Artikel

BEST PICTURES 2010-19: Streaming, diversitet og fremtidens udfordringer

Af Gustav Stubbe Arndal

I ugerne op til Oscar-ceremonien den 25. april har jeg gennemgået samtlige vindere af Best Picture-prisen. Du kan læse om 00’erne her

Tre temaer dominerede 2010’erne i Hollywood og satte et stærkt præg på Oscar-showet.

Større dele af filmindustrien bliver i stigende grad domineret af færre filmstudier og større franchises. Særligt Disney er blevet farligt magtfuld: de ejer nu både Star Wars og Marvel, og med nye live-action remakes har de lavet deres animationsfilmkatalog om til en blockbusterfabrik.

I 2019 købte Disney endda en af de ældste filmstudier i Hollywood: 20th Century Fox (nu 20th Century Studios). Om vi nærmer os den tid, hvor Paramount-beslutningen skal genovervejes, er ikke til at sige.

Mens mere og mere budget gik til superhelte og sci-fi action, fandt mange uafhængige film og endda respekterede auteurs ly hos de nye streaming-giganter, og særligt Netflix har siden 2015 sigtet efter prestige til Oscar-showet.

Men Akademiet har været skeptisk. For selv hvis de mest oplagte Oscar-film kommer ud af Netflix, Amazon Prime eller lignende, så er Akademiets målsætning vel stadig at vedligeholde biografoplevelsens vigtighed?

Så er der selvfølgelig opgøret med ulighed og manglende diversitet i Hollywood. Først i ”Oscars So White”-kampagnen, som bragte fokus på, hvor få sorte, asiatiske, mellemøstlige, og i det hele taget ikke-hvide kunstnere fik lov at træde på den røde løber, delvist fordi der ikke var nok gode roller at spille.

Oven i det kom #MeToo-bevægelsen, som gav stemme til utallige kvinder i underholdningsindustrien, fra unge assistenter til kendte skuespillerinder, der oplevede sexchikane, overgreb og mishandling. Og det var knap ti år siden, Roman Polanski vandt en Best Director, og Harvey Weinstein var synonym med Oscar-ræset.

Akademiets respons har ført til mærkbar fremgang. Mange flere nye medlemmer fra underrepræsenterede grupper er blevet lukket ind, mens gamle regler om medlemskab på livstid er skrottet for at få gennemsnitsalderen ned.

Det ses på en del af Best Picture-vinderne, og på andre kategorier, hvor prestige er blevet mere ligeligt fordelt. Men der er stadig lang vej endnu – og årtiets vindere indeholder som altid en bommert eller to.

 

2010 – The King’s Speech

The Weinstein Company

Instr.: Tom Hooper

Få ting gør filmelskere mere kyniske om Academy Awards end dette år, hvor The King’s Speech (2010) – billedet på Oscar-madding, selvfølgelig produceret af Weinstein – vandt den store pris mod bl.a. The Social Network, Black Swan, Inception og True Grit.

Colin Firth spiller den fremtidige Kong George VI, en nervøs aristokrat med kronisk stammen, der, efter hans storebror abdicerer tronen, bliver kronprins lige i tide til begyndelsen af Anden Verdenskrig. I sin desperate søgen efter en kur finder hans kone (Helena Bonham Carter) en australsk terapeut (Geoffrey Rush), som måske er det ukonventionelle svar på den nye konges bønner. De to mænd kommer selvfølgelig op at toppes, men udvikler et venskab og en respekt og så videre, og så videre.

The King’s Speech er ikke en dårlig film. Den opnår hvad den skal, Firth giver en flot præstation (hans stammen føles naturlig, som om den sidder i kæben på ham), og den får en radiotale til at føles som en sportsfinale, der også skal afgøre verdenskrigen.

Det er dog ganske forudsigeligt og fyldt med den slags selvhøjtidelighed, der hjemsøger værker om kongehuse og 1940’erne.

Kameraarbejdet skal også lige nævnes – Hooper giver den et spøjst udseende, med masser af tomrum omkring skuespillerne og indelukkede kompositioner. Et forsøg på at udtrykke Georges stammen gennem billedsprog?

Hvis du har set instruktørens efterfølgende film, er det svært at tro, at det blev givet mere omtanke end filmens klichéfyldte manuskript. Det er specielt nok til at føles som god filmkunst, men det er blot en overflade.

Bedømmelse: Ikke værst, ikke Best

Burde have vundet: The Social Network

Uha-øjeblikke: Intet at rapportere

Oscar-facts: Med Toy Story 3 (også nomineret til Best Picture) havde Pixar vundet Best Animated Feature fire år i træk. Studiet har vundet over halvdelen af årene, siden prisen blev indført.

 

2011 – The Artist

The Weinstein Company / Warner Bros. France

Instr.: Michel Hazanavicius

Det lyder som et filmteknisk stunt: en sort/hvid stumfilm produceret i det 21. århundrede. Det lyder også som typisk Oscar-madding: en Hollywood-film om Hollywood-historie, der følger stumfilmsstjernen George Valentin (Jean Dujardin) og hans faldne karriere efter lydens ankomst.

Men The Artist er mere end et trick; det er en umådeligt underholdende film, der formår at indfange essensen af, hvad vi associerer med stumfilm, og stadig forblive frisk og moderne. Hazanavicius bringer en forståelse for filmsprog, lyssætning, billedkomposition og klipning, der ville få 20’ernes instruktører til at måbe.

Jean Dujardin er perfekt. Han har et smil, et glimt i øjet og en naturlig sans for fysisk skuespil, der gør ham helt troværdig som stumfilmstjerne. Hans medstjerne, Bénérice Bejo som den romantiske interesse Peppy Miller, charmerer så fuldkomment, at man totalt køber hendes status som skuespilsensation i lydfilmens guldalder.

Historien er simpel, naturligvis, men det er ikke en kritik. Stumfilm er nødvendigvis elementære – med stærkt begrænset dialog må man kommunikere med grundlæggende filmsprog og udtryksfuldt skuespil.

The Artist er en imponerende bedrift af filmproduktion, skuespil, fotografi og instruktion. Det er ikke den bedste film fra 2011, men det er nemt at se, hvorfor dens nostalgi og charme prellede af på Akademiets medlemmer.

Bedømmelse: Udmærket film

Burde have vundet: The Tree of Life

Uha-øjeblikke: Behandler temaer om selvmord

Oscar-facts: The Artist er blot den anden stumfilm til at vinde Best Picture (ja, den tæller som stumfilm på samme måde som Schindler’s List (1993) tæller som sort/hvid).

Christopher Plummer blev den ældste vinder af en Oscar for skuespil. Han vandt Supporting Actor for Beginners som 82-årig.

 

2012 – Argo

Warner Bros.

Instr.: Ben Affleck

2012 var året for prestige-thrillere. Både Argo og Zero Dark Thirty var nomineret til Best Picture, begge præsenteret som den sande historie bag kulisserne om CIA-agenters heltemodige handlinger, og begge modtog konsultation (og derved indirekte finansiering) fra agenturet.

Argo var mindre kontroversiel. Den handlede om gidsler i Iran i starten af 80’erne i stedet for den mere nutidige fortælling om Bin Laden, og Zero Dark Thirty fik også skældud for at vise tortur som et brugbart efterretningsredskab. Argo var lettere at sluge.

Den havde også den fordel, at Hollywood også fik lov at være helten. CIA’s ekspert i eksfiltrering Tony Mendez (Ben Affleck) opdigtede en sci-fi film, komplet med købt manuskript og storyboards, som et dække for seks amerikanere, der sad fast i den canadiske ambassade. De poserede som et canadisk filmhold på location-jagt og slap hjem i god behold.

En utrolig (men sand) historie, som jeg hellere vil se en dokumentar om, for Argo forstrækker sig i sit forsøg på at dramatisere missionen på to timer. Spilletiden bliver fyldt med meningsløs karakterkonflikt og komisk urealistiske spændingsscener, hvor hovedpersonerne konstant undgår at blive afsløret med nød og næppe.

Nogle skuespillere kan indikere dybe følelser bag et stoisk ydre. Ben Affleck er ikke en af dem, og hans hovedperson føles intetsigende, med en rig del scener, der indikerer dybde, men ingen faktisk dybde at dykke ned i.

Oven i det har vi filmens heftige udslettelse af den canadiske efterretningstjenestes indsats under operationen. Ifølge Argo fik Canada æren af politiske grunde, og CIA var så noble, at de ikke behøvede hæderen. Alt tyder på, det ikke er sandt. Men filmens konsulenter havde nok deres eget perspektiv, der nu er placeret i det kulturelle minde om hændelsen. Dejligt.

Bedømmelse: Ikke god

Burde have vundet: The Master (ikke nomineret til Best Picture) eller Beasts of the Southern Wild

Uha-øjeblikke: Godt vi har CIA til at løse problemerne forårsaget af (lad mig lige se her…) CIA og amerikansk udenlandspolitik

Oscar-facts: Quvenzhané Wallis (9 år) og Emmanuelle Riva (85 år) var henholdsvis den yngste og ældste person nogensinde nomineret til Best Actress. Daniel Day-Lewis blev den første vinder af tre Best Actor-priser.

 

2013 – 12 Years a Slave

Fox Searchlight

Instr.: Steve McQueen

Omsider en Oscar-belønnet film, der ser ondskaben i midten af Amerikas historie i øjnene. 12 Years a Slave er en voldsom, hjerteskærende og chokerende film baseret på erindringerne af Solomon Northup (Chiwetel Ejiofor), en fri, sort mand der bliver kidnappet og smuglet til sydstaterne i 1840’erne, hvor han bliver solgt og udnyttet som slave, indtil han endelig får besked sendt til sin familie.

Titlen afslører slutningen, men det er nærmest nødvendigt. Uden løftet om en ende ville filmen være næsten ulideligt deprimerende. De fleste fortællinger fra folk i slavelænker har ingen udvej, og varer fra fødsel til døden – men de skrev ikke detaljerede erindringer som den, 12 Years a Slave baserer sig på.

Steve McQueens mesterværk føles allerede som den definitive film om slaveriet. Den har alle delene, man associerer med den utilgivelige praksis: piskeslag, lynchning, opbrudte familier, seksuelt overgreb. Den tackler også ondskabens kompleksitet – Northups mestre er både gavmilde, ”gode kristne” (som Benedict Cumberbatchs karakter) og sadistiske monstre (som Michael Fassbenders karakter).

12 Years a Slave er frygtløs på alle niveauer, fra det fantastiske cast til instruktionen i filmens kvalmende såvel som opløftende scener, og særligt i dens historiske nøjagtighed. Man får lyst til at kigge væk adskillige gange, men McQueens filmkunst tvinger dig til konfrontation – en konfrontation, man ikke ser nok af i amerikansk film.

Bedømmelse: Mesterværk / Velfortjent vinder

Uha-øjeblikke: Mange voldsomme scener, men meget få usandheder

Oscar-facts: Den første Best Picture-vinder instrueret og produceret af en sort mand (McQueen vandt som producer, men tabte Best Director til Ang Lee for Gravity)

 

2014 – Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance)

Fox Searchlight

Instr: Alejandro González Iñárritu

Jeg bryder mig ikke om Birdman, og det føles ikke som om, den ville bryde sig om mig. Den har for travlt med at være smartere end mig til at drage mig ind i sit solipsistiske meta-univers.

Allerede præmissen er åbent metafiktivt: Michael Keaton, mest kendt for at have spillet Batman i 80’erne og 90’erne, spiller Riggan Thomson, en skuespiller mest kendt for at have spillet Birdman for nogle årtier siden, og som nu instruerer et teaterstykke, han håber vil vinde ham prestige og anerkendelse som en ”alvorlig skuespiller”.

Kameraet følger ham bag kulisserne, og filmen er klippet, så den ligner én lang indstilling. Spring i tiden kommunikeres gennem sets, kostumer og lignende, og alt er i et drømmeagtigt, hektisk tempo – især når Thomson hallucinerer sit udklædte alter ego, der flyver omkring ham og giver stemme til hans indre uro.

Hvad prøver Birdman at sige med dens utroligt komplicerede form? Teksten synes at være interesseret i kunstnerisk ego – Edward Norton spiller en selvoptaget stjerne, og hovedpersonen ofrer meget ”for kunsten”, selvom han i sidste ende er selvdestruktiv. Men filmen er fastlagt Thomsons perspektiv og nærer dyb empati for hans højrøvede ambitioner og foragt for andre.

Det er den foragt, der går mig på nerverne. Iñárritu går til angreb på superheltefilm, på kunstneriske røvhuller, på teaterkulturen, på anmeldere og på sin hovedperson, mens hele filmens præsentation er en hyldest til sin egen præsentation og smarthed. Birdman tror, den er bedre end dig, og det er det, Birdman ender med at handle om.

Bedømmelse: Ellers tak

Burde have vundet: Boyhood eller The Grand Budapest Hotel

Uha-øjeblikke: Behandler temaer om selvmord

Oscar-facts: For første gang siden kategoriens udvidelse vandt alle Best Picture-nominerede mindst én Oscar hver.

 

2015 – Spotlight

Open Road Films / Stage 6 Films

Instr.: Tom McCarthy

Spotlight er – ligesom det journalisthold, den handler om – effektiv, præcis, velovervejet og gennemført professionel. Det er ikke en tåreperser, en intens thriller eller en overromantisk biografi. Det er bare en forbandet velskabt film, der opnår sine mål så godt, som man kunne ønske sig.

”Spotlight” er navnet på The Boston Globes dybdegående journalistafdeling, som i starten af 00’erne afslørede den katolske kirkes omfattende problem med pædofile præster og det system, der beskyttede sexforbrydere i kirkens rækker. Det er et ømt emne, særligt i Boston, hvor alles naboer, venner og tanter går i kirke hver søndag.

Filmen behandler emnet med den nødvendige respekt – eksplicit, men ikke eksploiterende. Ellers følger vi det møjsommelige, men vigtige journalistiske arbejde fra dag til dag: telefonopkald, kildekritik, interviews med pårørende og eksperter, søgen efter officielle dokumenter og mønstre i arkivmateriale.

Knastørre ting at skulle gøre underholdende, men her kommer Spotlights kvaliteter frem i rampelyset (heh). Den er præcis i sit kameraarbejde og klipning, skuespillet er naturligt fra hver eneste karakter, og manuskriptet føles levende, som om hver person og hændelse har en historie bag sig, selv om vi ikke ser den. Den er tryllebindende og drager dig fra start til slut i det helt rigtige tempo.

Spotlight virker simpelthen, og den virker utroligt godt. Selvom den vandt mod et bedre mesterværk (og en af mine yndlingsfilm), er det rart at vide, at i hvert fald én af de bedste journalistfilm fik en plads i Best Picture-rækken.

Bedømmelse: Fantastisk film

Burde have vundet: Mad Max: Fury Road (vandt 6 ud af 10 nomineringer)

Uha-øjeblikke: Behandler temaer om voldtægt, pædofili og selvskade

Oscar-facts: Spotlight vandt kun én anden Oscar (for Original Screenplay). Det er første gang siden The Greatest Show on Earth (1952), det er sket for en Best Picture-vinder.

Ennio Morricone blev den ældste vinder af en konkurrerende Oscar nogensinde for musikken i The Hateful Eight. Han var 87 år.

 

2016 – Moonlight

A24 / Plan B Entertainment

Instr.: Barry Jenkins

”I’m sorry, there’s a mistake. Moonlight, you guys won Best Picture.”

Historien om Moonlights historiske, banebrydende Oscar-sejr vil altid være associeret med La La Lands nederlag, efter den forkerte konvolut blev læst op og to minutter fløj forbi, inden fejlen blev rettet.

Det er synd og skam, for Moonlight var årets bedste film fra 2016, og nok en af de bedste og vigtigste film i det 21. århundrede.

Barry Jenkins’ dybtfølte mesterværk om Chiron (Alex Hibbert, Ashton Sanders og Trevante Rhodes), en homoseksuel, sort dreng fra ghettoen, og hans opvækst fra barndom til manddom, skildrer korsvejen mellem seksualitet, maskulinitet, race og fattigdom med visdom og empati.

Dens billeder, badet i farver, der får dens skuespilleres sorte hud til at skinne smukt, er uforglemmelige. Filmens slutning er en trængt frelse efter den prøvelse, det er at gå i Chirons sko.

Jeg har rost denne film her på Ordet før, så jeg vil ikke gentage for meget. Lad mig slutte her: Et eller andet sted i Amerika sidder en sort dreng, der har svært ved at forstå nogle nye følelser, og som finder sig selv i denne film. Det er ham, Moonlight var lavet til. Ikke til os, eller til Akademiet.

Det er derfor, den betyder så meget. Det er derfor, dens anerkendelse betyder så meget.

Bedømmelse: Mesterværk / Best of the Best

Uha-øjeblikke: Intet at rapportere

Oscar-facts: Den første LGBT-film og første film med et fuldkommen sort cast til at vinde prisen. La La Land satte rekord med 14 nomineringer uden en Best Picture-sejr (den deler rekorden for flest nomineringer med All About Eve og Titanic).

 

2017 – The Shape of Water

Fox Searchlight

Instr.: Guillermo del Toro

Return of the King (2003) var nok den første fantasy-film til at vinde Best Picture, men The Shape of Water var det første eventyr. Idéen til filmen kom, da en ung Guillermo del Toro så en gammel monsterfilm og sympatiserede mere med fiskevæsenet end de ”heltemodige” mænd, der jagtede den.

The Shape of Water elsker sit fiskemonster (Doug Jones), fordi han ligesom filmens andre helte er anderledes og fremmedgjort af eksisterende institutioner – navnligt USA og dets militær i 1950’erne. Heltene er stumme (Sally Hawkins), sorte (Octavia Spencer), homoseksuelle (Richard Jenkins), eller slet ikke amerikanske (Michael Stuhlbarg), mens dens skurk (Michael Shannon) er magtfuld, ærkeamerikansk og bogstaveligt talt rådden.

Del Toros ret så ukonventionelle romance er ret åbenlys med sine temaer, men det er ikke en synd, for sådan fungerer eventyr. Filmen handler i større forstand om, hvem der får lov til at have en simpel, eventyrlig fortælling om kærlighed med en lykkelig slutning – Hawkins og fiskemanden får sig endda et musicalnummer i klassisk sort/hvid.

Den scene står i markant kontrast til resten af filmen, der funkler med udtryksfulde farver og detaljer, og med en udsøgt underlægningsmusik fra Alexandre Desplat, der minder om, at en films score kan være en symfoni for sig selv.

The Shape of Water flyder over med fantasi, kærlighed og forunderlighed. Den er et glimt af rendyrket passion i det hav af kyniske produkter, filmindustrien til tider kan føles som.

Bedømmelse: Fantastisk film

Burde have vundet: First Reformed (kun nomineret for Screenplay) eller Dunkirk

Uha-øjeblikke: Ja, hun har sex med fiskemanden, men jeg lover det er faktisk ret smukt, hey hvorfor går du jeg skulle lige til at forklare–

Oscar-facts: Christopher Plummer er den ældste person nogensinde nomineret for skuespil: han blev nomineret til Supporting Actor i All the Money in the World som 88-årig.

 

2018 – Green Book

Universal

Instr.: Peter Farrelly

Green Book går over i historien som en af de største bommerter, Akademiet nogensinde har begået. Bedst som repræsentation var blevet en aktiv prioritet, bedst som BlacKkKlansman, Black Panther og Roma får Best Picture-nomineringer, viser organisationen sine demografiske problemer med en politisk pinlig vinder.

Jeg har allerede skrevet nok både om Green Book og om Oscar-showet det år, og det deprimerer mig at skulle skrive mere om sagen.

Det ville have været så fedt at skrive om Roma, eller om Spike Lees karriere, eller om den første superheltefilm til at vinde prisen, eller måske Olivia Colman i The Favourite. Men nej.

Prisen gik til en film om en ægte, historisk, sort figur (virtuoso-pianist Dr. Don Shirley, spillet af Mahershala Ali), der selvfølgelig kun kan fortælles gennem en hvid mands perspektiv (Viggo Mortensen som chaufføren Tony Lip).

Dr. Shirleys overlevende familie måtte modtage en privat undskyldning, efter filmen misrepræsenterede ham som et fraværende familiemedlem og ignorerede hans aktivisme for borgerrettighedsbevægelsen. Chaufførens søn skrev manuskriptet og var producer.

En af de ting, der gør Oscar-showet særligt er, at Akademiet både kan levere en overraskende, men velfortjent sejr, eller falde pladask på sit ansigt. Måske er der brug for en Green Book en gang imellem for at minde os om at værdsætte de glade stunder. Eller måske var det bare en fejl, vi alle bør glemme skete.

Bedømmelse: Nomineret til Worst Picture

Burde have vundet: Roma eller Black Panther

Uha-øjeblikke: Ja! White savior-tropen! Ahistorisk! Jeg troede, jeg ville være færdig med de her disclaimers, når jeg nåede 2010’erne!

Oscar-facts: Alfonso Cuarón blev den første person til at vinde Best Director og Cinematography for samme film (Roma)

 

2019 – Parasite

Neon

Instr.: Bong Joon-ho

Parasite var allerede en historisk Oscar-succes for en ikke-engelsk film med sine seks nomineringer, men selvfølgelig ville den ikke vinde – det gør udenlandske film jo ikke. Sam Mendes’ 1917 havde flere nomineringer, og var belønnet til BAFTA- og Golden Globe-ceremonien. Tarantino kunne måske vinde sin Best Picture med en film om Hollywood, og det elsker Akademiet jo.

Hvad skete der? Det er ret simpelt: Parasite vandt Best Picture, fordi den var årets bedste film, og alle var enige om det (inklusive Ordet). Man kunne høre det på den røde løber, hvor superstjerner og nominerede roste den til skyerne. Den var simpelthen så fantastisk god, at den brød alle ”reglerne”.

Parasite er en perfekt film. Den er gennemført unik, men stadig stor underholdning for det brede publikum. Den har dybe tanker og universelle temaer. Den flyder over med scener og billeder, der allerede er blevet ikoniske. Den kaster genreforventninger til side, men opnår en tilfredsstillende konklusion.

Det er en forbløffende kronjuvel i Bong Joon-hos prisværdige filmkatalog. Det er en af de bedste film fra det 21. århundrede. Det er Parasite. Længe leve Parasite. Du burde gense den. Den er virkelig god.

Så simpelt er det nogle gange. De bedste film vinder, og der skrives historie til Oscar-showet. Et råd til Akademiet, mens Oscars nærmer sig sit 100. år: mere Parasite. Mindre Green Book.

Bedømmelse: Mesterværk / Best of the Best

Uha-øjeblikke: Intet at rapportere

Oscar-facts: Første sydkoreanske film nomineret til Best Picture eller International Feature og første vinder af begge. Første ikke-engelske film (udover stumfilm) til at vinde Best Picture. Første asiatiske manuskriptforfattere til at vinde for Screenplay. Tredje film til at vinde både Guldpalmen og Best Picture.

 

Oscars og fremtiden

Filmindustrien står over for store forandringer, der allerede er begyndt. COVID-19-pandemien har lukket biografer verden over, og mange er gået konkurs, særligt i USA, hvor finansiel støtte har været manglende.

Streaming fylder mere og mere i folks medieforbrug verden over, og prioriteringen af mængde af indhold frem for kuratering og værdsættelse af filmkunsten har en enorm effekt på, hvilke værker der bliver set eller ignoreret.

Men den større filmindustri giver færre penge og mindre plads til fremtidens filmkunstnere. Disney lister sig mod monopolstatus på blockbuster-markedet, og selvom der er fantastiske film fra Star Wars eller Marvel, mangler der ofte det personlige, det risikable og det kunstneriske.

Oscars står i dag ansigt til ansigt med, hvad der nok bliver deres laveste ratings nogensinde. Men der er mere brug for, hvad Oscars handler om, end måske nogensinde.

Der er brug for respekt for film som storslået, bevægende kunst i stedet for endeløst indhold. For en fejring af biografen. Der er også brug for en fortsat diversitet, så Oscar-statuettens prestige går til flere af dem, der fortjener det, men har været marginaliseret i prisuddelingens lange, problematiske historie.

Jeg håber, denne serie har vist, hvad Oscars har betydet i fortiden og bør betyde i fremtiden. Eller i det mindste at du lærte en ting eller to. Det gjorde jeg i hvert fald.

Tak. Vi ses på den røde løber.

De nominerede for Best Best Picture:

• Gone with the Wind (1939)
• Casablanca (1942)
• Lawrence of Arabia (1962)
• The Godfather (1972)
• The Silence of the Lambs (1992)
• Moonlight (2016)
• Parasite (2019)

De nominerede for Worst Picture:

• The Broadway Melody (1929)
• The Great Ziegfeld (1936)
• The Greatest Show on Earth (1952)
• Crash (2004) – VINDER
• Green Book (2019)

Dem, der mest burde have vundet:

• Citizen Kane (1941)
• Singin’ in the Rain (1952)
• Apocalypse Now (1979)
• Goodfellas (1990)
• Saving Private Ryan (1998)
• Brokeback Mountain(2005)