Artikel
BEST PICTURES 1990-99: Indiefilmen bryder frem og Weinstein ændrer spillet

Af Gustav Stubbe Arndal

 I ugerne op til Oscar-ceremonien den 25. april gennemgår jeg samtlige vindere af Best Picture-prisen. Du kan læse om 80’erne her

Mange af 80’ernes trends fortsatte ind i 90’erne: store, SFX-drevne blockbustere bragte pengene ind for de store filmstudier; hjemmevideomarkedet blev en større del af Hollywoods indtægter; store dramaer med store hovedroller var ikke længere det garanterede hit, det plejede at være.

Dog var der stadig et marked for film med kunstneriske ambitioner, stærk instruktion og velspillede karakterer i fokus. Mindre filmstudier producerede såkaldte indiefilm for lavere budgetter end før i tiden (bl.a. muliggjort af billigere digitale kameraer), der stadig fandt deres publikum og tjente penge.

Instruktører som Quentin Tarantino, Steven Soderbergh, Wes Anderson og Richard Linklater startede ud i indiefilm-miljøet i 90’erne, og selv de større filmstjerner var tiltrukket af den kunstneriske frihed, anmelderros og prestige, der fulgte med den slags film.

Det var netop den slags indie-dramer, der virkelig kunne bruge Oscar-showet. De fleste film kan øge deres billetsalg med en gylden statuette eller to. For kæmpefilm er det en lille gevinst oveni den prestige og ære, en Oscar indebærer, men for indiefilm produceret på lave budgetter kan det være manna fra himlen.

Ind i billedet ankom Harvey Weinstein, medgrundlægger af indieselskabet Miramax, der blev opkøbt af Disney i 1993. I dag sidder han i fængsel for seksuelt overgreb, efter utallige anklager fra kvinder i filmindustrien sparkede #MeToo-bevægelsen i gang. Men i 90’erne var han kendt som den skrappeste producer i indiebranchen.

Weinstein skruede så hårdt op for Oscar-ræset, at andre studier måtte læsse flere penge på for at holde trit. Han opererede på kanten af, hvad Akademiet ville tillade (og overtrådte reglerne et par gange), og ændrede Oscar-ræset som vi kender det – flere reglementer blev implementeret for at forhindre nogle af de numre, han lavede.

Det betalte sig selvfølgelig. Med film som Pulp Fiction (1994), The English Patient (1996), Good Will Hunting (1997) og Shakespeare in Love (1998) var Miramax en force i 90’ernes Oscar-shows, selvom de ikke vandt hver gang – nogle gange er det svært at hamle op med de store hits.

 

1990 Dances with Wolves

Orion Pictures

Instr.: Kevin Costner

foto: MGM

Den skiftende kulturelle diskurs har ikke været venlig ved Dances With Wolves siden den udkom. Hvad der engang var et banebrydende eksempel på repræsentation i Hollywood-film og en omvæltning af western-genrens grundlag, er nu pinligt problematisk.

Historien er om Løjtnant John Dunbar, der bliver stationeret alene på en fjern frontier-station under den amerikanske borgerkrig. Her etablerer han kontakt med en Sioux-stamme, som han gradvist bliver bedre venner med, indtil han bliver accepteret blandt dem og forlader den amerikanske hær og civilisation for evigt. Store dele af filmens lange spilletid foregår på sioux, og Dunbars udvikling fra nysgerrig, loyal soldat til fuldkommen indianer driver historien.

Dances With Wolves er ren fantasi, og det er vel at mærke en fantasi for det hvide publikum, der identificerer sig med den hvide hovedperson, hvis godhed og tolerance lader ham opleve en mere ædel livsstil sammen med de vise stammefolk.

Og selv hvis man ignorerer dens eksoticisme og arketypiske white savior fortælling, skal man stadig sidde i tre til fire timer (afhængig af versionen, man ser) med Kevin Costner – blandt de kedeligste mænd, Hollywood nogensinde bildte dig ind var spændende. Hans monotone voiceover er fladere end de smukke Dakota-sletter, filmen er så forelsket i.

Bedømmelse: Dårlig film

Burde have vundet: Goodfellas (vandt kun én Oscar: Joe Pesci for Supporting Actor)

Uha-øjeblikke: White savior-fortælling, dybt ahistorisk, racistisk karikatur

Oscar-facts: Med The Godfather Part III blev Francis Ford Coppolas gangsterfilmserie den første filmtrilogi, hvor hver film blev nomineret til Best Picture.

 

1991 The Silence of the Lambs

Orion Pictures

Instr.: Jonathan Demme

foto: MGM

The Silence of the Lambs er en af de bedste thrillere nogensinde. Den behøver lige så meget introduktion som Anthony Hopkins i rollen som seriemorderen Hannibal Lecter – ingen som helst. Du kender den allerede, selv hvis du ikke har set den. Du kender måden, Lecter stirrer ind i kameraet på fra sin celle; hans uhyggelige evne til at komme under huden på folk (i bogstavelig og overført forstand).

Hopkins vandt en Best Actor for hans rolle i en film, hvor han er til stede i under et kvarter af spilletiden. Så stærk er præstationen simpelthen.

Det meste af tiden følger vi i stedet Clarice Starling (Jodie Foster), en skarp, modig kvinde i træning som FBI-agent, som den kannibalistiske seriemorder bliver fascineret af, efter hun søger hans hjælp med efterforskningen af en anden seriemorder kendt som Buffalo Bill (Ted Levine).

Buffalo Bill er den eneste plet på en ellers udsøgt konstrueret film. Han spiller på gamle, hæslige stereotyper om psykotiske transkønnede, der går helt tilbage til Psycho (1960), endnu et storværk i thriller-genren.

Det er særligt en skam, for filmen er meget opmærksom på kønsroller. Lecter er ikke den eneste, der stirrer efter Clarice Starling, men han synes at være den eneste mand i filmen, der behandler hende med en art af professionel respekt og undgår at objektivisere hende.

Deres dynamik er så elektrisk som nogen i filmhistorien, båret af et stærkt manuskript og instruktion så præcis, at du ikke opdager, hvornår spændingen sniger op på dig. The Silence of the Lambs er meget mere end en genre-film, og det er derfor den blev den første gyser til at vinde den store pris. Det kunne ikke være sket for en bedre film.

Bedømmelse: Mesterværk / Best of the Best

Uha-øjeblikke: Spiller på stærkt transfobiske stereotyper

Oscar-facts: Disney’s Beauty and the Beast blev den første animationsfilm nomineret til Best Picture. The Silence of the Lambs er den tredje og sidste film til at vinde alle fem hovedpriser til Oscar-uddelingen.

 

1992 Unforgiven

Warner Bros.

Instr.: Clint Eastwood

foto: Warner Bros.

Westerns er ikke, hvad de engang var. Fra genrens begyndelse, hvor den ukritisk byggede en mytologi om koloniseringen af det amerikanske kontinent, med heltemodige sheriffer og vilde indianere, til Sergio Leones spaghettiwesterns, der tog den mytologisering til skønne ekstremer, til i dag, hvor mange af genrens grundlæggende præmisser bliver udfordret.

Clint Eastwoods Unforgiven er blandt de første af den slags westerns. I den spiller Eastwood en tidligere lovløs gunslinger, der er som sprunget ud af en tidligere westernfilm, hvor han fandt en lykkelig slutning med kone, børn og gård. Nu er han oppe i årene, konen er død, pengepungen er næsten tom, og en dusør bliver sendt ud på en forbryder, der skar en prostituerets ansigt i stykker.

Han finder sin gamle partner (Morgan Freeman) og drager ud for at tjene nogle penge. Men det er ikke så simpelt. Dusøren er udlovet af kvinderne på et horehus, der har samlet pengene sammen, og byens sherif (Gene Hackman) er en skidt karl, som har sine egne holdninger om dusøren, og om hvordan hovedpersonerne skal behandles.

Unforgiven er en anti-romantisk film, der kigger alvorligt på de dystre sider af western-fortællingen, man normalt ikke skal tænke på: Magtmisbrug, marginaliserede kvinder og hvad en voldelig livsstil kan gøre ved sjælen. Clint Eastwood er selvfølgelig manden bag filmen – han selv er et western-ikon, der allerede i 90’erne begyndte at reflektere over alderdom og forsvundne tider. Han er ikke blevet yngre siden.

Bedømmelse: Udmærket film

Uha-øjeblikke: Intet at rapportere

Oscar-facts: Al Pacino var den første mand nomineret for både Best Actor (The Scent of a Woman) og Supporting Actor (Glengarry Glenn Ross) samme år for to forskellige film. Han vandt Best Actor.

 

1993 – Schindler’s List

Universal Studios / Amblin Entertainment

Instr.: Steven Spielberg

foto: Universal

Når vi kigger på Holocaust, kigger vi på ondskaben selv. Mange bøger og film er blevet lavet, der spørger ind til den ondskabs natur, både dens frygtindgydende umenneskelighed og dens overraskende banale almindelighed. Schindler’s List indeholder det tema, men den er i sidste ende en film om godhedens mirakuløse tilstedeværelse.

Oskar Schindler (Liam Neeson) var mange ting ved anden verdenskrigs begyndelse, men en helt var ikke en af dem. Han var en selvisk, skørtejagende krigsfortjener og svindler, som nød at være i selskab med magtfulde mænd. Han ansatte ikke jøder i sin fabrik for at holde dem ude af arbejdslejre, men fordi de var den billigste arbejdskraft, og derfor ville gøre ham rigere.

Alligevel endte han med at bruge sin formue på at redde over tusinde jøder fra døden. Hvorfor han gjorde det, er så stor en gåde i filmen, som hvorfor SS-officeren Amon Göth (Ralph Fiennes) behandlede jøderne i hans koncentrationslejr som sit personlige skydegalleri.

Schindlers jødiske revisor Itzhak Stern (Ben Kingsley) fortæller ham, efter at have noteret de fanger, der skal flyttes fra udryddelseslejre til Schindlers fabrik, ”The list is life. All around its margins lies the gulf”. Vi ser den kløft i utallige hårde scener. De små beslutninger, mirakler eller uheld, der stod mellem overlevelse og udryddelse for utallige mennesker.

Med Schindlers sidste ord i Spielbergs mesterlige film angrer han over ikke at have gjort mere. Har han ret? Når vi kigger på hans historie, og på så mange andres, er det op til os, om vi husker de liv, der blev reddet, eller pigen med den røde frakke, der endte i et bjerg af lig. Schindler’s List husker begge dele.

Bedømmelse: Mesterværk / Velfortjent vinder

Uha-øjeblikke: Det er en Holocaust-film, så ikke for sarte sjæle

Oscar-facts: Det var et pokkers godt år for Spielberg. Jurassic Park vandt tre Oscars (for lyd og effekter), mens Schindler’s List vandt syv.

 

1994 Forrest Gump

Paramount

Instr.: Robert Zemeckis

foto: Paramount

Du kender allerede filmens koncept. Forrest Gump (Tom Hanks) er en ærlig og kærlig mand fra ærkeamerikanske Greenbow, Alabama, velsignet med fart i benene og en IQ på 75. Trods sine kognitive mangler formår han at blive stjerneatlet, krigshelt, rejebådskaptajn og millionær, og han er pudsigt nok at finde i marginerne på næsten alle store begivenheder i amerikansk historie fra 50’erne og frem.

Mange af filmens sekvenser gjorde brug af dengang forbløffende computereffekter, der f.eks. simulerer en menneskeflok på tusinder ved Lincoln Memorial, eller placerer Gump i selskab med historiske figurer i nyhedsrapportager og interviews.

Samtidig med Gumps skæve fortælling er hans livs kærlighed, barndomsvennen Jenny (Robin Wright), på tour i amerikansk counter culture – en tur i stripbarer, stofmisbrug og forhold med voldelige mænd.

Er Forrest Gump en konservativ fantasi, hvor Gumps evne til at gøre, hvad han bliver bedt om, leder til utroligt held? Er det en satire på den amerikanske drøm? Begge kan argumenteres for.

Selv bemærker jeg, hvordan folk omkring Gump alle har planer med deres liv – Jenny skal være sangerinde, Lt. Dan (Gary Sinise) skal dø på slagmarken, soldaterkammeraten Bubba (Mykelti Williamson) skal købe en båd. Intet går i opfyldelse. Selv de præsidenter og kendisser, Gump møder på vejen, finder uventede slutninger.

Ingen har planer for Gump, for ingen tror, han kan blive noget, før han bliver det. Hans vise mor (Sally Field) har ingen planer for ham, fordi sådan er livet – som en boks med blandet chokolade. Måske er det os, der er idioter for at tro, det er mere kompliceret end det.

Bedømmelse: Fantastisk film

Burde have vundet: Pulp Fiction

Uha-øjeblikke: Intet at rapportere, tror jeg (det er en ret skæv film)

Oscar-facts: Tom Hanks blev den første mand siden Spencer Tracy i 1938 til at vinde to Best Actor Oscars i træk (han vandt for Philadelphia året før)

 

1995 – Braveheart

Paramount

Instr.: Mel Gibson

foto: Paramount

Braveheart er en meget, meget dum film med høje ambitioner og ingen sans for det underspillede. En episk historisk krigsfilm, hvor volden er voldelig, blodet er blodigt, kongen er kongelig, forræderne er forræderiske, heltene er heltemodige og hovedpersonens sidste ord er ”FREEDOOOOM!”

Det er oprørslederen William Wallace (Mel Gibson), en fodnote i skotsk historie fra omkring år 1300, der i Braveheart lander et sted på helteskalaen mellem George Washington og Jesus Kristus. Efter hans kone bliver dræbt af den tyranniske engelske besættelse, bringer han næsten alle skotter under ét banner i kampen for frihed.

Braveheart har cirka lige så meget at gøre med ægte britisk historie som Ringenes herre. Det gælder alt fra filmens tidslinje, der ikke stemmer med faktiske årstal, til de mest åbenlyse detaljer: Skotterne spiller sækkepibe iført kilt århundrede inden nogen af delene fandtes, og kampen om Sterling Bridge kunne måske have brugt en bro.

Skide være med det, hvis historien er velskrevet, ikke? Men historien er så hamrende selvhøjtidelig og klichéfyldt, at kun dens sandhed ville være et rimeligt forsvar. Udover spektakulære stridsscener, som Game of Thrones (2011-19) tog et par noter på, har Braveheart ikke andet end at tage sig til end at lovprise Gibsons hovedrolle så meget, at filmens fiktion bøjer sig omkring ham.

Braveheart er skamløs i sin ahistoriske nationalisme, sin amerikanisering af det skotske oprør og sin instruktørs fascination med martyrdom, vold og maskulinitet, at man næsten må beundre den. Men også kun næsten.

Bedømmelse: Dummere end historikerne tillader

Burde have vundet: Heat (ingen nomineringer, hvad pokker sker der?)

Uha-øjeblikke: Skider hårdt på historisk realisme, og drysser lidt homofobi oveni for god ordens skyld

Oscar-facts: Emma Thompson blev den første person til at have vundet en Oscar både som manuskriptforfatter (for Sense and Sensibility fra 1995) og skuespiller (Howard’s End fra 1992).

 

1996 The English Patient

Miramax

Instr.: Anthony Minghella

foto: Buena Vista International

The English Patient føles til tider som en film, nogen har fundet på. En film, der i et fiktivt univers spiller på lærredet i en komediefilm eller Simpsons-episode, så det virkelige publikum med det samme forstår, hvad for en type film, det drejer sig om.

Det er en film om anden verdenskrig med eksotiske location-fotografi, en hed romance mellem folk med accenter, en flashbackstruktur, der lader den være lige dele tragedie og feel good film om at nyde det liv, man har. Den er ikke forfærdelig dårlig på nogen måde, men dens ni Oscars lyder som lidt i overkanten.

Romancen er en hed affære mellem den ungarske opdagelsesrejsende Almásy (Ralph Fiennes) og britiske Katharine Clifton (Kristin Scott Thomas), der sammen udforsker Saharaørkenen inden krigen bryder ud. I krigens sidste år følger vi Almásy, dækket af bandager og nær døden efter et flystyrt, mens han bliver set til af en varmhjertet fransk-canadisk sygeplejerske (Juliette Binoche).

Ørkenen er smukt fotograferet, men blegner i sammenligning med f.eks. Lawrence of Arabia (1962). Dens drama i verdenskrigens skygge rammer alle beats uden helt at overbevise som Casablanca (1943) gør – og dens historiske romance ville overskygges enormt af det følgende års vinder. Der mangler en x-faktor, der gør The English Patient til noget særligt – og Juliette Binoche’s smil tæller ikke!

Der er værre film at vælge, hvis man bare vil se lækre skuespillere med accenter begære, forføre og elske med hinanden – Fiennes og Thomas slår gnister mellem sig, og Binoche får sig en kort, sød affære med en indisk officer (Naveen Andrews). Men stjernernes kemi redder ikke The English Patient fra at føles underligt kunstig.

Bedømmelse: Ikke værst, ikke Best

Burde have vundet: Fargo

Uha-øjeblikke: Intet at rapportere

Oscar-facts: Fire af årets fem Best Picture-nominerede var fra indiefilmstudier.

 

1997 Titanic

Paramount / 20th Century Fox

Instr.: James Cameron

foto: 20th Century Studios

Er Titanic efterhånden gammel nok til, at vi kan erklære den en klassiker? James Camerons ambitiøse storfilm om romancen mellem Rose (Kate Winslet) og Jack (Leonardo DiCaprio), der afbrydes af det berømte skibsforlis, vil snart blive snakket om i samme åndedrag som The Sound of Music (1965) eller Gone With the Wind (1939) som Hollywood, når det er allerstørst og allerbedst.

Ja, historien er simpel på overfladen – romance på tværs af klasseskæl med tragisk slutning – men man undervurderer ofte, hvor svært det er at gøre det simple så universelt, som Cameron gør. Der er brugt meget omtanke for at gøre filmen tidløs, og tidløs blev den.

Selv de enorme special-effects sekvenser i anden halvdel, hvor Titanic skifter gear til disaster movie, virker stadig i dag, takket være et fantastisk mix af praktiske og digitale effekter og et skarpt øje for detaljer.

Men før man husker det forbløffende spektakel, husker man karaktererne og deres historie – dansescenen under dæk; det store kys ved agterstavnen; ”paint me like one of your French girls.” Man får nærmest flashbacks, når filmens ikoniske musik lyder fra højttalerne.

Titanics melodrama føles som enorm tragedie, dens klichéer føles som genfortalt mytologi, dens masseunderholdning som oprigtig kunst. Det er udødelig filmmagi for alle pengene.

Bedømmelse: Mesterværk / Velfortjent vinder

Uha-øjeblikke: Intet at rapportere

Oscar-facts: Titanic deler rekorden for flest nomineringer (14) og flest Oscars vundet (11). Det er stadig den eneste film med begge rekorder på én gang.

 

1998 Shakespeare in Love

Miramax

Instr.: John Madden

foto: Universal

Ja, Saving Private Ryan burde absolut have vundet prisen dette år, men det betyder ikke, at Shakespeare in Love er en dårlig film. Det er en sød, morsom romantisk komedie med et charmerende cast, der formår at menneskeliggøre selveste William Shakespeare.

William (Joseph Fiennes) præsenteres som hvad han egentlig var: en hårdt arbejdende forfatter med en deadline at nå og et bredt publikum at tilfredsstille. Han sidder og mangler inspiration, og finder det i Viola de Lesseps (Gwyneth Paltrow), en smuk adelskvinde, han falder hårdt for, og deres hemmelige romance giver ham idéen til Romeo og Julie.

Ahistorisk? Helt bestemt, men Shakespeare in Love er en komedie med nok vink mod publikum og litterære referencer til at slippe af sted med det. Ganske passende involverer filmen også leg med kønsroller i klassisk Shakespeare-stil, da Viola forklæder sig som mand for at spille i sin elskers teater.

Der er en tydelig kærlighed for skuespillets kunst og Shakespeares værker, selvom et utal af unøjagtigheder vil irritere de største fans af barden, og selvom slutningen (en scene, der vandt Judi Dench en Oscar) er noget af det værste deus ex machina-gøgl, en Hollywoodfilm nogensinde har begået.

I det hele taget er John Maddens film uperfekt, men harmløs. Langt fra de høje standarder, Akademiet burde holde for Best Picture-statuetten.

Bedømmelse: Fin film

Burde have vundet: Saving Private Ryan

Uha-øjeblikke: Den centrale præmis er historisk forkert. Romeo og Julie var baseret på en eksisterende historie.

Oscar-facts: Både Judi Dench og Cate Blanchett var nomineret til Oscars for at spille Elizabeth I i to forskellige film. Dench vandt for Supporting Actress.

 

1999 American Beauty

Dreamworks

Instr.: Sam Mendes

foto: Dreamworks

Årene har ikke været venlige ved American Beauty, selvom den stadig har sine tilhængere og sin plads i Hollywoods filmkanon. Den centrale præmis – en forstadsfar, der kæmper sig ud af en midtvejskrise efter at forelske sig i sin teenagedatters veninde – giver en underlig smag i munden, særligt da hovedfiguren Lester Burnham er spillet af nutidige persona non grata Kevin Spacey.

Filmen var selvfølgelig provokerende i sin tid, og slipper nogenlunde af sted med idéen, da den viser empati og forståelse for Lesters tankegang og situation uden at glorificere ham. Hans eksistentielle utilpashed, med en utro kone, en datter, han aldrig snakker med og et job, der langsomt slår hans sjæl ihjel, er så gennemført præsenteret, at selv et crush på en teenager føles som et triumfalt brud med det normale.

Sam Mendes må roses til skyerne for at holde tone-balancen i American Beauty. Meget af filmen er komisk farce, men sørgmodigheden sidder alligevel så dybt, at man ikke kan kalde den en komedie. Finalen sidder et sted mellem tragedie, screw-ball misforståelseskomik og krimi.

Man kan justere sit fokus, når man kigger på filmen, og se en meditation på moderne meningsløshed og søgen efter skønhed og livsglæde. Men det er svært at holde den fokus i dag. En scene i filmen viser for eksempel, hvordan naboen mistænker Kevin Spacey for at være i et intimt forhold med en teenagedreng – men det er en selvfølgelig en stor misforståelse.

Der er noget passende ved, at en film så optaget af tabt ungdom selv har ændret sig så meget med årene.

Bedømmelse: Udmærket (men problematisk) film

Burde have vundet: The Matrix, Magnolia eller Eyes Wide Shut (1999 var lidt af et film-år)

Uha-øjeblikke: Øhm… ja

Oscar-facts: Meryl Streep fik sin tolvte nominering for skuespil dette år, og stod derved lige med Katharine Hepburns rekord. Streep er i dag rekordholderen med hele 21 nomineringer.

Kommentarer