Artikel
BEST PICTURES 2000-09: Fra populære storfilm til gradvis irrelevans

Af Gustav Stubbe Arndal

I ugerne op til Oscar-ceremonien den 25. april gennemgår jeg samtlige vindere af Best Picture-prisen. Du kan læse om 90’erne her

Den 70. Academy Awards ceremoni, hvor James Camerons Titanic (1997) vandt, var højdepunktet i Oscar-showets tv-ratings. Lidt over ti år senere, efter Cameron havde lavet endnu en film, der blev den bedst sælgende nogensinde, gik Best Picture-prisen til The Hurt Locker (2009) – den lavest sælgende film til at vinde prisen i showets historie.

Mange trends kan siges at definere det første årti i det nye årtusind: øget amerikansk interesse for international film, et skift væk fra underholdende disaster-film i kølvandet på 9/11 og begyndelsen på superheltefilmens popkulturelle dominans.

Få af disse tendenser gjorde sig gældende til Oscar-showet, og slet ikke blandt Best Picture-vinderne. 00’erne forværrede splittelsen mellem Akademiet og det almene filmpublikum, der var begyndt i 80’erne, særligt da de store blockbustere ikke længere var drevet af filmstjerner, men af franchise-genkendelse og special effects.

Problemerne ville fortsætte i 2010’erne frem til i dag, men hvor 10’erne indeholdt diskurser om f.eks. diversitet i filmlandskabet og en række skandaler, var 00’erne en anelse stillestående.

Det er ikke for at sige, at årtiets Best Picture-vindere er dårlige. Der er både et par vigtige storfilm og stærke auteur-drevne værker blandt dem. Men om vi vil snakke om de fleste af disse vindere om et par årtier, er en anden sag.

 

2000 – Gladiator

Dreamworks

Instr.: Ridley Scott

foto: Universal

Vi vender aldrig tilbage til tiden, hvor Quo Vadis (1951), Ben-Hur (1959) eller Spartacus (1960) er rekordsættende megahits, men for et kort øjeblik i året 2000 gjorde Ridley Scott det nemmere at forestille sig.

Gladiator følger den romerske general Maximus (Russell Crowe), der bliver forrådt af den nye kejser Commodus (Joaquin Phoenix), der slår både sin egen far og Maximus’ familie ihjel og genåbner gladiatorkampene i Rom. Maximus flygter til et fjernt hjørne af imperiet, hvor han gradvist kæmper sig vej til Colosseum for at hævne sig og starte et oprør mod den nye tyran.

Den store kamparena bliver vakt til live i storslået CGI-facon, der måske ikke har ældet særligt godt. Kampene deri er intense og drabelige, men også lidt for kaotiske. Skuespillet passer til filmens overdrevne tone, men er heller ikke noget at skrive hjem om.

Ridley Scott bringer spektakel selv til dialogscenerne. Alt er episk, med blodseder, skæbnesvangre beslutninger og store erklæringer om republikkens fremtid. Maximus’ motivation er så ligetil, som den kan blive, og jeg er ikke sikker på, om han smiler en eneste gang i filmen.

Gladiator duer ikke helt. Noget ved de storladne scener føles for konstruerede, og man kan klart mærke, hvor ahistorisk fortællingen må være, selvom man kun ved lidt om det gamle Rom. Et irriterende farvefilter dræner også vitaliteten ud af filmens udseende, der ellers burde være dens stærke side.

Man venter forhåbningsfuldt på kampscenerne, men jubler ikke så højt, når de er overstået.

Are you not entertained?” råber Maximus til gladiator-publikummet, og til seerne derhjemme. Jo da… men så heller ikke så meget?

Bedømmelse: Middelmådig

Burde have vundet: Crouching Tiger, Hidden Dragon

Uha-øjeblikke: Død kone som motivation for helten, sikke en spændende trope

Oscar-facts: Den kinesiske wuxia-film Crouching Tiger, Hidden Dragon fik hele 10 nomineringer – en rekord for en ikke-engelsk film, som den siden 2019 har delt med Roma (2018).

 

2001 A Beautiful Mind

Dreamworks / Universal

Instr.: Ron Howard

foto: Dreamworks

John Forbes Nash’ faktiske historie er fascinerende og inspirerende: en genial matematiker, der undersøgte verdens usynlige mønstre og netværker og arbejdede med hemmeligt materiale, men som også led af paranoid skizofreni. Han formåede at overkomme de udfordringer, hans mentale lidelser bragte ham, og vandt en Nobelpris i 1994.

A Beautiful Mind tager denne grundlæggende fortælling og kværner den gennem Hollywood-formularen, indtil meget lidt af filmen kan genkendes som autentisk.

Russell Crowe spiller Nash, og han giver rollen alt, hvad den kan trække. Selv inden sit første sammenbrud er han en excentrisk figur på Princeton – selvoptaget, nedladende, asocial og fuldkommen brillant. Det er også nemt at demonstrere, når man går på Hollywood-universitet, hvor alle samtaler går på at vise, hvor klog man er, og unge mænd spiller go i gården for at illustrere spilteoretiske koncepter.

Den ellers gennemført konventionelle instruktion har et trick i ærmet, hvor vi er ”inde i Nash’ hoved” og deler hans vrangforestillinger, blandt andet flere bipersoner, der ikke er virkelige. Der er smarte små hints gennem filmen, men karaktererne i sig selv er ikke mindre realistiske end for eksempel hans utroligt støttende, loyale kone (Jennifer Connelly).

Det er synd og skam. A Beautiful Mind forsøger sig på et autentisk (om end stærkt fiktionaliseret) portræt af en mands kamp med psykisk sygdom, men drukner i kliché. Undervurder aldrig Hollywoods evne til at tage ægte historier og få dem til at føles falske.

Bedømmelse: Middelmådig

Burde have vundet: Mulholland Drive (ikke nomineret) eller The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring (vandt fire Oscars ud af ni nomineringer)

Uha-øjeblikke: Misrepræsenterer hovedpersonens diagnose for dramatisk effekt

Oscar-facts: Akademiet introducerede prisen for Best Animated Feature dette år. Den første vinder var Shrek.

Halle Berry blev den første sorte kvinde til at vinde Best Actress, for hendes rolle i Monster’s Ball.

 

2002 – Chicago

Miramax

Instr.: Rob Marshall

foto: Buena Vista Pictures

Omsider, mere end tredive år efter Oliver! (1969), blev det igen en musical, der vandt Best Picture. Chicago er dog ikke klassisk, overfølt Hollywood-patos, men en kynisk, dyster og til dels fantastisk og abstrakt affære.

Filmen foregår i Chicago (duh) i midt-20’erne, hvor Roxie Hart (Renée Zellweger), en ung blondine med drømme om et liv som stjerne, ryger i spjældet for mordet på sin elsker. Derinde lærer hun, at man lige så godt kan være berygtet som berømt, og med hjælp fra en slesk advokat (Richard Gere) bliver hun en sensation. Men hun får også rivaler og fjender i fængslet, navnlig Velma Kelly (Catherine Zeta-Jones), der kender spillet bedre, end Roxie gør.

Filmens plot er der mest for at sætte de store musicalnumre sammen. De er filmet og koreograferet med en abstraktion, man normalt kun ser på teaterscenen – udtryksfuld lyssætning, ekstravagante effekter og ingen hentydning til realisme.

Det er en ophøjet, kulørt verden, ligesom karakterernes personligheder og de brølende 20’eres skandalefikserede, overdrivende medier. Historiens moralske center mangler totalt, og selvom vi følger Roxie, har vi ingen grund til at heppe på hende.

Chicago er et mindeværdigt om end ikke følelsesvækkende stileksperiment, som opnår sine mål nogenlunde, men det er ikke alle sange, scener eller karakterer, der er lige stærke.

Bedømmelse: Fin film (”Cell Block Tango” er dog et mesterværk)

Burde have vundet: Adaptation (nomineret for Adapted Screenplay) eller Spider-Man (nomineret for Visual Effects)

Uha-øjeblikke: Intet at rapportere

Oscar-facts: Adrien Brody er stadig den yngste Best Actor-vinder; han var 32 år, da han vandt for The Pianist.

Hayao Miyazakis Spirited Away er både den eneste traditionelt animerede og den eneste ikke-engelske film til at vinde Best Animated Feature.

 

2003 The Lord of the Rings: The Return of the King

New Line Cinema

Instr.: Peter Jackson

foto: New Line Cinema

The Return of the King’s Oscar-sejr var nærmest allerede afgjort. Det var ikke så meget en konkurrence som en sejrsrunde, efter Peter Jackson og hans filmhold havde gjort det umulige og filmatiseret J.R.R. Tolkiens indflydelsesrige, episke fantasybøger i tre lige så episke film. Det endelige værk blev en bragende succes på alle fronter.

Det var på tide, filmene fik noget anerkendelse, udover de seks Oscars, de to første tilsammen havde vundet.

Trilogien lå et meget bestemt sted i Hollywoods historie, mellem de 3+ timer lange, karakterdrevne sagafilm, som satte salgsrekorder i meget af det 20. århundrede, og de special effects-heftige franchise blockbustere baseret på ”nørdede” originalværker, der i dag dominerer filmlandskabet.

Hvad der adskiller Lord of the Rings fra f.eks. Marvel-universet, er følelsen af en komplet, kunstnerisk vision. Af passionerede filmskabere, der satsede det hele. Der er ingen sikker formular til fortællingen om Middle Earth – alt, hvad Jackson og hans hold havde, var stærkt materiale, solidt filmhåndværk, og en drøm.

The Lord of the Rings er mere end bare en film, endda mere end tre. Det er et kulturelt storværk, og den definerende filmbedrift fra 00’erne.

Bedømmelse: Mesterværk / Velfortjent vinder

Uha-øjeblikke: Intet at rapportere

Oscar-facts: Med 11 sejre ud af 11 nomineringer er Return of the King det største sweep i Oscar-historien, og den deler rekorden for flest Oscars med Titanic og Ben-Hur. Trilogien vandt tilsammen 17 Oscars ud af 30 nomineringer.

 

2004 – Million Dollar Baby

Warner Bros.

Instr.: Clint Eastwood

foto: Warner Bros.

Clint Eastwood laver endnu en film om en forældet heltefigur, der funderer over tilværelsen side om side med Morgan Freeman, mens tiderne skifter. Nu er han dog mere end ti år ældre, end han var i Unforgiven (1992), så i stedet for at tage i sadlen – eller bokseringen i dette tilfælde – en sidste gang, finder han sig en lærling at træne.

Det er Hilary Swank, som får Eastwoods kyniske boksetræner til at tro på noget igen – selvom han selvfølgelig insisterer på, at han ikke vil have noget med den ambitiøse bondeknold at gøre. Og selvfølgelig udvikler de et sart far-datter forhold, og hun bliver en sensation i kvindeboksning.

Million Dollar Baby ligner med andre ord typisk Hollywood med lidt ekstra hårdnakket attitude… indtil den tager et skarpt venstresving mod knusende tragedie.

Hvad der kunne have været en fin, lettere sentimental udgave af funden familie blandt udskud i det amerikanske hjerteland, bliver en meditation på dødeligheden og hvad der gør livet værd at leve.

Det er en af de mest deprimerende Best Picture-vindere, men også en af de mest modne – man mærker Eastwoods alder, næsten så meget som han tydeligvis mærkede den selv.

Bedømmelse: Udmærket film

Burde have vundet: Eternal Sunshine of the Spotless Mind (vandt for Original Screenplay)

Uha-øjeblikke: Behandler temaer om selvmord

Oscar-facts: 74-årige Clint Eastwood er den ældste person til at vinde en Best Director. Cate Blanchett blev den første person, der vandt en Oscar for at spille en Oscar-vinder (i rollen som Katharine Hepburn i The Aviator).

 

2005 Crash

Lions Gate Entertainment

Instr.: Paul Haggis

foto: Angel Films

Det mest chokerende, forbløffende og ulidelige ved Paul Haggis’ velnavngivne bilulykke af en emnefilm, er ikke dens tonedøve tilgang til racisme, dens irriterende moralisering, eller dens karakterers idiotiske beslutninger. Det er afstanden imellem, hvor tåbelig filmen er, og hvor dybt alvorlig og vigtig, den synes, den er.

Historien præsenteres som et kalejdoskopisk portræt af, hvordan folk af forskellige racer og klasser kommer i konflikt og finder en smule frelse, mens deres historier krydser hinandens veje en kølig vinterdag i Los Angeles. Og det er faktisk imponerende, hvordan filmen klipper mellem et enormt ensembles forskellige dele uden at miste tråden, men det ville måske have været bedre, hvis historierne var gode?

Crash foregår i en psykotisk parallelverden, hvor alle mennesker har en instinktiv raserireaktion, når de er i nærheden af folk af andre etniciteter. Ikke bare er de hvide karakterer konfronterende og nærmest åbent intolerante; farvede folk anklager racisme over de mindste konflikter og har intet overlevelsesinstinkt, selv når flere arrige politibetjente sigter på dem med pistoler.

Paul Haggis ved, at racisme er et ”nuanceret emne”, der rører alle dele af det amerikanske samfund. Han tror bare, det betyder, at ”begge sider” er lige ramt på forskellige måder. At en hvid politibetjent, der begår seksuelt overgreb på en sort kvinde, måske egentlig er en god person, fordi han gør sit arbejde ordentligt den næste dag.

Det er svært at begribe, hvordan Akademiet kunne give prisen til en både kontroversiel og forfærdelig film. Men alternativet var at give den til Brokeback Mountain – en LGBT-romance. Så de valgte den her.

Bedømmelse: Worst Picture

Burde have vundet: Brokeback Mountain

Uha-øjeblikke: Crash er et 112 minutter langt uha-øjeblik – og her inkluderer jeg rulleteksterne.

Oscar-facts: Ang Lee blev den første ikke-hvide instruktør til at vinde en Best Picture.

 

2006 The Departed

Warner Bros.

Instr.: Martin Scorsese

foto: Warner Bros.

Endelig. Endelig var det Martin Scorseses Oscar-år. Efter mesterværker som Taxi Driver (1976), Raging Bull (1980) og Goodfellas (1990) blev overset, vandt den gamle instruktør omsider den store pris, plus en Best Director for god ordens skyld.

Du vil måske ryste lidt på hovedet og erklære, at det mere var Scorseses karriere end filmens kvalitet, der sikrede sejren. Men kom ikke og sig til mig, at du ikke ser hele The Departed færdig, hvis du fanger starten af den i fjernsynet. Den er mindst lige så gribende som hans andre (og bedre) værker.

Vi følger to hovedpersoner i omvendte situationer. Leonardo DiCaprio spiller en politibetjent, der går undercover i en Boston-gangsters indre cirkel, mens Matt Damon spiller samme gangsterboss’ muldvarp i politiets efterforskning. Gangsterbossen er spillet af Jack Nicholson med en intimiderende, sprudlende energi.

Scorsese udvinder fantastisk spænding af kapløbet mellem de to undercovers. Hvem ser den andens ansigt først? Hvem bliver afsløret som spion, og hvordan? Hvor meget dybere kan DiCaprios dække være, før han bryder sammen? Et ordløst telefonopkald ender med at føles som en tikkende bombe.

Der stikker dybere temaer under. Spørgsmålet om loyalitetens værd, eller hvor meget man kan såre sin sjæl i kampen for det gode, hvis det ”gode” overhovedet findes. Men uanset hvad filmen handler om, så handler filmoplevelsen om spænding, godt skuespil og tykke Boston-accenter.

The Departed er pænt god Scorsese, og det er et godt stykke bedre end de fleste film.

Bedømmelse: Fantastisk film

Burde have vundet: Children of Men (tre nomineringer), eller Pan’s Labyrinth (seks nomineringer)

Uha-øjeblikke: Intet at rapportere

Oscar-facts: Da The Departed var løst baseret på Hong Kong-filmen Internal Affairs (2002), blev den det første remake af en udenlandsk film til at vinde Best Picture.

Dreamgirls er den eneste film til at få flest nomineringer for året (8) uden en Best Picture-nominering.

 

2007 No Country for Old Men

Miramax / Paramount Pictures

Instr.: Joel & Ethan Coen

foto: Miramax

Coen-brødrenes film er frem for alt uforudsigelige. Selv når de opererer i vante genrer (eller endda laver et remake med True Grit (2011)), er der noget under overfladen, der ætser sig ind i plottet, som tager uventede drejninger. Deres film er bedst værdsat med tid og eftertanke. No Country for Old Men er ikke en undtagelse, og er nok den bedste blanding af klassisk filmarbejde og brødrenes unikke stil.

Det begynder som en langsom, moderne western. Llewelyn Moss (Josh Brolin) er på jagt i ørkenen, da han snubler over eftermælet af en skudepisode mellem narkohandlere. Alle er døde, så han snupper pengene. Men han får Anton Chigurh (Javier Bardem) på nakken – en psykopat med ubestridelige principper om at få arbejdet gjort. Samtidig følger vi sheriffen Ed Tom (Tommy Lee Jones), som forsøger at opklare sagen og hjælpe Llewelyn.

De tre hovedfigurer møder ikke hinanden en eneste gang i filmens løb. Det nærmeste er en neglebidende skududveksling mellem Llewelyn og Chigurh på et motel, men lejemorderen er smart nok til at skyde, før han bliver set. Jagten, filmens plot drejer sig om, ender dog ikke, som man forventer den.

Bardem leverer en af filmhistoriens bedste skurkeroller som Chigurh – man får myrekryb, hver gang han taler, men også en underlig respekt for hans intelligens og principper. Men man må ikke glemme Tommy Lee Jones som filmens samvittighed; en gammel politibetjent, som ser en verden af lave.

Hvad sker der med vores følelse af kontrol og mening, når vi konfronteres af ondskab og kaos? Bliver verden værre med tiden, eller er det Ed Toms erfaring, som ændrer sig? Jeg tænker stadig på den drøm, han beskriver i filmens slutning. Er det håb, eller bare en drøm? Coen-brødrene giver ikke lette svar.

Bedømmelse: Mesterværk

Burde have vundet: There Will Be Blood

Uha-øjeblikke: Intet at rapportere

Oscar-facts: Cate Blanchett blev den første kvinde nomineret for at spille den samme karakter i to forskellige film – først for Elizabeth (1998), og dette år for Elizabeth: The Golden Age.

 

2008 Slumdog Millionarie

Fox Searchlight / Warner Bros.

Instr.: Danny Boyle

foto: Warner Bros.

Lad os få det gode af vejen først. Strukturen i Slumdog Millionaire er en genistreg: Jamal (Ayush Mahesh Khedakar, Tanay Chheda og Dev Patel), en 18-årig telefonsælgerassistent fra et af Indiens slumkvarterer, er nået til det sidste spørgsmål i den indiske version af Hvem vil være millionær? Politiet mistænker fusk, så han fortæller dem sin livshistorie, som viser sig at indeholde svarene.

Slumdog Millionaire var en kæmpe satsning og et stort øjeblik for indisk repræsentation i Hollywood. Der er ingen store vestlige filmstjerner til at lokke det amerikanske publikum, og en betydelig del af filmen foregår på hindi. Dens portræt af fattigdom i Indien åbnede øjnene for mange vestlige seere.

Problemet er, at filmen vil have det begge veje. Det skal være udfordrende socialrealisme, hvor Jamals historie rører ved racekonflikt, sult, lemlæstelse, organiseret kriminalitet og børneprostitution. Men det skal også være en feel-good film, hvor skæbnen og sand kærlighed findes, og vi runder af med en Bollywood-dans.

Jamals komplicerede forhold til sin bror og sin elskede barndomsveninde forvandles til et simpelt eventyr om den eneste ene. Hjerteknugende scener fra livet i fattigdom er set-up til hans triumf, i stedet for konfronterende og vigtigt i sig selv. De millioner, han står til at vinde, skal være et eksempel på skæbnens ironi, men føles lidt som en nem løsning på et systemisk samfundsproblem.

Ja, man bliver stadig revet med. Når de sidste spørgsmål skal besvares, sidder man på kanten af sædet. De små børneskuespillere er bedårende, og man ønsker dem det bedste. Men i sidste ende føles det, som om filmen udnytter ægte lidelser for underholdningens skyld.

Bedømmelse: Ikke værst, ikke Best

Burde have vundet: The Dark Knight (8 nomineringer, men ingen for Best Picture)

Uha-øjeblikke: Behandler voldsomme temaer om ekstrem fattigdom

Oscar-facts: Wall-E fik seks Oscar-nomineringer, og står lige med Beauty and the Beast (1991) som den mest nominerede animationsfilm.

 

2009 The Hurt Locker

Summit Entertainment

Instr.: Katherine Bigelow

foto: Nordisk Film

Bigelows lavbudgetskrigsdrama er en af overraskende få film, der omhandler krigen i Irak, som stod på i otte år og havde alvorlige konsekvenser for mellemøstlig og global politik. I stil med Platoon (1986) tilgår hun det komplicerede emne ved at zoome kameraet ind på enkelte individers oplevelser.

Sergeant First Class William James (Jeremy Renner) er bomberydder, og han elsker sit arbejde. Han er god til det, utroligt erfaren, og placerer sig selv og sin enhed i fare med sine hurtige beslutninger. Det er frustrerende for J.T. Sanborn (Anthony Mackie), som har til opgave at beskytte James og holdet.

Filmen er flot sammensat, især de nervepirrende scener, hvor James går til arbejdet. Journalisten Mark Boul, som skrev manuskriptet, havde selv fulgt et bomberydningshold og bringer specifikke detaljer til værket, og trods en kaotisk, dokumentaragtig klippestil, mister vi aldrig fornemmelse for retning, årsag og virkning.

The Hurt Locker er blevet rost for sin forfriskende apolitiske tilgang til konflikten, blandt andet af Ordets egen Christine Roederer. Der kan jeg ikke erklære mig helt enig. Filmen fokuserer så stærkt på amerikanske soldater, at den fremmedgør irakerne og præsenterer næsten dem alle som potentielle fjender eller selvmordsbombere, og vi er så zoomet ind på bomberydning, at vi ikke behøver at tænke på krigens større formål eller mangel på samme.

Boul og Bigelow mistede Pentagons finansielle støtte ved at vise mørkere sider af livet i militæret, og det skal de have ros for. Men i sin søgen efter det neutrale og apolitiske, ender The Hurt Locker med ikke at konfrontere forudsætningerne for krigen.

I filmen er konflikt i Mellemøsten en selvfølgelig kendsgerning. Det eneste spørgsmål er, hvem der desarmerer vejbomberne og hvordan.

Bedømmelse: Udmærket film, med lettere problematisk politik

Burde have vundet: Avatar (ikke fordi den er bedst, men fordi Oscars plejede at belønne vigtige storfilm, og det er synd, de ikke gør det længere)

Uha-øjeblikke: ”Apolitisk” præsentation af Amerikas krigsførelse i Irak.

Oscar-facts: For at modarbejde faldende seertal og relevans, blev antallet af Best Picture-nominerede øget til et maksimum på 10, for første gang siden 1943.

Kommentarer