Af Gustav Stubbe Arndal
I ugerne op til Oscar-ceremonien i april gennemgår jeg samtlige vindere af Best Picture-prisen. Du kan læse om 60’erne her.
Fra 60’ernes slutning op igennem 70’erne var Hollywood det vilde vesten. Næsten alle rester af de gamle studiers produktionsmetoder var borte, store musicals i stort format tjente ikke pengene og nye, spændende instruktører kom på banen. Alt var muligt.
Tendenserne gik meget på opgøret med Hollywoods sterile glansbillede. Der var kriminalitet, men en ussel slags, der ikke var nær så pæn som i f.eks. Film Noir. Der var seksualitet, men nu med faktiske sex-scener og åben snak om emnet i stedet for indikerende blikke og tætsiddende kjoler på timeglasfigurer. Der var vold, men nu kunne det gøre ondt, blodet kunne sprøjte og hovedpersonen kunne være drabsmand uden at skulle straffes i sidste ende.
De mest ekstreme sider var pornografifilm, blacksploitation og den hurtigt udviklende gyser-genre, alle vigtige dele af amerikansk film i 70’erne, men Oscar-showet holdt sig hovedsageligt inden for vante rammer: store skuespillere i store karakterdramaer. For selvom vold og sex solgte, så solgte gode, prestigefyldte film også – nogle gange rekordmeget.
Noget markant ved 70’ernes Best Picture vindere er, hvor meget personlighed, der er i dem. Borte er standardiseringen fra Hollywoods samlebånd – alt fra farverne til billedformatet til klipningen blev leget med for at tilføje filmskabernes personlige aftryk, og filmmusikken tog enorme spring.
Heldigvis for de store selskaber, ankom den næste guldmine omkring årtiets midte: den special-effects-fyldte blockbuster. The Exorcist (1973) og Jaws (1975) indtog biograferne og tjente kassen, og Star Wars (1977) startede en franchise, der tog verden med storm. Filmmaskinen skiftede gear fra prestige-dramafabrik til blockbuster-laboratorie.
1970’ernes Best Picture vindere har en diversitet i genre, toneleje og budgetniveau, der er forfriskende, men det ville ikke vare ved. I det næste årti ville Oscars udvikle sig til marketing-arm for dyre dramaer.
1970 – Patton
20th Century Fox
Instr.: Franklin J. Schaffner
”Now, I want you to remember that no bastard ever won a war by dying for his country. He won it by making the other poor, dumb bastard die for his country.”
Med den første af mange udødelige dialoglinjer begynder Patton, en tre timer lang film skrevet af Francis Ford Coppola om krigsgeneralen George S. Patton, spillet af den fuldstændigt formidable George C. Scott.
Patton var en berømt og berygtet amerikansk krigsgeneral, der bekæmpede Rommel i Nordafrika under anden verdenskrig og siden ledte amerikanske tropper på angrebsmarch gennem hjertet af Europa omkring krigens slutning. Han var et strategisk geni, en inspiration for sine mænd og en modstander, nazisterne frygtede over alle andre.
Han var også skingrende skør på en del måder: han mente selv, at han var en reinkarneret soldat fra utallige historiske slag; han havde en personlig revolver med et elfenbensgreb; han havde ingen sympati for PTSD eller lignende psykiske mén, soldater kunne lide under. Han elskede krig.
Filmens lange spilletid er fyldt med imponerende krigsscener, utallige bipersoner, sets og effekter, men handler i sidste ende om at prøve at forstå Patton. Anden verdenskrig var, på sin vis, den sidste krig, en fyr som ham kunne deltage i – den kolde krig kunne ikke tolerere hans direkthed.
Bliver krigen, eller Patton, romantiseret? Eller handler filmen bare om en mand med romantiske idéer om krig? Det er svært at udpege forskellen, men det er også svært at tage øjnene fra ham uanset. Patton har ikke meget andet end sin ikoniske hovedperson, men den er værd at se bare for dén alene. Han var en stor mand, hvad det så end betyder længere.
Bedømmelse: Udmærket film / Velfortjent vinder
Uha-øjeblikke: Patton var en del mere sympatisk for nazisterne, end der præsenteres i filmen – men den er ganske akkurat om, hvor meget han foragtede kommunister.
Oscar-facts: George C. Scott blev den første skuespiller, der afviste sin Oscar (han vandt selvfølgelig for Patton) – han erklærede, at kapløbet var nedladende for skuespillere.
1971 – The French Connection
20th Century Fox
Instr.: William Friedkin
The French Connection er en af de film, der var markant moderne i sin tid, men nu virker ret gammeldags. Ligesom Midnight Cowboy (1969) foregår den i en faldefærdig, uglamourøs version af New York. Der er graffiti på murene, koldt vintervejr uden megen julestemning og masser af kriminalitet.
I midten af det har vi Gene Hackman som detektiv Jimmy ”Popeye” Doyle, der sammen med partneren Cloudy (Roy Scheider) får færten af en sammensværgelse, som involverer en fransk heroinsmugler. Ligesom Dirty Harry fra samme år er ”helten” en politibetjent, der bruger beskidte kneb for at få arbejdet gjort, koste hvad det vil.
Med andre ord politivold. Heldigvis består det meste af filmen af velinstruerede, ikkevoldelige scener, hvor detektiverne skygger deres mål gennem Manhattans gader og metro. The French Connection har en nærmest dokumentarisk tilgang til fotografi, men en klar klipning, der altid har fortællingen i fokus.
Så er der selvfølgelig den berømte biljagt, hvor Popeye ræser med et højbanetog for at fange en forbryder. Friedkin og fotografen Owen Roizman placerer os i bilens perspektiv, mens den hårdnakkede detektiv med nød og næppe undgår sammenstød i krydsene. Det er en stærk scene, men også så indflydelsesrig, at den måske ikke føles som noget særligt længere.
The French Connection er ikke en dårlig film, men årene har ikke været venlige ved den, og ligesom så mange andre politifortællinger har de sidste års debat omkring politivold givet den en uheldig kontekst. Dens rå realisme føles nu mere som en kedelig, kynisk pessimisme.
Bedømmelse: Ikke værst, ikke Best
Burde have vundet: The Last Picture Show
Uha-øjeblikke: Godt med politivold og magtmisbrug, og en ret så fordomsfuld hovedperson
Oscar-facts: Efter 20 år i Europa vendte Charlie Chaplin tilbage til Hollywood, hvor han dette år modtog en æres-Oscar for sin historiske karriere. Han modtog også en 12-minutters klapsalve – den længste i showets historie.
1972 – The Godfather
Paramount Pictures
Instr.: Francis Ford Coppola
Det føles formålsløst at prøve at sige noget nyt om The Godfather. Siden den indtog biograferne i foråret ’72 og blev den bedst tjenende film nogensinde, er den blevet synonym med ”mesterværksfilm”. Den almene holdning er, at det er en af de største, bedste Hollywood-film nogensinde, og den almene holdning har i denne omgang ret.
Men med den status er det nemt at glemme The Godfathers mere beskedne oprindelse. Paramount havde rettighederne til en bestseller, de gerne ville filmatisere, og de hyrede Francis Ford Coppola, en relativt ukendt ny instruktør lavt nede på deres ønskeliste. De valgte ham hovedsageligt, fordi han var italiensk.
Coppola hyrede også en række ukendte ansigter til filmen: Al Pacino, Robert Duvall, Diane Keaton… Marlon Brando var selvfølgelig verdensberømt, men hans karriere havde taget et dyk i løbet af 60’erne. I dag er hans version af mafiabossen Don Vito Corleone en af de mest ikoniske præstationer i filmhistorien.
Alle dele af The Godfather er af udsøgt kvalitet, fra fotografi til skuespil til den berømte musik, og alligevel samles delene til noget endnu større og bedre. Mest forbløffende er, hvor skarpt skruet sammen filmen er. Dens 177 minutter kan virke overvældende, men den spilder ikke ét af dem. Det er nærmest kedeligt at rose filmen – dens kvalitet er blevet en selvfølge.
Underligt nok kan man sige, at The Godfather ikke var den største vinder til Oscar-showet. Bob Fosses moderne musical-storværk Cabaret dominerede showet med otte Oscars. Det var den slags film, Akademiet normalt ville støtte så meget, de kunne. Det eneste problem var, at den var oppe imod The Godfather.
Det er næsten unfair.
Bedømmelse: Mesterværk / Best of the Best
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Cabaret satte rekord, da den vandt otte Oscars uden at vinde Best Picture. Marlon Brando blev den anden skuespiller til at afvise sin Oscar, da han ville protestere imod Hollywoods behandling af indianere.
1973 – The Sting
Universal Pictures
Instr.: George Roy Hill
Før Brad Pitt og George Clooney i Ocean’s Eleven (2001) var der Robert Redford og Paul Newman i The Sting. De rotter sig endnu en gang sammen med George Roy Hill, der også instruerede dem i Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969), og denne gang går turen til den kriminelle underverden i 1930’ernes Chicago.
Redford er en ung, talentfuld gadesvindler, men da hans partner bliver myrdet af en magtfuld mafioso (Robert Shaw), må han opsøge Newman; en af den afdøde partneres gamle venner, der introducerer ham til en verden af større svindelnumre med større risiko og større gevinst. De sætter sig selvfølgelig for at hævne sig ved at svindle den skurkagtige gangster for alle hans penge.
The Sting er ikke et rørende drama eller et kunstnerisk gennembrud; det er lutter god underholdning med to charmebøffer i hovedrollerne, en klar opbygning (filmen er opdelt med små titel-kort) og et par overraskende, men tilfredsstillende twists.
Det er en let film, men ligesom et godt kup skal der meget arbejde til for at få det til at gå glat. Med den alvor, Oscars har fået i løbet af årene, er det forfriskende at se en film vinde, der bare er ude på at have det skægt.
Bedømmelse: Udmærket film
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Julia Phillips, som producerede filmen, blev den første kvinde til at vinde en Best Picture.
1974 – The Godfather Part II
Paramount Pictures
Instr.: Francis Ford Coppola
Francis Ford Coppola var ustoppelig i 70’erne. Efter The Godfathers enorme succes blev han givet ekstra budget og udvidet kontrol over efterfølgeren, men inden da nåede han også at lave et mere intimt karakterportræt i form af The Conversation (1974). Sidstnævnte vandt guldpalmen på Cannes Film Festival og var nomineret til Best Picture samme år som The Godfather Part II.
Dette var den første sequel til at vinde en Best Picture, og trods den havde sine kritikere, er den i dag uadskillelig fra sin forgænger, og anses som en del af et større værk. Det er den mest flatterende vinkel at se filmen fra – den uddyber og ophøjer den første film fra individuelt mesterværk til et kapitel i en mesterværkssaga, der strækker sig over USA’s historie i det 20. århundrede.
Efterfølgeren har en ambitiøs flashbackstruktur, der skildrer Vito Corleones vej til magten (spillet i ung version af Robert de Niro) sideløbende med sønnen Michael (Al Pacino igen), som arver den samme magt og mister sin menneskelighed i forsøget på at bevare og udvide den.
Den ukonventionelle struktur er både en styrke og en svaghed. Den har ikke den samme fremdrift og elegance som The Godfather, og de ekstra penge og den større kontrol, Coppola havde, går nogle gange til overflødigheder, filmen måske ikke behøvede.
Det er meget mild kritik, for selvom dens ambitioner måske gør dens længde mere mærkbar, er det den samme ambition, der forvandlede både den selv og den filmserie, den er fra, til noget langt større. The Godfather er ikke bare en god filmserie – det er et af Amerikas kulturelle storværker.
Bedømmelse: Mesterværk / Best of the Best
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Den første sequel til at vinde en Best Picture. Den vandt dobbelt så mange Oscars som sin forgænger (6).
1975 – One Flew Over the Cuckoo’s Nest
United Artists / Fantasy Films
Instr.: Miloš Forman
Jack Nicholson har altid haft en kaotisk energi over sig, der kan give ham en frygtindgydende aura, eller gøre ham til en karismatisk festkanon, eller (som i denne film) gøre ham til oprøreren mod konformitet. Her spiller han R.P. McMurphy, en impulsiv fyr, der i 1960’erne undslipper en fængselsstraf for samleje med en mindreårig ved at skrive sig ind på et sindssygehospital.
Her bliver han venner med en række mentalt forstyrrede mænd af forskellige afskygninger (heriblandt Danny DeVito og Christopher Lloyd i deres første store roller). De bliver alle tilset af Nurse Ratched (Louise Fletcher), en næsten tyrannisk figur i anstaltens rigide system.
McMurphy laver rav i den og involverer de indsatte i alle mulige narrestreger, alt sammen i god humor og i håb om at give de stakkels mænd noget frihed. En smuk historie, men set med nutidens øjne er det mere end lidt problematisk. Sygeplejersken har jo ret – patienterne har brug for struktur, og McMurphy bringer dem ikke blot ud af de rutiner, der holder dem mentalt sunde. Han bringer dem næsten i livsfare.
Når man sidder midt i filmen, er det dog umuligt ikke at lade sig rive med af Nicholsons strålende præstation og filmens utæmmelige, kreative energi. Tematikken kan man stille spørgsmålstegn til, men filmhåndværket er bundsolidt.
One Flew Over the Cuckoo’s Nest er en af de gode, gamle, pålidelige kvalitetsfilm. Den har utallige mindeværdige scener og karakterer, en let tone, der stadig tør gå i dystre retninger, en god skurk og en tilfredsstillende slutning. Om det gør den til et mesterværk er en anden sag.
Bedømmelse: Udmærket film
Uha-øjeblikke: Klodset håndtering af folk med psykisk sygdom
Oscar-facts: Den anden af tre film til at vinde alle fem hovedpriser: Best Picture, Director, Screenplay, Actor og Actress.
1976 – Rocky
United Artists
Instr.: John G. Alvidsen
Rocky var en succeshistorie, der næsten lyder som et eventyr. Sylvester Stallone skrev manuskriptet selv og insisterede på at tage hovedrollen, trods han var ny i Hollywood. Ham og hans hold skruede endelig filmen sammen med et stramt budget, hjulpet af familiemedlemmer i små roller. Komponisten Bill Conti, der tidligere havde arbejdet med John G. Alvidsen, fik kun $25.000 til at lave al musikken.
Filmen, som fortæller om en italiensk-amerikansk bokser, der får chancen til at vise sit værd i en show-match mod en verdensmester, var en øjeblikkelig finansiel succes, og efter otte stærke måneder i biograferne var det den bedst tjenende film fra 1976.
Det er nemt at se hvorfor. Trods den opererer med velkendte klichéer, har Rocky et bankende hjerte, der gør den troværdig og medrivende for selv det mest kyniske publikum. Stallone er et vidunder i hovedrollen; han har en skæv rytme og en skjult sårbarhed, der bringer Rocky til live. Man forstår godt sammenligninger med Marlon Brando, selvom hans karriere ikke er levet op til debuten.
Franchisen er siden blevet noget opblæst (trods en værdig efterfølger i Ryan Cooglers Creed (2015)), men der er ingen tvivl om, at startskuddet var en succes på alle fronter. Rocky kom ud af det blå og fandt en plads i filmhistorien – og det er næsten en lige så god underdog-fortælling som filmen selv.
Bedømmelse: Fantastisk film
Burde have vundet: All the President’s Men
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Line Wertmüller blev den første kvinde nomineret til Best Director.
1977 – Annie Hall
United Artists
Instr.: Woody Allen
Som mange andre har jeg for nyligt set HBO-dokumentaren Allen v Farrow. Serien beskriver i næsten ulidelige detaljer Woody Allens misbrug af sin kærestes datter, hvordan hans adfærd og forbrydelse ødelagde en kærlig familie, og hvordan han undslap konsekvenser i årevis med mediernes hjælp.
Samtaler om adskillelse mellem kunstner og kunstværk hjemsøger hans (og andre respekterede instruktørers) film, men Allen er et særligt tilfælde, for en af de ting, der gjorde hans film særlige, var deres personlige element. Han spillede sig selv meget af tiden, udstillede sine neuroser, holdninger og svagheder. Den hudløse ærlighed var en del af pointen.
Det er svært at se charmen, når vi kender de monstrøse sider, han ikke udstillede.
Annie Hall har mange kvaliteter som film. Titelrollen, spillet af Diane Keaton, er en kvinderolle med en stærk, unik personlighed. Romancen undviger klichéer og udforsker den mere rodede del af forhold. Allens dialog er skarpt og humoristisk.
Hvis filmen betyder noget for dig personligt, skal du ikke dømmes. Og filmens plads i 70’ernes filmhistorie skal man anerkende. Men et eller andet sted er vi med til at muliggøre kunstneres magtmisbrug, når vi bruger tid og kræfter på at lovprise forfærdelige menneskers arbejde.
Bedømmelse: Ingen
Burde have vundet: Star Wars (ja, den var nomineret!)
Uha-øjeblikke: Det er Woody Allen
Oscar-facts: United Artist blev det første filmstudie til at vinde tre Best Pictures i træk.
1978 – The Deer Hunter
Universal Pictures
Instr.: Michael Cimino
Vietnam-krigen satte dybe ar i den amerikanske psyke, og det var et spørgsmål om tid, før Hollywood ville tage emnet op i dramatiseretform. Modsat anden verdenskrigs simple narrativ med enkelte moralske gråzoner, er Vietnamkonflikten karakteriseret af meningsløshed.
The Deer Hunter handler meget om meningsløs vold og dens effekt på psyken. I filmens første time lærer vi en lille minelandsby i det amerikanske hjerteland at kende, til et bryllup og en jagttur. I næste del er Mike (Robert de Niro) og Steve (Christopher Walken) krigsfanger i Vietnam, hvor de bliver tvunget til at spille russisk roulette mod deres medfanger.
Det er et stærkt billede, gjort endnu stærkere da Mike senere vender tilbage for at finde den forsvundne Steve, der nu spiller det drabelige spil i Vietnams undergrund med et tomt blik i øjet. Om man nyder oplevelsen eller ej, så er The Deer Hunter en hård omgang.
Der er dog huller i præmissen. Nordvietnams fangelejre var ikke dejlige steder, men tvungen russisk roulette og lignende tortur er der bestemt ikke dokumentation for. Viet Cong i The Deer Hunter er ikke bare fjendtlige soldater, men sadistiske, racistiske monstre.
Der var bedre film om krigen på vej, der anerkendte amerikanske krigsforbrydelser, eller viste krigens absurde gyselighed på mere markante måder uden at dæmonisere USA’s modstandere. The Deer Hunter er ikke den bedste af sin slags, men den har sine øjeblikke – og så er det også gennembruddet for både Meryl Streep og Christopher Walken! Det er ikke så galt.
Bedømmelse: Fin film, men har sine problemer
Uha-øjeblikke: Vildledende portræt af nordvietnameserne
Oscar-facts: The Deer Hunter markedsførte sig gennem sine Oscar-sejre, da dens voldsomme fortælling om en nyligt overstået krig ellers ville have svært ved at finde et publikum. Denne strategi blev efterlignet af mange fremtidige Oscar-vindere.
1979 – Kramer vs. Kramer
Columbia Pictures
Instr.: Robert Benton
1960’erne bragte store kulturelle ændringer til USA, der først for alvor satte rod i det bredere samfund i løbet af 70’erne. Fra slogans på universitetsstuderendes protestbannere var emner som skilsmisse og feminisme blevet noget, man konfronterede oftere i hverdagen. Kramer vs. Kramer skildrer et punkt i denne udvikling.
Meryl Streep spiller Joanna, en kone, der frigør sig fra arbejdsnarkomanen Ted (Dustin Hoffman) og efterlader ham med deres 8-årige søn (Justin Henry). Teds hverdag falder fra hinanden – han havde karrieren; hun havde hjemmet. Nu må han finde ud af at være enlig far, og det lykkes flot efter nogle måneder, indtil Joanna vender tilbage og ønsker at få sønnen igen.
Kramer er meget fokuseret på Teds problemer, og han er en sympatisk hovedperson, der tydeligvis gør sig fortjent til at være primær værge. Det var en markant ting i ’79, hvor enlige fædre sås som fundamentalt mindreværdige forældre – et problem, der stadig kan dukke op i dag.
Streep får sin tid i rampelyset, og hendes karakter er mere kompleks end bare antagonist. Marriage Story (2019), som mange har sammenlignet denne film med, finder dybere nuancer og plads til begge parters fortælling.
Med det sagt er Kramer vs. Kramer stadig en meget god film. Der er en naturlighed over skuespillet og en sparsommelighed over dramaet, som får Kramer-familiens hverdag til at føles ægte, og Teds udvikling fra kold pengevinder til kærlig far stikker én lige i hjertet. Et intimt familiedrama, der skød en kort Oscar-trend i gang, som fortsatte ind i 80’erne.
Bedømmelse: Fantastisk film
Burde have vundet: Apocalypse Now
Oscar-facts: Justin Henry blev den yngste person nogensinde nomineret til en Oscar. Han var otte år gammel.
Kommentarer