Af Gustav Stubbe Arndal
I ugerne op til Oscar-ceremonien i april gennemgår jeg samtlige vindere af Best Picture-prisen. Du kan læse om 50’erne her.
Bortset fra introduktionen af synkronlyd har Hollywood nok aldrig oplevet så enormt et skift i hvilke film, der bliver lavet og får succes, som i 1960’erne. De store hitfilm fra årtiets begyndelse og midte synes sprunget fra starten af 50’erne, mens de voldelige ungdomsfilm fra årtiets udgang bryder kraftigt med alt det, Hollywood plejede at stå for.
Hays-koden, Hollywoods regler for selvcensur introduceret i 1930’erne, var allerede i forfald i løbet af 1950’erne, og censorerne måtte arbejde inden for skiftende kulturelle normer, indtil de blev totalt irrelevante. I 1967 blev censuren officielt ophævet og erstattet af et aldersgrænse-system, mange i dag vil genkende.
Uden den finansielle sikkerhed, studiernes oligopol havde givet dem indtil 50’erne, gik man efter store film med store stjerner og lige så stor profit. Mange mente, at den dyre prestige-musical var en forældet genre, men en række enorme succeser i midten af årtiet vedligeholdt idéen om, at tre timer lange ekstravagante underholdningsfilm kunne bringe rekordindtjeninger.
Problemet var, at man ikke kunne garantere kvalitet med bare høje budgetter. Publikum ville nok købe ekstradyre billetter til eksklusive visninger af The Sound of Music (1965) eller Mary Poppins (1964), men blot nogle få finansielle skuffelser blev katastrofale, og genren døde så hurtigt som dens renæssance syntes at være begyndt.
I stedet var det uafhængigt producerede ungdomsfilm med vold, stofmisbrug og leg med genre, der solgte billetterne. Generationen født efter Anden Verdenskrig var vokset op og blevet en folkeskare af kulturradikale hippier, der endelig kunne se sig selv reflekteret i film som Bonnie and Clyde (1967) og Easy Rider (1969).
Samtidig havde britiske film deres guldalder i Hollywood, og mange af de store Oscar-vindere var produktioner fra det gamle kongerige, der fyldte mere i biograferne siden den amerikanske filmindustri havde skruet ned for mængden og op for budgettet – og skruet en del op for risikoen.
Akademiet vedligeholdt industriens prestige ved at belønne årtiets bedste og største produktioner, men ville afslutte årtiet med belønninger til en radikalt anderledes slags film. Godt nok har Oscars altid været en konservativ kulturinstitution, men kulturen var skiftet, og Hollywood måtte følge den eller dø hen. Aldrig som i 60’erne har man så klart kunne se, hvordan en stilart uddør.
1960 – The Apartment
United Artists
Instr.: Billy Wilder
Femten år efter sin tidligere Best Picture-vinder, The Lost Weekend (1945), vinder Billy Wilder endnu en gang, og hans smarte, sardoniske stil har udviklet sig til noget nær perfektion.
The Apartment er en romantisk komedie med en simpel præmis: C.C. ”Bud” Baxter (Jack Lemmon) er kontorarbejder i et kolossalt livsforsikringsselskab i New York, der endelig får gang i sin karriere ved at låne sin lejlighed ud til sine overordnede, så de har et sted at tage deres kærester hen, mens deres koner tror, de er til forretningsmiddag.
Baxter er selv låst ude af sit hjem mange aftener, men forfremmelserne gør det nemmere at tåle. Han har også selv en romantisk interesse for elevatorpigen Fran (Shirley MacLaine), men hun viser sig at være en af de kærester, der gør brug af hans lejlighed – med firmaets dominerende topchef.
Wilder havde gennem 50’erne skubbet grænser for, hvilke emner kunne tages op i Hollywood-film, og The Apartment er ingen undtagelse. Den behandler selvfølgelig temaer om utroskab, men også depression og selvmord, med både en humoristisk sans og et forstående glimt i øjet.
Jack Lemmon er perfekt castet som klassisk everyman, og MacLaine brillerer i en balancegang mellem åbenlyse jokes og små, sigende blikke. Bedst af alt er dog manuskriptet, der har mindst én forbandet smart linje dialog i hver scene og formår at bringe Wilders smarthed til oprigtige følelser. The Apartment virker simpel, men det kræver en mester at få det til at se så let ud.
Bedømmelse: Fantastisk film / Velfortjent vinder
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Det blev den sidste Best Picture-vinder i sort/hvid indtil Schindler’s List (1993).
1961 – West Side Story
United Artists
Instr.: Robert Wise & Jerome Robbins
Endnu en af de ikoniske Hollywood-musicals vandt Best Picture-prisen – og ni andre Oscars – dette år. West Side Story foregår i en fantasiverden, hvor voldelige gadebander synger i kor, knipser rytmisk mens de flamboyant spankulerer ned ad New Yorks gader og danser synkront med lommeknive i hånden.
Fortællingen er en moderniseret ”Romeo og Julie”, hvor gadedrengen fra The Jets, Tony (Richard Beymer), forelsker sig i Maria (Natalie Wood), som er søster til den puertoricanske rivalbande The Sharks’ leder Bernardo (George Chakiris). Resten af historien er velkendt, dog med impulsive teenageres gruppepres i stedet for en familiefejde, der holder de to fra hinanden.
Musikken af Leonard Bernstein er nydelig (”I Feel Pretty” bliver nok sunget længe efter, filmen er glemt), Jerome Robbins’ koreografi og kreative instruktion i dansescenerne vedligeholder energien gennem de 150 minutter, og Robert Wise forbinder det hele med solid instruktion i de dramatiske scener.
Der gemmer sig dog noget mere intenst under den syngende, dansende overflade. George Chakiris og Rita Moreno (som spiller Bernardos kæreste) vandt Oscars for deres mere komplekse immigrant-karakterer, og dialogen flirter med temaer om tabte generationer, systemisk racisme og fattigdom – temaer, der desværre ikke får plads til at folde sig helt ud.
Måske dette er en af de storfilm, der kunne nyde godt af en genfortælling – vi får se, hvad Steven Spielberg får ud af materialet i det kommende remake.
Bedømmelse: Fin film
Burde have vundet: Judgement at Nuremberg
Uha-øjeblikke: Natalie Wood er bestemt ikke fra Puerto Rico, og det er ganske distraherende
Oscar-facts: Wise og Robbins blev det første instruktørpar til at vinde en fælles Best Director. Sophia Loren vandt dette år den første Oscar for skuespil i en ikke-engelsktalende rolle (udover stumfilm) i Two Women.
1962 – Lawrence of Arabia
Horizon Pictures / Columbia Pictures
Instr.: David Lean
Der er et tidspunkt tidligt i Lawrence of Arabia, hvor filmens hovedperson T.E. Lawrence (Peter O’Toole) rider med en mindre karavane gennem et bjergpas i ørkenen, og kameraet er langt nok væk til, at man rigtig får en fornemmelse af, hvor enorme klippesiderne er. Det er denne ærefrygtige storhed, filmen er lavet for at indfange, og man glemmer det aldrig, efter man har set den.
Filmen følger den sære britiske officer Lawrence på en diplomatisk mission til Arabien, hvor han gradvist samler de omkringliggende stammer i en guerillakrig mod den tyrkiske besættelse. Hvert skridt involverer nye farer; først fra elementerne, da han skal vænne sig til ørkenens klima, derefter fra krigsherrer, der skal overtales, og senere store slag, hvor stammefolkene til hesteryg indtager tyrkisk besatte byer.
O’Toole har en dragende karisma, og hans skinnende himmelblå øjne er skabt til film. Han passer godt til filmens scener, der altid har en kongelig storhed over sig, med vigtige mænd, der har vigtige samtaler, der vil afgøre nationers skæbne. Mister filmen pusten i anden halvdel? Måske, men filmens længde er i sig selv et spektakel, der forstærker helheden.
Det er det spektakulære billede af en ørkenvandrer, der dukker op i horisonten, set på det enorme lærred, filmen var lavet til. At se hundredvis af heste galoppere ned ad bakken mod deres mål. At høre en arabisk krigsherre erklære sin kærlighed for sit folk, der jubler i svar.
Sidste uge sagde jeg, at instruktør David Leans tidligere Best Picture-vinder The Bridge on the River Kwai (1957) manglede den x-faktor, der gør en velskabt film til et mesterværk. Lawrence of Arabia, perfekt eller ej, har den x-faktor i spandevis. Det er en film så storslået som de ørkenbjerge, den indfanger.
Bedømmelse: Mesterværk / Best of the Best
Uha-øjeblikke: En del brownface (halløj Alec Guinness som arabisk prins)
Oscar-facts: Den eneste Best Picture-vinder uden en eneste kvinderolle.
1963 – Tom Jones
United Artists
Instr.: Tony Richardson
Tom Jones er ikke umiddelbart en film, man ville mistænke for at have domineret en Oscaraften. En britisk sex-komedie baseret på Henry Fieldings satiriske klassiker ”The History of Tom Jones, a Foundling”, der følger den adopterede adelssøn Tom Jones (Tony Richardson), hvis lalleglade livsstil og skørtejægeri får ham smidt ud af hjemmet og indviklet i en masse problemer.
Jones er dog ikke skørtejæger i James Bond-facon. Han er ikke en aggressiv scorekarl, men en venlig sjæl i en tiltrækkende krop, der ikke er meget for at sige nej til en åben invitation fra de smukke kvinder, han møder. Tværtimod er det adelen, med deres puritanske sexpolitik, foragt for underklassen og kontrollerende adfærd over for filmens kvinder, der er den mest vulgære del af filmen.
Den lidt grove, ret skæve humor forstærkes af stilen. Instruktør Tony Richardson tilføjer meget visuel humor, der rammer en tone et sted mellem Mel Brooks’ 70’er-klassikere og den mere nylige The Favourite (2018).
Det er nok ikke alle, der vil kunne lide filmens gammeldags sans for det provokerende eller dens lidt platte humor, men det er bestemt en unik og interessant film at finde på Best Picture-listen.
Bedømmelse: Fin film
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere (jep, en sex-komedie hvor heltens scoringer er 100% med samtykke)
Oscar-facts: Tom Jones er den eneste film i Oscar-historien med tre nomineringer til Best Supporting Actress. I alt fem skuespillere fra filmen var nomineret i forskellige kategorier, men ingen af dem vandt.
1964 – My Fair Lady
Warner Bros.
Instr.: George Cukor
Bedst som de store musicals så mere og mere risikable ud, ankom My Fair Lady. Et enormt hit med en enorm stjerne i hovedrollen, der vandt stort på Oscaraftenen.
Filmen havde også noget saftigt Oscar-drama. Julie Andrews spillede oprindeligt hovedrollen Eliza Doolittle på Broadway, men blev erstattet af Audrey Hepburn, en mere velkendt stjerne, der dog ikke var et stort sangtalent. Hepburn fik ikke en nominering for Best Actress, men Julie Andrews vandt prisen for Mary Poppins – der var rigeligt for sladderbladene at snakke om.
Med det sagt er Hepburn en utroligt charmerende, magnetisk figur i filmversionen af stykket, der tager hende på en klassisk askepotrejse med lidt ekstra humor. Eliza begynder som fattig blomstersælger med en skinger cockneyaccent, men den snobbede gentleman-lingvist Henry Higgins (Rex Tillerson) indgår et væddemål på, at han kan træne hendes sprog og manér, og i sidste ende overbevise folk om, at hun er en ægte prinsesse.
Hepburn giver den hele armen, og man kan altid fornemme, hvornår den bandende lavklassepige spiller fin, hvornår hun anstrenger sig for at passe ind, og hvornår hun har lært det udenad. Forholdet mellem Doolittle og den misantropiske, ret usympatiske professor, skrider mod romance, men lander nådeligt ikke i det. Deres kemi som to store egoer i konflikt bærer filmen uden problemer.
Det er naturligvis også spektaklet, man er her for. Sangene er mindeværdige og gode, fra de store numre til komiske sidestykker, og kostumerne og de farverige sets er klassisk Hollywood eye candy.
My Fair Lady er en stor produktion med praktiske ambitioner, nemlig at underholde med sang, dans og situationskomik. Det er lige hvad den gør, selv med mange årtier på bagen.
Bedømmelse: Udmærket film
Burde have vundet: Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb
Uha-øjeblikke: Hints af en romance med betydelig aldersforskel – og magtforskel
Oscar-facts: Det var første gang, mere end to film fik mere end ti nomineringer (My Fair Lady og Becket med 12 hver, og Mary Poppins med 13). Det er kun sket to gange siden.
1965 – The Sound of Music
20th Century Fox
Instr.: Robert Wise
The Sound of Music var et højdepunkt i Hollywoods musicalhistorie, som nok aldrig bliver gentaget. Den tre timer lange romance i de østrigske bjerge omkring starten af Anden Verdenskrig blev den første film til at overgå Gone with the Wind (1939) med sine indtjeninger (ikke justeret for inflation).
Det er ikke svært at se hvorfor. Der er sådan en overflod af charme og hjertevarme, at man næsten vælter bagover, når man ikke bliver væltet bagover af de smukke landskaber eller velkendte, herlige sange: ”My Favorite Things”, ”Sixteen Going on Seventeen”, og selvfølgelig filmens titelsang i den ikoniske åbningssekvens.
The Sound of Musics charme hægter sig på Julie Andrews i rollen som Maria, en syngende, rastløs nonne, der bliver guvernante hjemme hos den tidligere krigshelt Kaptajn von Trapp (Christopher Plummer). Kaptajnen har været ekstremt streng over for sine syv børn siden deres mor døde, men Maria formår selvfølgelig at bringe glæde og sang tilbage til deres hjem, og hun og kaptajnen forelsker sig.
Det er en sød historie for hele familien, men filmens sidste tredjedel tager en mere alvorlig drejning, da von Trapp familien må flygte fra landet, efter nazisterne forlanger, at kaptajnen går med i hæren. Christopher Plummer passer ikke genren lige så godt som Andrews, men han bringer en tyngde til rollen, der gør faderfigurens udvikling fra kold fjernhed til kærligt heltemod og stoisk anti-fascisme troværdig hele vejen igennem.
Man ved nok i forvejen, om The Sound of Music er en type film, man vil nyde, eller om man vil finde den alt for sukkersød. Men der er en grund til, at den blev så stor et hit og forbliver en klassiker – selv de mere kyniske af os trænger en gang i mellem til noget sukker.
Bedømmelse: Mesterværk / Velfortjent vinder
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: For første gang blev Oscarceremonien vist i farver på tv.
1966 – A Man for All Seasons
Highland Films / Columbia Pictures
Instr.: Fred Zinnemann
Virker fortællingen om en mand, som står ved sine principper til den bitre ende, hvis de principper føles arbitrære? Det må man overveje, før man kan bedømme A Man for All Seasons. Filmen, baseret på Robert Bolts teaterstykke af samme navn, handler om Sir Thomas More (Paul Scofield), en dommer og kortvarigt kansler for kong Henry VIII (Robert Shaw), der blev henrettet for landsforræderi.
Den tro katolik More nægtede nemlig at skrive under på en ed, der erklærede Henry VIII overhoved af The Church of England, og filmen drejer sig om, hvad denne beslutning betød for ham personligt, men også i mere filosofisk forstand.
Det lyder tørt, og det er det også, især hvis man keder sig til kostumedramaer om vigtige mænd, der har dybe samtaler i solrige slotsgårde, stearinoplyste kontorer og fakkelbelyste fangekældre. Men når More står for retten i filmens finale, forstår man godt, hvorfor den vandt den store pris. Det er delvis retssalsdrama, delvis filosofisk dialog, og Paul Scofield vinder sin Best Actor-pris i fin facon.
Men den moralske sejr føles en anelse tom, særligt da Mores valg har alvorlige konsekvenser for hans familie, som må flygte ud af landet. Er en uærlig underskrift så meget værd? Er der ikke mere værdige sager, end Pavens hellige status, at være martyr for?
A Man for All Seasons mener, at More stod for lov og ret imod tyranniet. Jeg er ikke nødvendigvis enig, men filmen giver bestemt stof til eftertanke.
Bedømmelse: Fin film
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Who’s Afraid of Virginia Woolf vandt ikke Best Picture, trods den fik 13 nomineringer. Den er en af to film, der var nomineret til hver eneste kategori, den kvalificerede for (den anden var Cimarron (1931))
1967 – In the Heat of the Night
United Artists
Instr.: Norman Jewison
Tiderne havde skiftet i 1960’erne, og Hollywood begyndte så småt at lave emnefilm om racisme, endda med sorte skuespillere i hovedrollerne. In the Heat of the Night var en af disse tidlige racedramaer, og trods den har gode intentioner, er den plaget af de samme problemer, som den type film ville have helt frem til 2010’erne.
Midt om natten i en doven lille by i Mississippi bliver en industrimagnat fundet myrdet. En lokal politibetjent arresterer hurtigt den nærmeste sorte mand, han kan finde. Den ”mistænkte” viser sig at være Virgil Tibbs (Sidney Poitier) – en kriminalkommissær fra Philadelphia på vej hjem fra et familiebesøg. Ups.
Tibbs er heldigvis en umådeligt tålmodig og talentfuld efterforsker, der nu modvilligt må samarbejde med den lokale, ret så racistiske, sherif (Rod Steiger) for at løse mysteriet – trods byens og politiets åbenlyse fjendtlighed over for en sort mand med autoritet.
Poitier var en vigtig figur i afroamerikansk filmhistorie – et par år forinden blev han den første sorte Best Actor-vinder for Lillies in the Field (1963) – og han bringer en intens, men hårfin, karisma til rollen som Tibbs. Dog savner karakteren noget dybde. For 60’ernes Hollywood var det bemærkelsesværdigt nok at have en sort karakter, der var god til sit arbejde.
Rod Steigers sherif, der selvfølgelig lærer at ”respektere de sorte” efter sin oplevelse sammen med den perfekte superstjerne, bliver givet mere kompleksitet og en anelse for meget sympati. Filmens slutning vil bilde os ind, at det umage par har opnået en vis respekt for hinanden, men hvis Tibbs har nogen respekt for sig selv, vil han nok aldrig vende tilbage til den søvnige lille flænge.
Ja, In the Heat of the Night var fremme i skoene for sin tid. Men det er dybt skuffende at se, at dens problemer stadig gør sig gældende for Oscar-vindere frem til i dag…
Bedømmelse: Fin film, men årene har ikke været gode ved den
Burde have vundet: Bonnie and Clyde eller The Graduate
Uha-øjeblikke: Masser af ikke så velbehandlet racepolitik
Oscar-facts: Kategorierne for Cinematography, Art Direction og Costume Design, som før havde været opdelt mellem sort/hvid og farvefilm, blev dette år samlet til enkelte kategorier, da sort/hvid-film så småt var gået ud af mode.
1968 – Oliver!
Romulus Films / Columbia Pictures
Instr.: Carol Reed
Det er Charles Dickens’ klassiker ”Oliver Twist” i musical-form, og det er nøjagtig den film, den lyder som. Bedst som Hollywood var under omvæltning af ungdomsfilm, der indfangede det amerikanske kulturskift, ankom en uskyldig underholdningsfilm for hele familien med sang, dans og søde børneskuespillere, der gik hen og vandt den store statuette.
Oliver! tager Dickens’ socialrealisme, kyler realismen totalt ud og skruer op for sentimentalismen og de mindeværdige personligheder, der befolker hans version af Londons slumkvarterer. Lommetyvene har nu også en sang, der forklarer, hvad deres livsstil handler om, og tiggere og slagtere danser i gaderne, da Oliver først ankommer til byen.
Det er svært at finde noget at kritisere ved filmen – den er nærmest en fejlfri version af det, den prøver at være. Produktionen er gennemført fra sets til kostumer, sangene er gode og finurlige, og castet er fyldt med mindeværdige sidekarakterer, der let overskygger den lidt kedelige Oliver Twist i filmens midte (men det er altid et problem, når man filmatiserer Dickens’ klassiker).
Oliver! blev den sidste musical, der vandt en Best Picture indtil det følgende århundrede, og alt taget i betragtning er det en af de bedre af slagsen.
Bedømmelse: Udmærket film
Burde have vundet: 2001: A Space Odyssey (ikke engang nomineret til Best Picture. Vandt for Visual Effects)
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Dette år stod afstemningen for Best Actress fuldstændig lige. Barbra Streisand og Katharine Hepburn delte æren mellem sig.
1969 – Midnight Cowboy
United Artists
Instr.: John Schlesinger
Midnight Cowboy kan siges at være den første film fra det nye Hollywood, der vandt en Best Picture. Filmen udkom samme år som Easy Rider og Butch Cassidy and the Sundance Kid. Alle tre handlede om et amerikansk makkerpar i strid med deres tid – om det er på motorcykeltur gennem landet, til hest i det vilde vesten, eller (i dette tilfælde) blandt New Yorks sørgelige underklasse.
Den naive cowboy-wannabe Joe Buck (Jon Voight) ankommer til Manhattan med drømme om at blive elsker til en rig overklassedame, så han kan leve det gode liv. Det går desværre ikke så nemt, men han render ind i den neurotiske og kronisk syge svindler ”Rizzo” (Dustin Hoffman), som hjælper ham med at navigere i livet med fattigdom og hustling.
John Schlesingers version af New York er rå og ussel, fyldt med skumle typer, faldefærdige lejligheder, sexarbejdere på gadehjørnerne og mærkelige fester med endnu mærkeligere stoffer. Filmen omhandler også Joe Bucks seksualitet – han har mere succes som prostitueret blandt bøsser, end blandt overklassedamer, og det volder ham nogle psykologiske problemer.
Midnight Cowboy er en historisk vigtig film på grund af de risici, den tog, og hvordan den forbigik konventionerne om klipning og struktur. Det er desværre også det, der gør den lidt svær at sidde igennem. I dag føles den kaotisk og ufokuseret, snarere end frigjort og eksperimenterende. Dens seksuelle politik er heller ikke ældet så godt.
Der er heldigvis to stærke karakterer spillet af lige så stærke skuespillere, som overlever filmens kaos og forbliver i minderne, selv når det nøjagtige plot bliver lidt sløret.
Bedømmelse: Fin film, men bestemt et produkt af sin tid
Burde have vundet: Once Upon a Time in the West (ikke engang nomineret)
Uha-øjeblikke: Problematisk seksualpolitik
Oscar-facts: Den eneste Best Picture vinder med en X-rating (kun tilladt over 16 år). Sjovt nok var Oliver! den eneste med en G-rating (tilladt for alle).
They Shoot Horses, Don’t They? fik hele ni nomineringer uden at blive nomineret til Best Picture.
Kommentarer