Af Gustav Stubbe Arndal
I ugerne op til Oscar-ceremonien i april gennemgår jeg samtlige vindere af Best Picture-prisen. Du kan læse om 30’erne her.
Anden verdenskrig var en konflikt, der ikke blot omfattede militæret, men civilbefolkningen, økonomien og kulturen, og dens skygge hænger over Hollywood fra samtidsværker i 40’erne helt frem til i dag, hvor film om krigen nærmest er en undergenre for sig selv.
Filmindustrien tog direkte del i krigen. Mange Hollywood-stjerner og -instruktører tog til fronten som soldater, eller for at lave propagandafilm, eller for at hjælpe på kampmoralen med sceneoptrædener for de udsendte. Deres oplevelser blev med dem længe efter krigens slutning.
Der var stadig plads til rendyrket underholdning og til kunst, der ikke omhandlede krigen og dens greb om verden, men de bedst huskede film fra denne tid var helt sikkert i tidens tegn. Best Picture-vinderne var for det meste seriøse dramaer og samtidsbilleder.
Hollywood-maskinen kværnede fortsat, og de fem store filmselskaber var så dominerende som nogensinde før. Men i 1948 ankom United States v. Paramount Pictures – en højesteretsbeslutning, der afgjorde, at filmselskabernes kontrol over biografer var i strid med lovgivningen mod monopolistisk adfærd. Distributørerne skulle nu forhandle med selvstændige biografer, i stedet for at lave eksklusive aftaler og booke masser af film ad gangen.
Det blev begyndelsen på enden for Hollywoods guldalder, og det gamle studiesystem ville falde fra hinanden i løbet af 50’erne og 60’erne.
40’ernes Best Picture-vindere reflektere mange af disse udviklinger. Underholdningsfilm fra de store studiers fabriksagtige produktionsmaskiner, men også værker med banebrydende realisme, rørende samtidsbilleder, samt den første ikke-amerikanske vinder af prisen.
1940 – Rebecca
Selznick International Pictures
Instr.: Alfred Hitchcock
Rebecca kan, med dens blanding af romance, krimi og American gothic, bedst beskrives som en spøgelseshistorie uden et spøgelse.
Joan Fontaine spiller en ung, uerfaren kvinde, der gifter sig med den intense aristokrat Maxim de Winter (Laurence Olivier), hvis første kone, Rebecca fra filmens titel, døde under tragiske omstændigheder. Hun flytter med ham til det enorme Manderlay-gods, hvor hun forgæves forsøger at komme ud af Rebeccas skygge.
Alle hun møder sammenligner hende med den populære eks. Rebeccas initialer står skrevne overalt, og godsets husholderske Mrs. Danvers (Judith Anderson) virker måske lidt for hengiven om hendes minde. Den intense atmosfære mellem den nye frues ankomst og en afsløring, man nødigt skal spolere, er i mesterklasse, trods den omgivende romance savner ømhed og kemi.
Fontaine brillerer i hovedrollen, men det er Judith Anderson, der løber af sted med filmen i en intens skurkerolle forud for sin tid. Der er selvfølgelig også instruktionen, som er særligt effektiv, når der skal skabes spænding. Ham Hitchcock virker som et talent, man skal holde øje med!
Bedømmelse: Udmærket film
Uha-øjeblikke: Romance med betydelig aldersforskel
Oscar-facts: Den eneste Hitchcock-film, der vandt Best Picture. Hitchcock vandt aldrig en Best Director.
1941 – How Green Was My Valley
20th Century Fox
Instr.: John Ford
John Fords eneste Best Picture-vinder er siden blevet overskygget af de film, den vandt over, navnlig Noirklassikeren The Maltese Falcon og Orson Welles’ mesterværk Citizen Kane. Året er næsten mere kendt for, hvem der tabte, end hvem der vandt. Men How Green Was My Valley har mange værdige kvaliteter, der også må anerkendes.
Filmen er en coming-of-age fortælling om en dreng, der vokser op i en landsby af kulminearbejdere i Victoria-tidens Wales. Hans far og storebrødre slider sig halvt ihjel i minerne, hans storesøstre bliver lykkeligt eller ulykkeligt forelskede, og han selv er splittet mellem kærlighed for familiens levevis og de bedre ting, hans forældre ønsker fra ham, da han udviser dygtighed i skolen.
How Green Was My Valley flyder næsten over med en sukkende, nostalgisk patos, der nemt kunne blive for meget fløde, men det bliver pisket op med en god portion barsk realisme og krydret med John Fords sans for billedkomposition og et glimrende ensemble. Man skal være meget kynisk, hvis filmen ikke finder vej ind til ens hjerte.
Nej, det er ikke Citizen Kane – men det kan de ikke alle sammen være!
Bedømmelse: En fin film
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Burde have vundet: Citizen Kane
Oscar-facts: John Ford har stadig rekorden for flest Best Director-priser (4), men dette er hans eneste Best Picture-vinder.
1942 – Mrs. Miniver
Metro-Goldwyn-Mayer
Instr.: William Wyler
Den første Best Picture-vinder om anden verdenskrig var midt i produktionsfasen, da angrebet på Pearl Harbor hev USA ind i konflikten, så dens fortælling om en middelklassefamilie fra London, der lever gennem krigens begyndelse, ankom på det helt rette tidspunkt. Filmen, og særligt Greer Garson som husmoren fra titlen, fungerede så godt, at selv statsoverhoveder måtte anerkende dens styrke.
Præsident Roosevelt påskyndede filmens udgivelse; Goebbels advarede om dens uhyrlige effektivitet som anti-tysk propaganda, der aldrig behøvede at sige et ondt ord om landet; Churchill erklærede, at den (og bogen, den var baseret på) gjorde mere for de allieredes sag end en hel skibsflåde.
Mrs. Miniver har ikke lige så direkte en effekt på nutidens seer, men når forstadsidyllen bryder sammen og familien Miniver knuger om hinanden i en bunker, mens blitzen hærger, rives man nemt med. Filmens heltinde og hendes omkreds er fuld af beslutsomhed på trods af deres situation – dog ikke nok til at gøre filmen sukkersød, da en tragisk og nødvendigvis åben slutning ikke forløser historien nemt.
William Wylers første af hele tre Best Picture-vindere er ikke blot en fascinerende tidskapsel; det er et rørende, menneskeligt drama båret af en stadig fængende hovedrolle. Churchill var i dette tilfælde en skarp filmanmelder.
Bedømmelse: Velfortjent vinder
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Best Actress-vinder Greer Garson gav den længste takketale i Oscars historie – næsten seks minutter
1943 – Casablanca
Warner Bros.
Instr.: Michael Curtiz
Det er nemt at glemme efter filmens langvarige status som klassiker, men det var ikke meningen, Casablanca skulle være en af de bedste Hollywood-film nogensinde – det skete bare.
Fire skribenter overførte et ikke-produceret teatermanuskript til film, William Wyler kunne ikke instruere, så Michael Curtiz blev sat til arbejdet, Warner Bros. satte et par store stjerner på den og timede filmens udgivelse med de allieredes invasion af Nordafrika, hvor filmen foregik.
Resultatet er en fænomenal film om kærlighed, forbigåede chancer og idealisme, hvis fortælling og dialog blev så ikonisk, at den i dag virker velkendt for enhver, der ser den for første gang. Rick (Humphrey Bogart) ejer en bar i Marokko, som er neutral grund for nazister såvel som flygtninge, men da Ilsa, hans gamle flamme fra Paris (Ingrid Bergman med funklende øjne) ankommer med sin nye mand, en frihedskæmper fra Tjekkiet, bliver han nødt til at tage et vigtigt valg.
Rick og Ilsas romance er dødsdømt fra start af, eftersom Hays-kodens censur-regler ikke tillod kvinder at forlade deres ægtefæller, men filmens finale føles naturlig og dybt tilfredsstillende på en klassisk, romantisk måde – hvad er mere nobelt end at ofre sin egen lykke i kampen om en større sag?
Casablanca skulle have været endnu en pengeindtjener fra samlebåndet, men på vejen forbi skriverummet, produktionen, skuespillerne og klipningen blev den til meget mere. En mystisk proces, man kun kan kalde ægte filmmagi.
Bedømmelse: Mesterværk / Best of the Best
Uha-øjeblikke: Lettere queer-kodet skurkefigur
Oscar-facts: Det blev sidste gang inden 2009, at der var ti film nomineret til Best Picture.
1944 – Going My Way
Paramount Pictures
Instr.: Leo McCarey
Bing Crosby var 40’ernes store superstjerne, og det er ikke svært at se hvorfor i denne sjælevarmende lille film om en ung, klaverspillende præst (Crosby), der skal forsøge at give nyt liv til en storbykirke med en gammel irer (Barry Fitzgerald) ved roret.
De to modstridende præsters spirende venskab, spillet ganske glimrende af begge skuespillere, danner en stærk emotionel kerne. De er omgivet af utallige små musikstykker, bipersoner og rare vignetter, heriblandt en ung kvinde, der er løbet hjemmefra, og en samling gadedrenge, Crosby omdanner til et drengekor.
Filmens overdådige sødme bliver hjulpet af en svag melankoli, som nok var i tidens tegn: Crosbys møde med en gammel veninde, Fitzgeralds længsel efter at se sin gamle irske mor igen, og en ung mand, som kysser sin elsker farvel for at tage i hæren.
Going My Way var et kæmpehit, der tog syv Oscars hjem og ovenikøbet blev vist for paven, efter krigen var omme. Dens mange musikstykker og manglende konflikt gør den langtrukken i længden, men i den kristne ånd må man tilgive dens synder. Det er den slags rare film, man kan se med bedsteforældrene en kold vinteraften, og var nok en tiltrængt flugt for samtidens krigsramte publikum.
Bedømmelse: En fin film
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Barry Fitzgerald var både nomineret til Best Actor og Supporting Actor for samme rolle – den eneste gang, det er sket.
1945 – The Lost Weekend
Paramount Pictures
Instr.: Billy Wilder
Vi kigger gennem et vindue til en lejlighed i Manhattan, hvor Don Burnam (Ray Milland) er i gang med at pakke sin kuffert. På ydersiden af bygningen, fastgjort til det åbne vindue med en snor, hænger en flaske sprut og dingler. Hans bror (Phillip Terry) ankommer for at snakke om deres planlagte tur til et afvænningsresort, der skal hjælpe med at holde Don ædru. Vi ved allerede, at han har andre planer, så snart broren er ude af døren.
Billy Wilder var en af Hollywoods absolut bedste manuskriptforfattere, og The Lost Weekend er fuld af små, smarte kneb som ovenstående, der gør dens deprimerende fortælling om en alkoholiker, hvis liv falder fra hinanden i løbet af en weekend-lang druktur, både gribende og underholdende.
For sin tid var The Lost Weekend banebrydende for sin socialrealisme og ærlighed omkring alkoholisme, og den blev delvist filmet på New Yorks faktiske gader – en sjælden praksis i 40’ernes Hollywood. Filmen er meget klar over sin status som emnefilm og bruger en del tid på at lære publikum om afhængighedens psykologiske og medicinske natur.
Filmens morale er en vink med en vognstang, og det ville være let at miste sympati for Don, hvis konstante selvdestruktion går ud over hans nærmeste, havde han ikke været så forbandet kvik i replikken. Det er filmens bedste kvalitet, men også et problem til slut – smarthed er Wilders foretrukne våben, men også oprigtighedens naturlige fjende.
Bedømmelse: Udmærket film
Uha-øjeblikke: Behandler temaer om alkoholmisbrug og afhængighed
Oscar-facts: Den første af kun tre film, der både vandt Best Picture og topprisen på Cannes Filmfestival.
1946 – The Best Years of Our Lives
Metro-Goldwyn-Mayer
Instr.: William Wyler
Tre veteraner kommer hjem til deres middelamerikanske hjemby efter anden verdenskrig: Al (Frederic March) vender hjem til sin kone, bankjob og nu voksne datter. Den unge flyvepilot Fred (Dana Andrews) vender tilbage til et job med minimumsløn og en kone, han knap kendte, før han rejste, og nu ikke har hørt fra i flere måneder. Og Homer (Harold Russel) vender tilbage til sine forældre og sin kæreste, men med kroge i stedet for hænder, som han mistede i krigen.
The Best Years of Our Lives fortæller deres historie med tålmodighed, forståelse og et glimrende cast, og gennem dem gav William Wyler, som ligeledes var hjemme fra fronten, stemme til utallige veteraner, der kunne spejle sig i deres kamp med dagliglivet.
Der er en naturlighed over filmens dialog, der kun kan komme af ægte erfaring. Særligt fra Harold Russel, en amatør-skuespiller, der faktisk mistede sine hænder i krigen. Akademiet gav ham en særlig pris for at repræsentere krigsveteraner, da de ikke regnede med, at han ville vinde for Supporting Actor – men den vandt han også.
Wyler bringer en stærk sans for billedsprog til filmen. Særligt i et par berømte anvendelser af deep focus (en teknik innoveret i Citizen Kane), hvor forgrund og baggrund begge er i fokus, og vi ser flere vigtige handlinger på samme tid.
The Best Years of Our Lives viser, hvordan popkulturen både kan reflektere og give noget vigtigt til sin samtid, og den vil altid være relevant så længe mænd drager i krig og vender tilbage – helskinnede eller ej.
Bedømmelse: Mesterværk
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Harold Russel er både den første af to ikke-professionelle skuespiller til at vinde en Oscar, og den eneste person, der har vundet to Oscars for samme rolle i samme film.
1947 – Gentleman’s Agreement
20th Century Fox
Instr.: Elia Kazan
Gentleman’s Agreement er den første Best Picture vinder, der direkte handler om undertrykkelse og intolerance, men overraskende nok er den et mere nuanceret portræt end mange nyere film om emnet.
Her drejer det sig om antisemitisme i New York, hvor reporteren Philip Green (Gregory Peck, Amerikas godhjertede daddy), der lige er flyttet til byen med sin søn, foregiver at være jødisk så han kan skrive en reportage, som indfanger oplevelsen af diskrimination på et personligt niveau.
Der er mange fælder, man kan falde i med sådanne fortællinger, men Elia Kazan og manuskriptforfatter Moss Hart undgår dem alle ved at konfrontere de hvide, privilegerede karakterer og sætte deres ignorance i forgrunden.
Green er en beundringsværdig helt med en stærk anti-racistisk overbevisning, der kun bliver styrket af hans oplevelser – en overbevisning, der skubber hans nye kæreste fra overklassen (Dorothy McGuire) væk.
For en film efter anden verdenskrig, der handler om antisemitisme, er det måske overraskende, at holocaust end ikke bliver hentydet til, men det gør den om noget mere effektiv. Gentleman’s Agreement undersøger det mindre synlige jødehad, der lå under overfladen, og var både prist for sin dristighed og anklaget for at være anti-amerikansk propaganda – en anklage, der afslører meget om landets problemer med at anerkende sin egen racisme.
Bedømmelse: Udmærket film
Uha-øjeblikke: Behandler antisemitisme, men med forsigtighed og nuance
Oscar-facts: Akademiet introducerede for første gang en særlig pris for udenlandske film, der ville blive til en hel kategori i 1956.
1948 – Hamlet
Universal Studios & Rank Film Distributors Ltd.
Instr.: Laurence Olivier
Det er Hamlet, et af William Shakespeares mest kendte værker og kilden til en god andel af Kronborgs turistpenge. Nu i en sort-hvid filmversion produceret, instrueret og spillet af Laurence Olivier, der tidligere havde filmatiseret Henry V (1944).
Den er tro til den originale tekst (med god grund, det er jo Shakespeare), men næsten halvdelen af stykket, inklusive tre større roller (Fortinbras, Rosenkrantz og Guildenstern) er blevet fjernet for at holde filmen under tre timer. Manglen på comic relief gør den dystre fortælling om prinsen, der holder enetale om døden mens han overvejer, hvordan eller hvorvidt han skal hævne sin far, mere gravalvorlig, end den var i forvejen.
Det er den seriøse, høj-kulturelle version af Shakespeare, Hamlet fremviser, snarere end den vittige barde, som skrev underholdning til masserne. Med sets, der forkaster realisme til fordel for udtryk, og en teatralsk, ophøjet atmosfære er det svært at leve sig ind i historien, om end man bliver nødt til at værdsætte Oliviers virtuose-skuespil.
Man kan også værdsætte, hvordan de let abstrakte sets og dystre skyggesætning holder Hamlet fra bare at være et filmet teaterstykke – filmens Kronborg er en labyrint af tomme kamre, mørke stenmure og åbne vinduer ud til nattens tåge.
En fin filmatisering, der dog ikke vil konvertere de folk, der finder bardens værker kedelige.
Bedømmelse: Det’ sørme, det’ sandt, det’ Shakespeare
Uha-øjeblikke: Øhm… det er Shakespeare
Burde have vundet: The Red Shoes
Oscar-facts: Den første film produceret uden for Hollywood, der vandt Best Picture.
1949 – All the King’s Men
Paramount Pictures
Instr.: Robert Rosen
All the King’s Men er et politisk drama om den fiktive Willie Stark (Broderick Crawford), der begynder sin karriere i lokalpolitik, men inden længe bliver guvernør på sin kritik af de etablerede politikere og den rige overklasse. Men så snart han får magten, er han næsten lige så korrupt som de politikere, han talte imod, og en del mere magtglad.
Vi følger hans høje flyvning og lange fald gennem en reporter (John Ireland), der slutter sig til hans kampagne, men senere fortryder det. Og fortællingen går stærkt – filmen var oprindeligt alt for lang, men blev reddet ved at skære hver scene ned til blot de vigtigste øjeblikke. Resultatet er, at All the King’s Men føles som en lang montage, selvom dens Noiragtige hårdkogte drama kunne have brugt lidt ekstra pusterum.
Karakteren Willie Stark er stærkt inspireret af Huey Long, en stærkt venstreorienteret populist, der var guvernør i Louisiana under depressionen. Her kan problemet allerede findes, for Long var godt nok en skrap populist, der gik meget op i loyalitet, men han anvendte sin magt i kampen for den fattige arbejderklasse, ligesom han havde lovet, modsat Starks komplette korruption.
Hvad der mangler i Starks historie, er en klar årsagskæde. Han begynder filmen med ærlige, endda ydmyge taler om underklassens kår og politikernes afmagt, og der er ikke spor af den magtglade pseudo-diktator, han ender med at være.
All the King’s Men synes at sige, at magt nødvendigvis korrumperer, at al slags populisme er et dårligt tegn, selv når man faktisk har gode løsningsforslag. Crawford spiller med overbevisning, men filmens ultimative pointe synes en anelse mere kynisk, end den er realistisk.
Bedømmelse: Ikke værst, ikke Best
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Det var sidste gang, alle film nomineret til Best Picture var i sort-hvid.
Kommentarer