-karikaturer hænger stadig ved på underholdende vis, mens konflikterne er blevet intensiveret og mere melodramatiske. Der er kommet mere på spil i anden sæson, og for hvert afsnit bliver det tiltagende nervepirrende at følge med. Hvor børnene var det primære omdrejningspunkt i første sæson, har mændene fået en større rolle at spille i denne sæson. Men det er ikke nogen specielt positiv rolle; de er enten vattede eller kyniske, og det bringer selvfølgelig kun flere problemer med sig. Det er også tilfældet med indblandingen af Bonnies mere eller mindre synske mor (Crystal Fox), der til tider bliver lidt for meget af det gode med en smule afsmag af sæbeopera.

Big Little Lies holder niveauet langt hen ad vejen, men er under instruktørskiftet fra Jean-Marc Vallée til Andrea Arnold blevet udfordret af miskommunikation fra producernes side, skriver IndieWire. Vallées fantastiske visuelle udtryk kan derfor savnes lidt i den nye sæson, der til gengæld kompenserer ved at have Meryl Streep som trumf i ærmet. Streep er, ikke overraskende, eminent i rollen som giftig svigermor, der med sin lavmælte og manipulerende spydighed stjæler billedet fra det ellers i forvejen stjernespækkede cast. Enhver tilsyneladende uskyldig og sympatisk replik bliver til et spidsfindigt karaktermord leveret med Streeps raffinement. Hun løfter serien op på et helt andet plan, men stadig i ånden fra første sæson, og gør i sig selv den nye sæson seværdig.

En sæson tre er efter sigende ikke på tegnebrættet (endnu), men måske det lykkes at samle Montereys mest karismatiske kvinder til mere drama og intriger engang i fremtiden.

Kommentarer