Af Gustav Stubbe Arndal
I ugerne op til Oscar-ceremonien i april gennemgår jeg samtlige vindere af Best Picture-prisen. Du kan læse om 40’erne her
Fra slutningen af 40’erne og fremover kunne filmstudierne i Hollywood ikke længere eje biografer, og dermed mistede de den monopolmagt, der holdt filmmaskinen kørende for fuldt drøn igennem de sidste årtier. Man kunne f.eks. ikke længere kværne utallige småfilm ud og garantere, at de blev vist sammen med de større produktioner.
Samtidig ankom en ny konkurrent: fjernsyn. Tidens publikum kunne nu enten se filmunderholdning på en flimrekasse i stuen, eller køre ind til midtbyen og betale for biografbilletter, og Hollywood var nødt til at gøre det turen og prisen værd.
De store produktionsselskaber begyndte at lave færre film, men satsede på, at nok af deres film ville blive kæmpehits til, at det betalte sig. Farvefilm og musicals (som gik hånd i hånd siden begyndelsen) var særligt gode til at konkurrere med de små, sort/hvide skærme i stuerne, og nye widescreen kameraer fangede billeder, kun det store lærred kunne vise.
De største film ville ovenikøbet have gallapremiere og gå på tourné gennem landet for at efterligne en teateraften, inklusive entracte og en pause i midten – en dyr men profitabel strategi, der fortsatte ind i 60’erne.
Hays-kodens censurregler holdt stadig, men den stødte på udfordringer i løbet af årtiet. For det første var tv endnu strammere reguleret, end biograffilm var, så mere eksplicit materiale var endnu en måde at adskille sig fra det nye medie på.
For det andet kunne industriens egne reglementer ikke forhindre udenlandske film fra at blive vist i USA. Særligt den italienske nyrealisme viste en markant anden tilgang til filmmediet og inspirerede nye instruktører.
For det tredje var mange filmskabere interesserede i at skubbe grænser, og Hays-kontoret rokkede sig lidt efter lidt, indtil den virkede mere arbitrær og ligegyldig end nogensinde. Årtiet ville runde af med Billy Wilders komedie Some Like it Hot (1959), som blev et stort kommercielt hit, trods den ikke opnåede godkendelse af censorerne.
Hollywood havde til opgave at gøre biografturen til noget særligt, og Akademiet havde en rolle at spille, for prestige havde aldrig været mere essentielt. Nok sneg der sig nogle mere jordnære dramaer ind på Best Picture-tronen, men tendensen for 1950’erne var spektakulære farvefilm og store produktioner.
1950 – All About Eve
20th Century Fox
Instr.: Joseph L. Mankiewicz
I 1950 var der to Hollywoodfilm med metafiktive fortællinger om ældre skuespillerinder, som har svært ved at håndtere deres falmende berømmelse, der konkurrerede til Oscarceremonien. Sunset Boulevard (1950) er måske bedst husket i dag, men det var All About Eve – den mindre kyniske af dem – der ikke blot tog den store pris hjem, men også satte rekorden for flest Oscar-nomineringer med hele 14.
Broadwaystjernen Margo Channing (Bette Davis) møder en ung fan ved navn Eve Harrington (Anne Baxter), der hurtigt bliver en del af hendes vennekreds. Men Eve er ikke så meget forgabt i Margo, som hun sulter efter divaens berømmelse, og hun udnytter sine nye forbindelser til at blive Broadways næste sensation, mens hun skubber Margo ned fra scenen og manipulerer mændene i hendes liv.
Anne Baxter spiller Eve meget præcist – hendes uskyldige begejstring føles altid lidt tom, selvom man forstår, hvorfor folk køber den. Men det er Bette Davis, der virkelig brillerer. Der er en selvstændighed og værdighed ved Margo, der skjuler sig under en facade af bombast og materialisme. Davis havde altid haft en modenhed i sit udtryk, og det blev kun et stærkere våben for hende med alderen.
All About Eve er bygget omkring to komplekse kvinderoller med moralske gråzoner – en sjældenhed i tidens Hollywood – og et velkonstrueret manuskript, der bakker dem op. Filmen har ikke mistet sit bid med årene, og er tværtimod blevet mere fascinerende som kommentar på Hollywoods behandling af skuespillerinder, der fylder mere end 40.
I dag vil man også bemærke en kort birolle fra ingen andre end Marilyn Monroe, der trods sin korte tid foran kameraet allerede her viser sin magnetiske karisma frem.
Bedømmelse: Velfortjent vinder
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Filmens 14 nomineringer er endnu ikke blevet overgået. Det er også den eneste gang, fire skuespillerinder er blevet nomineret for samme film.
1951 – An American in Paris
Metro-Goldwyn-Mayer
Instr.: Vincente Minnelli
Gene Kelly var en af Hollywoods største talenter. Hans sang, dans, koreografi og skuespil vandt hjerter verden over i en lang række film fra 40’erne op gennem 50’erne, og få film illustrerer hans talent bedre end An American in Paris… trods værket som helhed har betydelige mangler.
Kelly spiller en fattig amerikansk kunstner i Paris, der finder en gylden chance, da en velhavende kvinde (Nina Foch) viser stærk interesse for ham – romantisk og finansielt. Men han forelsker sig i stedet i en mystisk fransk pige (Leslie Caron i sin filmdebut), der i hemmelighed også ses med en af hans venner.
Der er stepdans, orkestermusik af komponisten George Gershwin, skarpe farvebilleder af den fantastiske version af Paris, der kun findes på film, og det hele runder af med filmens mest berømte scene: en 17 minutter lang abstrakt dansesekvens, der uden dialog genfortæller Kelly og Carons romance.
Spektakulært er det, ja, men der er et problem. An American in Paris er nemlig en romance, hvor man ikke tror på parret. Kellys karakter falder pladask for en pige, han knap nok kender, og det er svært at kalde det ”ægte kærlighed” eller tro på, at deres adskillelse virkelig ville være så tragisk. Selv en balletsekvens for en halv million dollars kan ikke fikse så fundamental en fejl.
An American in Paris er bestemt seværdig og imponerende, men som Leslie Carons karakter siger det til Kelly, mens han flirter aggressivt med hende: ”I wish you were as charming as you are persistent.” Ja, denne film er helt bestemt ihærdig.
Bedømmelse: Ikke værst, ikke Best
Uha-øjeblikke: Stalker-agtig ”romantisk” adfærd
Oscar-facst: Den første farvefilm siden Gone With the Wind (1939) til at vinde Best Picture – alle 40’ernes vindere var i sort/hvid.
1952 – The Greatest Show on Earth
Paramount Pictures
Instr.: Cecil B. DeMille
The Greatest Show on Earth er den Best Picture vinder, der mest føles som spild af tid. Hvor andre dårlige vindere enten er filmhistorisk vigtige eller interessante i deres fejl, er dette kæmpehit fra 1952 begravet i glemmebogen, indtil der skal skrives lister af de værste Oscar-vindere.
The Greatest Show on Earth var en enorm produktion, hvor Paramount samarbejdede med Ringling Bros. and Barnum & Bailey Circus for at bringe det enorme rejsende cirkus til det store lærred. Filmen består af en række cirkusnumre med et løst plot omkring dem. Vi følger hovedsageligt Charlton Heston som den smarte cirkusdirektør fanget i en slags kærlighedsfirkant med to trapezakrobater og en dyretæmmer.
Det er den type film, der tjente store penge på storslået spektakel, der i dag ikke er specielt imponerende at se på. Klovne, jonglører, elefanter, dansende hunde og lange, lange parader fylder en stor del af filmens to en halv timer. Den eneste sekvens, der for alvor virker på et filmteknisk niveau, er en intens duel mellem to akrobater uden net.
Ligesom The Great Ziegfeld før den, er Greatest Show mest af alt en filmoptagelse af en anden underholdningsform, som folk nu kunne opleve i biografen, og glansen er forsvundet for længst. Under glansen finder man dødkedeligt melodrama og en mærkværdig sidefortælling, hvor James Stewart spiller en klovn, der er efterlyst i en mordsag – en fascinerende idé, som jeg langt hellere ville se en film om.
Bedømmelse: Nomineret til Worst Picture
Burde have vundet: Singin’ in the Rain (som ikke engang var nomineret til prisen!) eller High Noon
Uha-øjeblikke: Dyremishandling var udbredt bland cirkusser, og foregik sandsynligvis under filmens optagelser.
Oscar-facts: The Bad and the Beautiful satte en rekord, da den vandt fem Oscars uden at være nomineret til Best Picture.
1953 – From Here to Eternity
Columbia Pictures
Instr.: Fred Zinnemann
Her er en film med gode dele, der ikke helt går op i en større enhed. From Here to Eternity foregår på en militærbase på Hawaii i månederne inden Pearl Harbor bombningen, hvor den nyankomne Private Prewitt (Montgomery Clift) bliver groft misbehandlet af sin kaptajn og kammerater, da han nægter at deltage i en bokseturnering. I mellemtiden begynder den næstkommanderende Sergeant Warden (Burt Lancaster) en affære med kaptajnens kone (Deborah Kerr).
Filmen, baseret på bogen af samme navn, er kritisk over for kulturen i hæren og officerer, der misbruger deres magt, hvilket bragte kritik fra det amerikanske militær og ros fra filmpressen. Samtidig romantiserer den idealet om den gode soldat, der står ved sine individuelle principper.
Der mangler lidt en klar målsætning i historien. Der er hede romancer, masser af drukture (og noget meget troværdigt skuespil i de scener), og samtaler omkring kærlighed, principper og alt muligt andet. Men det hele er uden samlet retning indtil slutningen, hvor de japanske bombefly ankommer.
Alligevel fungerer filmen, takket være et glimrende cast med et velskrevet manuskript. Romancerne er særligt voksne og mere seksuelle, end man kunne slippe af sted med bare et årti forinden, og Frank Sinatra viser sine dramatiske evner frem i en mindeværdig, Oscarbelønnet birolle.
Realismen er dog ikke lige så markant eller sensationel i dag. From Here to Eternity føles fanget et sted mellem tidens romantiske soldaterfilm og en mere moderne fortælleteknik. Den klassiske Hollywood-metode passer ikke helt til materialet.
Bedømmelse: En fin film
Burde have vundet: Roman Holiday
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Samme år vandt Walt Disney hele fire Oscars – en rekord, der ikke er blevet overgået.
1954 – On the Waterfront
Columbia Pictures
Inst.: Elia Kazan
I et fattigt havnekvarter i New Jersey gennemfører en bande-styret fagforening et attentat på en ung mand, der havde tænkt sig at vidne imod dem. Terry Malloy (Marlon Brando), en tidligere bokser og bror til en af fagforeningens loyale håndlangere, var ikke direkte involveret, men han får ondt på samvittigheden, efter han forelsker sig i den afdøde mands søster (Eva Marie Saint). Han beslutter sig for selv at risikere livet for at vidne.
Marlon Brandos Terry Malloy er i dag kendt som en af de bedste, og bestemt vigtigste, roller i Hollywoods historie, og det er der en grund til. Brando populariserede ”method acting”, en teknik, der drager på ens egne indre følelser og minder for at indfange karakteren, frem for den mere performative, udadvendte stil, der var mere udbredt.
Man kan se det tydeligt. Hele filmens cast spiller fint skuespil, men Brando er Terry. Man kan mærke hans sårbarhed under hans hårde ydre, selv når han forsøger at virke rå og farlig. Hver scene med ham er fængende, og resten af filmens brede melodrama føles nærmest kunstigt i sammenligning.
Brando har overskygget instruktøren Elia Kazan – både hans gode arbejde på filmen og hans kontroverser. Kazan udpegede såkaldte kommunister under McCarthy-høringerne i 1952, hvilket ødelagde adskillige filmfolks karrierer, og mange har påpeget On the Waterfront som slet skjult allegori for hans beslutning. Med den heltemodige Brando i rollen som Kazan, selvfølgelig.
Allegorien er dog indirekte nok til, at det ikke kommer i vejen for filmen, som var et stort spring for realisme i Hollywood og et af de værker, der gjorde Brando til en af de mest respekterede skuespillere i verden.
Bedømmelse: Udmærket film
Uha-øjeblikke: Intet (i selve filmen) at rapportere
Oscar-facts: Marlon Brando vandt for Best Actor efter at være nomineret hele fire år i træk.
1955 – Marty
United Artists
Instr.: Delbert Mann
I midten af 1950’erne skete der et mindre mirakel til Oscaruddelingen: en beskeden sort/hvid film på 95 minutter om en almindelig slagters kærlighedsliv vandt den store pris. Marty ville ikke starte en ny trend – tværtimod ville Akademiet favorisere storladne farvefilm de kommende år – men den fortjente bestemt sin plads på Best Picture-listen.
Marty (Ernst Borgnine) er nogen af 30 år gammel, ugift, bor hos sin mor og har efterhånden opgivet at finde kærligheden. Den smule held han har, er når hans bachelor-kammerater lader ham i stikken med ”den grimme pige” så de kan hygge sig med deres foretrukne scoringer.
Hans mor insisterer på, at han (atter en gang) tager til en begivenhed for singler i byen, men denne gang går det anderledes, da han møder den ligeledes gennemsnitlige lærer Clara (Betsy Blair), der blev efterladt af en blind date. De to falder i snak, og falder ikke ud af snakken indtil sent ude på natten.
Filmen er bevidst anti-glamourøs, og derved anti-Hollywood, selvom Betsy Blair er en del pænere, end karaktererne i filmen beskriver det (hun var gift med Gene Kelly, så…). Marty og Claras kemi er heller ikke et øjeblikkeligt fyrværkeri, men i stedet et varmt bål, der starter som små gnister.
Melankolien er mærkbar hele vejen, og de to hovedrollers stille desperation må have ramt særligt hårdt på et publikum, der var vant til glansbillederne fra de store filmproducenter. Marty er ikke blot elegant fortalt og smukt spillet; den stråler af venlighed, empati og vigtigst af alt håb.
Bedømmelse: Fantastisk film / Velfortjent vinder
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Marty er med sine 95 minutter den korteste Best Picture vinder. Det er den anden af tre vindere, der også vandt topprisen til Cannes Filmfestival.
1956 – Around the World in 80 Days
United Artists
Instr.: Michael Andersen
Det er sjældent, en tre timer lang film virker “bare okay”, men her er den sørme. Det er Jules Vernes klassiske globetrotter-fortælling, der her bliver bragt til live i storslået Technicolor, med lidt ekstra komik og med en hel masse on location fotografi.
David Niven spiller den ekstremt britiske, ekstremt punktlige, næsten humorløse Phileas Fogg, der satser hele sin formue på, at han kan gøre som titlen siger og rejse verden rundt på 80 dage. Hans nyligt hyrede butler Passepartout (Cantinflas) kommer med på rejsen og viser sig at have talent for blandt andet tyrefægtning og prinsesse-redning.
Der er et fint tempo hele filmen igennem, og begge hovedfigurer er charmerende nok til at bevare underholdning, trods de ikke efterlader enorme indtryk. Cantinflas var en af Mexicos største filmkomikere (Charlie Chaplin var fan af hans arbejde), og selvom han springer naturligt ud i fysisk humor, viser han sig ikke som den legende, han var i sit hjemland.
Så er der selvfølgelig filmens eksoticisme. Du kan bande på, at der er silkeprydede elefanter og hellige køer i Indien, og der lyder en gong en shamisen-melodi, når turen går til Japan. Stereotyperne bliver nemmere at tilgive, når Amerika for eksempel er lige så fuld af saloons, cowboys og indianere, men det undskylder bestemt ikke at caste Shirley Maclaine som indisk prinsesse!
Med alt det sagt, så er Around the World in 80 Days ikke mere eller mindre end en okay film. Det er måske et negativ, da dens tre timer ikke bliver til mere end en morsom rejse, eller en ros, da den sjældent mister pusten, før den når i mål.
Bedømmelse: En fin film
Uha-øjeblikke: Brownface, yellowface og tonsvis af tegneserieagtig racistisk karikatur og eksoticisme.
Oscar-facts: For første gang var samtlige Best Picture nominerede farvefilm. Det var også første år, Foreign Language Film (i dag International Feature) blev en kategori for sig selv – vinderen var La Strada.
1957 – The Bridge on the River Kwai
Horizon Pictures
Instr.: David Lean
Der er en grund til, at den episke krigsfilm The Bridge on the River Kwai er en klassiker, men også en grund til, at den ikke er så berømt som f.eks. The Great Escape (1963) eller Lawrence of Arabia (1962). Filmen er fyldt med godt eller glimrende skuespil, smukke landskaber, enorme sets og en fortælling fra flere perspektiver, der aldrig mister sit momentum, selvom den mangler en eller anden x-faktor, der gør gode film fænomenale.
Fortællingen er om en gruppe britiske krigsfanger i Burma under anden verdenskrig, der får til opgave at bygge en bro over Kwai-floden. Den stoiske patriot Oberst Nicholson (Alec Guinness) kommer i konflikt med den tyranniske fangevogter Oberst Saito (Sessue Hayakawa) over lejrens mishandling af fangerne, men når Nicholsons krav bliver overholdt, gør han det til sin mission at bygge broen så godt og hurtigt som muligt for at bevise den britiske hærs overlegenhed.
Samtidig følger vi en undsluppet fange, Lieutenant Shears (William Holden), der efter at nå i sikkerhed på en britisk militærbase bliver sendt ud på en mission for at finde og destruere den bro, Nicholson og hans mænd er i færd med at bygge.
Der er ikke en eneste scene i filmen, der ikke virker, og finalen, hvor den ene hovedperson skal ødelægge den anden hovedpersons måneder lange arbejde, er et mesterværk af spænding. Det er en film, man nemt kunne se helt til enden, hvis man fangede den på tv’et, trods den er tre timer lang.
The Bridge on the River Kwai har masser af underholdningsværdi og gode dele – særligt Guinness’ Oscarvindende præstation som den stædige Oberst – men den mangler måske noget enestående for at gøre den til mere end et solidt stykke filmhåndværk.
Bedømmelse: Udmærket film
Burde have vundet: 12 Angry Men
Uha-øjeblikke: Eksoticisme og en smule anti-japansk racisme
Oscar-facts: Miyoshi Umeki blev dette år den første asiatiske kvinde til at vinde en Oscar for hendes birolle i Sayonara.
1958 – Gigi
Metro-Goldwyn-Mayer
Instr.: Vincente Minnelli
Når en klassisk musical begynder med nummeret ”Thank heaven for little girls”, er det ikke et godt tegn. Vincente Minnelli instruerer endnu en gang Leslie Caron i en parisisk romance, denne gang over for Louis Jordan som en af byens notoriske overklasse-ungkarle. Han har været gode venner med den unge Gigi og hendes familie længe, så det tager ham lidt tid at opdage, at hun er vokset op og blevet en kvinde, han måske endda er forelsket i.
Gigi bruger meget tid på at romantisere denne overgang fra ”lille pige” til ”ung dame”, og det giver en dårlig smag i munden, selvom filmen også sætter Gigis egne valg og følelser i fokus. Der er bestemt en Askepot-fantasi, hvor underklasseheltinden her selv må forvandle sig og vinde prinsen, men de problematiske elementer overskygger romancen ret ofte.
Som visuel eller filmisk underholdning gør den heller ikke noget ekstraordinært. Musikken og koreografien charmerer mere, end det imponerer, og Leslie Caron er meget bedre til at danse, end hun er til at spille skuespil.
Alligevel satte Gigi rekorder til Oscaruddelingen med ni nomineringer og ni sejre. Filmens usmagelige elementer var ganske normale for sin tid, og den repræsenterede den glamour og masseunderholdning, Hollywood stod for. I dag føles den dog som en knapt så god og mere problematisk version af My Fair Lady (1964).
Bedømmelse: Middelmådig
Burde have vundet: Vertigo (kun nomineret for Sound og Art Direction)
Uha-øjeblikke: Romantiserer pigers ungdom og ”uskyldighed”. Romance med betydelig aldersforskel.
Oscar-facts: Med ni nomineringer og ni sejre slog Gigi rekorden for største Oscar-sweep og flest Oscars vundet. Sidstnævnte rekord ville dog blive slået allerede det følgende år:
1959 – Ben-Hur
Metro-Goldwyn-Mayer
Instr.: William Wyler
MGM satsede kassen på Ben-Hur, et remake af Cecil B. DeMilles stumfilm fra 1925. Filmen – et tre en halv timer langt historisk action-drama om en jødisk prins fra Jesus’ tid – var den dyreste filmproduktion nogensinde med et marketingbudget i samme skala, og man kan bestemt se, hvad de betalte for.
Det rette ord for Ben-Hur, er episk. Der er kun store følelser til stede: ikke blot bliver hovedpersonen Ben-Hur (Charlton Heston) forrådt, han bliver forrådt af den mand, han engang kaldte sin blodsbror, men som nu leder den romerske besættelse i Judæa. Hans mor og søster rådner væk i en fangekælder, og han selv bliver solgt som slave, indtil han undslipper og vender tilbage for at redde dem og hævne sig.
William Wyler var vant til mere intime karakterdramaer, og det kan ses i dialogscenerne, hvor det enorme widescreen-billede mest består af tom luft omkring skuespillerne, og brugen af close-ups er nødvendigvis en del begrænset. Men formatet passer perfekt til de vigtigste sekvenser: smukke landskaber, scener med hundredvis af ekstras og spektakulære set-pieces.
Navnlig det legendariske stridsvognsræs nær filmens klimaks. Den 14 minutter lange sekvens er blandt de mest medrivende og teknisk imponerende actionscener i filmhistorien, og er i sig selv næsten værd at se hele filmen for. Både den scene og et ligeledes storslået søslag blev instrueret af action-specialisterne Andrew Marton og Yakima Canutt.
Efter ræset mærker man dog filmens længde. Resten af historien drejer sig om Jesus’ død og Ben-Hurs omvendelse til kristendom, og selvom de religiøse scener er flot lavet, vækker de ikke så store følelser eller interesse som hævnfortællingen eller actionscenerne.
MGM satsede stort og vandt stort. Ben-Hur blev den næstbedst sælgende film nogensinde (bagved Gone With the Wind (1939)) og reddede studiet fra en finansiel katastrofe. Til Oscaruddelingen vandt den rekordmange Oscars, inklusive Best Picture, og det er ikke svært at se hvorfor. Ben-Hur er en af de storslåede Hollywood-spektakler, der stadig forbliver spektakulære.
Bedømmelse: Fantastisk film / Velfortjent vinder
Uha-øjeblikke: Masser af brownface
Oscar-facts: Filmens rekord på 11 Oscars er kun blevet opnået af to andre film siden.
Kommentarer