Af Gustav Stubbe Arndal
I ugerne op til Oscar-ceremonien den 25. april gennemgår jeg samtlige vindere af Best Picture-prisen. Du kan læse om 70’erne her.
1980’ernes Hollywood-film var opdelt mellem de sædvanlige, prestige-fyldte dramaer med store stjerner, og den nye trend, der ville stå på helt frem til i dag: blockbusteren.
Star Wars (1977) begyndte i 70’erne, men trilogien fortsatte ind i 80’erne og etablerede en franchise, der stadig dominerer popkulturen i dag. Steven Spielberg, der satte sit mærke på 70’erne med blandt andet Jaws (1975) og Close Encounters of the Third Kind (1977), satte nu sit mærke på 80’erne med E.T. (1982) og Indiana Jones-trilogien (1981-89).
Blockbustere gjorde, hvad musicals plejede at gøre for de store filmstudier – de viste et spektakel, kun Hollywood kunne lave, og fik folk i biograferne i hobetal trods konkurrence fra nye medieformer (i denne omgang hjemmevideo).
Forskellen var, at markedsføringen af blockbustere afhang af vidunderlige koncepter og effekter, og ikke af glamour, star-power eller prestige på den røde løber. Men karakter-drevne, historiske dramaer og udfordrende krigsfilm kunne sælge sig på den måde – og som The Deer Hunter (1978) havde påvist, kunne det gøres gennem Oscar-showet.
Syv af de ti Best Picture-vindere fra 80’erne var historiske drama af en eller anden art. Ingen af dem repræsenterede blockbuster-bevægelsen, der definerede årtiet. En del af dem var finansielle megahits, men denne tid var begyndelsen på et skæl mellem, hvad Akademiet værdsatte, og hvad der faktisk fik folk ud i biograferne.
1980 – Ordinary People
Paramount Pictures
Instr.: Robert Redford
Ordinary People er en af de mest underspillede, jordnære film til nogensinde at vinde en Best Picture. Den fortæller et intimt drama om en forstadsfamilie, der langsomt går i opløsning, efter den ene søn omkommer i en bådulykke, og hans lillebror forsøger at begå selvmord i eftermælet.
Vi følger den overlevende søn Conrad (Timothy Hutton) til terapi, til middagsbordet og i skolen, hvor hans klassekammerater ikke forstår hans traumer, og intet helt kan blive normalt igen. Det forhindrer ikke hans mor (Mary Tyler Moore) i at fortsætte, hvor hun slap med forstadsidyllet.
Hendes næsten psykotiske insisteren på at vende tilbage til det ”normale” bringer splid med faren (Donald Sutherland), og han må se i øjnene, at han måske ikke kendte den kvinde, han giftede sig med.
Ordinary People var den første film, Robert Redford instruerede, og som mange skuespillere, der stiller sig bag kameraet, er han meget fokuseret på karaktererne. Det hele foregår i de tre hovedpersoners følelser, og vi mærker det stille og roligt, som om tidevandet sniger sig ind og drukner deres families sammenhold.
Filmen er, ligesom Kramer vs. Kramer (1979), der vandt året før, særligt interesseret i kernefamiliens opbrud og nye tanker om familie, psykologi og uegnede mødre. Den er også, ligesom Kramer, et gribende drama, der fanger noget ægte og menneskeligt.
Bedømmelse: Udmærket film
Burde have vundet: Raging Bull
Uha-øjeblikke: Behandler temaer om PTSD, depression og selvmord
Oscar-facts: Robert Redford var den første af en række skuespillere, der vandt sin første Oscar for instruktion i stedet for skuespil. Han var den første til at vinde en Best Director for sin debutfilm siden Delbert Mann i 1956.
1981 – Chariots of Fire
Warner Bros.
Instr.: Hugh Hudson
Chariots of Fire er ikke gået over i filmhistorien som andre film på denne liste, og det er der en grund til. I den ser vi historien om Eric Liddell (Ian Charleston) og Harold Abrahams (Ben Cross); to britiske atleter, der vandt medaljer i løb til de Olympiske Lege i 1924.
Liddell var en dybt religiøs kristen fra Skotland, der blev berømt for at nægte at løbe på sabbatten til olympiaden. Abrahams var en jødisk studerende fra Cambridge, der forsøgte at overkomme tidens fordomme ved at brillere i løb.
Chariots of Fire er en meget britisk film, fyldt med overklasse-gentlemen og universitetssnobber i jakkesæt, der snakker sammen over en kop te. Den er også en dybt nostalgisk film, præsenteret i en rammefortælling om den ene hovedpersons begravelsestale for den anden.
Filmens mest kendte scene kommer i starten, hvor en opløftende, længselsfuld klavermelodi med et elektronisk beat spiller over billederne af de unge mænd, der løber ned ad stranden. Det er den følelse, filmen drejer sig om: den uskyldige glæde ved dyrkelse af sport, udmærkelsen for udmærkelsens skyld.
Desværre er meget af filmen fyldt med knastør dialog, intetsigende bipersoner (måske på nær Ian Holm som Abrahams personlige træner) og inspirerende taler, der ikke er nær så inspirerende som bare at se de unge mænd spæne af sted – gerne i slowmotion.
Bedømmelse: Middelmådig
Burde have vundet: Reds eller Raiders of the Lost Ark (begge nominerede)
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Vinderne i skuespilkategorierne havde en rekordhøj gennemsnitsalder på 70,75 år.
1982 – Gandhi
Columbia Pictures
Instr.: Richard Attenborough
Der er nok ingen figurer i det 20. århundrede så nærmest religiøst ikoniske som Mahatma Gandhi. Det krævede derfor enorme ressourcer og ambitioner at forsøge at dramatisere hans liv (og derigennem den indiske befrielseskamp) på film. I den kontekst er Gandhi en triumf på alle fronter.
Fra en hændelse, hvor han som ung advokat bliver smidt af toget i apartheid Sydafrika, til attentatet på ham i 1948 skildrer Richard Attenboroughs 3 timer lange biografi Gandhis udvikling fra radikaliseret intellektuel til spirituel leder for en ny nation.
Alle filmens minutter hægter sig på Ben Kingsley i hovedrollen, og han leverer en af filmhistoriens bedste præstationer. Hans forvandling i filmens løb forekommer naturligt, og selvom Gandhi er en fjern, helgenagtig skikkelse, fylder Kingsley ham med menneskelighed og humor såvel som politisk og filosofisk skarphed.
Han er bakket op af et stærkt cast og en storslået produktion med hundredvis af ekstras iklædt talrige kostumer fra perioden, og smukt fotografi af de indiske landskaber.
Filmen bruger måske lidt meget tid på britiske karakterer, der ser Gandhi og Indien udefra, men det er forståeligt nok, da Gandhi er tilegnet det vestlige publikum. Der er også samtaler, man kan have, om mytologisering eller historiske unøjagtigheder.
Det føles alt sammen lidt underordnet i sidste ende. Gandhi er en rigtig god film med en hovedrolle i verdensklasse, der fortæller en af de vigtigste, mest inspirerende sande historier fra det 20. århundrede.
Bedømmelse: Fantastisk film
Burde have vundet: E.T. (det mente Attenborough selv, og jeg skal ikke til at sige, han tog fejl)
Uha-øjeblikke: Filmen springer vel at mærke over Gandhis mindre dejlige sider (han var egentlig ret racistisk mod sorte…)
Oscar-facts: Bhanu Athaiya blev den første inder til at vinde en Oscar, for hendes kostumering i Gandhi.
1983 – Terms of Endearment
Paramount Pictures
Instr.: James L. Brooks
Teaterinstruktøren James L. Brooks’ første film afrundede den korte trend af Best Picture-vindere, der var samtidsbilleder om familier i konflikt. Terms of Endearment følger den ubehøvlede og ikke så lidt kontrollerende Aurora (Shirley Maclaine) og hendes voksne datter Emma (Debra Winger), som flytter hjemmefra og gifter sig med en fyr (Jeff Daniels), moren ikke bryder sig om.
Aurora er imidlertid enlig og aldrende og omgivet af bejlere, hun knapt tolererer. Hun bliver involveret med naboen, en pensioneret astronaut (Jack Nicholson) med lige så meget ben i næsen, som hun har.
Filmen er enormt morsom uden at miste virkelighedsfornemmelsen. Mange af dens bedste scener følger karaktererne, mens de forsøger at være kontrollerede, selvom de er i følelsernes vold, og den akavede energi, der opstår, når forventninger ikke mødes, og man taler forbi hinanden.
Man når lige at slappe af, når man vænner sig til filmens rytme og ser, hvordan mor og datter vedligeholder kærligheden trods deres problemer med mændene i deres liv… Indtil historien tager en tragisk drejning, og så er det om at finde lommetørklædet frem.
Terms of Endearment er, ligesom livet, fyldt med almindelige, fejlbarlige mennesker, der gør deres bedste for at holde rette kurs. Den har humor og hjerte i rigelige mængder og et par fantastiske hovedroller – men igen, husk lommetørklædet!
Bedømmelse: Udmærket film
Burde have vundet: The Right Stuff
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: James L. Brooks vandt hele tre Oscars for sin debutfilm (som producer, instruktør og manuskriptforfatter)
1984 – Amadeus
Orion Pictures
Instr.: Miloš Forman
Amadeus ser ud til at passe godt ind blandt 80’ernes store historiske dramaer om virkelige figurer, men den er alt andet end konventionel. Den er vild, uforudsigelig, morsom og underligt dyster for en film om aristokraters smålige rivalrier i 1700-tallet.
Det er historien om Wolfgang Amadeus Mozart (Tom Hulce), som fortalt af rivalkomponisten Antonio Salieri (F. Murray Abraham), der siges at være ansvarlig for det unge genis død. Vinklen er værkets egen genistreg, for hvor Mozart er en endeløst fascinerende figur, er han også svær at relatere til.
Salieri, derimod, er nem at forstå. Han vier sit liv til at skabe smuk musik for at udtrykke sin kærlighed for Gud og Hans gave, og så ankommer en barnlig, uhøflig, flamboyant knægt, der kan skabe langt bedre musik i søvne. Salieri er mere talentfuld end sine kollegaer, men det betyder bare, at han er den eneste, der rigtig ved, hvor meget bedre Mozart er.
Kontrasten mellem musikken skrevet af Salieri og de andre komponister i det østrigske hof og Mozarts ikoniske toner viser også klart, hvor særegent vidunderbarnet var, trods samtiden ikke anerkendte ham i samme grad, som vi gør i dag.
Amadeus er i det hele taget forbandet underholdende, båret af to stærke hovedroller med en helt unik dynamik, man ikke kan definere i så få ord. Hvis den talte som en musical, ville den nok være den bedste af slagsen til at vinde en Best Picture. Men det ville være en skam at reducere den til en bestemt genre.
Bedømmelse: Mesterværk / Velfortjent vinder
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Tom Hulce og F. Murray Abraham var begge nomineret til Best Actor for samme film (Abraham vandt). Det er ikke sket siden.
1985 – Out of Africa
Universal Pictures
Instr.: Sidney Pollack
Meryl Streep spiller Karen Blixen. Mit danske hjerte er allerede vundet! Sidney Pollacks episke filmatisering af ”Min afrikanske farm” skildrer Blixens erindringsværk som en svælgende romance i et land ramt af kolonisering, men endnu ikke tæmmet af det.
Blixen flytter dertil og begynder en kaffeplantage sammen med sin ret så kedelige ægtefælle Bror – han ser i hvert fald kedelig ud i sammenligning med Robert Redford, der her spiller en jæger, som er lige så forgabt i det kenyanske landskab, som Blixen bliver i ham.
Det er lutter billedskønne scener og velskreven romantisk dialog og drama hele vejen til slutningen. Men der er ikke så meget at bide tænderne i; hele filmen synes at være standard Hollywood storladenhed med masser af charme, men ikke nær så meget personlighed.
Også lidt problematisk er filmens forhold til kolonialisme. Streep bruger meget tid på at blive venner med en lokal stamme og lære dem medicin og læsning, mens Redfords karakter udviser en stor respekt for landets oprindelige beboere og en foragt for de vestliges arrogance – mon han havde syntes så godt om denne film?
Out of Africa er ikke en dårlig oplevelse, men af alle Best Picture vindere er der ingen tvivl om, at netop denne udkom i midten af 80’erne.
Bedømmelse: Fin film
Burde have vundet: Ran (nomineret for Art Direction, Cinematography og Directing, vandt for Costume Design)
Uha-øjeblikke: Leger med white savior tropen.
Oscar-facts: The Color Purple, Spielbergs første store dramafilm, fik 11 nomineringer uden at vinde en eneste Oscar; en rekord, den deler med The Turning Point (1977).
1986 – Platoon
Orion Pictures
Instr.: Oliver Stone
Otte år efter The Deer Hunter og syv år efter Apocalypse Now ankom Platoon – en film om vietnamkrigen, der fjernede stilisering og fiktionalisering til fordel for en mere rå, realistisk fortælling delvist baseret på instruktøren Oliver Stones egne oplevelser på fronten.
Charlie Sheen spiller hovedrollen, en collegedreng, der ligesom Stone meldte sig frivilligt. Han oplever kaotiske skududvekslinger og søvnløse nætter i den tætte jungle og krigsforbrydelser begået af hans egen deling.
Krigen ser hverken spændende eller dramatisk ud i Platoon. Det er kaos, og ikke det underholdende, absurde kaos, man finder hos Coppola eller Kubrick, men den slags, hvor man ikke ved, hvor man er, hvad man skyder efter, eller hvorfor ens kammerater dør til højre og venstre.
Sheen bliver hjulpet på vej af Tom Beringer og Willem Dafoe som to stridige, hårdnakkede sergenter, hvis magtkamp bringer lige så meget fare som junglen selv.
I dag er Platoon ofte overset, men den burde være bedre kendt som den definitive vietnamfilm, der formåede at udtrykke krigens meningsløshed uden at ophøje den til mere end det blodbad, det egentlig var.
Bedømmelse: Fantastisk film / Velfortjent vinder
Uha-øjeblikke: Afbilleder drab af civile og lignende krigsforbrydelser
Oscar-facts: Children of a Lesser God blev den første film med kvindelig instruktør nomineret til Best Picture. Dens stjerne, Marlee Matlin, var den første døve skuespiller til at vinde en Oscar.
1987 – The Last Emperor
Columbia Pictures
Instr: Bernardo Bertolucci
Det er fintekniske definitioner, der placerede denne film, instrueret af italienske Bernardo Bertolucci og med et hovedsageligt asiatisk cast, uden for Foreign Language kategorien. Uheldigt for de andre nominerede, for den episke fortælling om Kinas sidste kejser vandt ni Oscars ud af ni nomineringer.
Puyi (spillet som voksen af John Lone det meste af filmen) bliver kronet kejser, inden han fyldte tre. Han boede i Den Forbudte By, det mest pragtfulde gyldne bur i verden, hvor tusinde tjenestepiger og eunukker fulgte og tjente ham overalt. Men efter revolutioner, verdenskrig og en tur i en sovjetisk fangelejr ville han ende sine dage som en almindelig gartner.
Det er en vanvittig sand historie, og den bliver nok aldrig fortalt bedre, end den blev her. På mirakuløs vis fik Bertolucci og hans hold lov til at filme i den faktiske Forbudte By, og resultatet går over i filmhistorien. Der er få filmoplevelser så forbløffende som at se en folkeskare af tjenere og vagter bøje sig i støvet for den 3-årige Puyi, der står ved toppen af paladsets trapper.
Denne storhed hjælper også resten af filmen, hvor kejseren må forsøge at leve uden magt, luksus eller tjenere. Han er en endeløst fascinerende figur, flot spillet af John Lone, men han formår ikke at skinne over filmens overdådige produktion. The Last Emperors billeder sidder med dig længere end den historie, den fortæller.
Bedømmelse: Fantastisk film / Velfortjent vinder
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: For første gang var alle fem Best Director-nominerede født uden for USA.
1988 – Rain Man
United Artists
Instr.: Barry Levinson
Det er i dag svært at tro, at en film som Rain Man kunne tjene flere penge end Ghostbusters (1984), Back to the Future (1985) eller Return of the Jedi (1983), men 80’ernes filmpublikum havde stadig plads til karakterdrevne film med verdensberømte skuespillere – så længe de var så gode som Rain Man.
Barry Levinsons hitfilm handler om Charlie Babbitt (Tom Cruise), en selvoptaget luksusbilhandler, der efter sin fraværende fars død opdager, at han har en svært autistisk bror ved navn Raymond (Dustin Hoffman), der har modtaget det meste af farens arv. Charlie kidnapper sin bror og forsøger at gøre sig til hans værge for at vinde arven, men på det lange road trip, der følger, lærer han sin bror bedre at kende.
Dustin Hoffman brillerer i rollen som Raymond, der mildest talt er en udfordrende karakter. Tricket ved Rain Man er, at Raymond aldrig rigtigt kan udtrykke følelser som kærlighed, længsel eller glæde, men vi lærer alligevel – ligesom Charlie – at holde af ham.
På den måde er Tom Cruise filmens emotionelle anker. Det er hans rolle, der tilføjer mening og hjerte til fortællingen, som Hoffmans skuespil fundamentalt ikke er i stand til.
Rain Man har to stærke hovedroller, et solidt manuskript, simpel instruktion og en hjertevarm fortælling. Gid det stadig var alt, der skulle til for at lave et megahit.
Bedømmelse: Udmærket film
Uha-øjeblikke: Filmens portrættering af autisme har sat sig i popkulturen og ledt både til større forståelse, men også misforståelser omkring emnet.
Oscar-facts: Sigourney Weaver blev den første skuespiller til at være nomineret to gange samme år uden at vinde en Oscar.
1989 – Driving Miss Daisy
Warner Bros.
Instr.: Bruce Beresford
Driving Miss Daisy er arketypen på Hollywoods tonedøve dramatiseringer af racerelationer, der er lavet for at trøste (i stedet for at udfordre) det hvide publikum. Den har værdige kvaliteter som film, fra skuespil til produktion, men det er svært at ignorere dens kontekst, når man bedømmer den.
Filmen er baseret på det Pulitzer-vindende stykke af samme navn om den 72-årige Daisy (Jessica Tandy) og den midaldrende afroamerikaner Hoke (Morgan Freeman), som Daisys søn hyrer som hendes chauffør. Vi følger deres forhold gennem 25 år, fra 1946 til 1971.
Daisy er en hvid, jødisk pensionist, der bestemt ikke bryder sig om Hoke, men i løbet af filmen (og stop mig, hvis du har hørt den før) lærer hun at være mindre racistisk og bliver nære venner med den høflige chauffør.
Trods Morgan Freemans betydelige charme er Hoke filmens største problem. Han er en nærmest urealistisk fejlfri person, en model minority, der udviser umenneskelig tålmodighed, loyalitet og ydmyghed over for sin hvide arbejdsgivers endeløse kritik.
Hun er blind over for den undertrykkelse, han oplever som sort mand i sydstaterne, og han må stå model til meget fra hende. Samtidig ved vi næsten intet om Hokes liv uden for sit job. Han har sin egen familie og nok sine egne drømme, men filmen foretrækker Daisys perspektiv hele vejen.
Der er en scene i filmen, hvor Daisy tager til et selskab, hvor Martin Luther King, Jr. holder tale, mens hun efterlader Hoke i bilen, hvor han kun kan lytte med på radioen. I talen snakker King om de velmenende folk, der ikke bekæmper racisme, og derved er en del af problemet.
Er Driving Miss Daisy klar over, at den ligeledes er en del af problemet?
Bedømmelse: Øv
Burde have vundet: Do the Right Thing (kun nomineret for Original Screenplay og Supporting Actor)
Uha-øjeblikke: Model minority-arketypen, meget klodset håndtering af racepolitik
Oscar-facts: Jessica Tandy er den ældste vinder af en Best Actress. Hun var 80 år gammel, da hun modtog prisen.
Kommentarer