Af Gustav Stubbe Arndal
I ugerne op til Oscar-ceremonien i april gennemgår jeg samtlige vindere af Best Picture-prisen. Du kan læse om 20’erne her
Stumfilmens tid var forbi ved 1930’ernes begyndelse, og med synkronlyd kom en række genrer på banen: filmatiserede teaterproduktioner, dialog-drevne komedier, gysere (særligt fra det mindre filmstudie Universal) og selvfølgelig musical-filmen, der bragte Broadway-underholdning til masserne.
Hollywood var i høj grad styret af kun fem filmselskaber (”The Big Five”), der kontrollerede både produktion, distribution og fremvisning landet over og producerede film i massevis, ofte med betydelige ressourcer bag dem.
Modsat filmverdenens finansielle styrke var publikummet ramt af The Great Depression; den værste økonomiske nedgang i USA siden borgerkrigen. De trængende borgere søgte tilflugt i biografmørket, og Hollywood gav dem netop dét: store eventyr, glamour, vittigheder og superstjerner – en tendens, der også blev reflekteret af Akademiet.
Samtidig, efter årevis af kritik af Hollywood for dens visning af usædeligt materiale – druk, kriminalitet, utroskab, bandeord osv. – indførtes der en række regler for selvcensur, der fra midten af 1934 blev officielt håndhævet.
Reglerne, kendt som ”The Hays Code”, gjorde det bl.a. umuligt at præsentere seksuelt indhold af nogen art, og trods det førte til tilbagespring for ytringsfrihed og progressive bevægelser, tvang det også Hollywoods manuskripter til at være mere snedige og kreative for at undgå censur. Meget af stilen fra Hollywoods ”guldalder” opstod af denne nødvendighed.
Det nye paradigme bremsede bestemt ikke filmindustriens profit. Årtiet ville ende med en filmsucces, der stadig ikke er blevet efterlignet, og markerede et kunstnerisk og finansielt højdepunkt for Hollywood…
1930 – All Quiet on the Western Front
Universal Studios
Instr.: Lewis Milestone
Det blev anden gang, et drama om 1. verdenskrig vandt Best Picture, men All Quiet on the Western Front, baseret på den tyske bog fra 1929 skrevet af Erich Maria Remarques, er bedst beskrevet som en antikrigsfilm modsat den romantik, man fandt i Wings (1927).
Filmen følger Paul Bäumer (Lew Ayres), en ung patriot, der melder sig til hæren og bliver sendt ud på vestfronten (selvfølgelig), hvor han ser skyttegravskrigens brutale virkeligheder i øjnene. Der er ikke et direkte plot; i stedet ser vi mange sider af krigen fra Bäumers perspektiv: fra træning til kedsomhed ved fronten, til skudepisoder i ingenmandsland, en kort hjemrejse, hospitalsophold og mange døde soldaterkammerater.
Historien er bemærkelsesværdig for dens ærlighed omkring frontens kedsomhed – deraf titlen – og undgik i det hele taget romantiske klichéer til fordel for realisme. Dette bragte også filmen fjender – navntligt nazipartiet i Tyskland, der var stærkt imod dens pacifistiske temaer og erklærede den en ”jødefilm”.
Med dybtfølt skuespil fra Lew Ayres, som optræder i de fleste af filmens scener, og en stærk instruktion, der synes forud for sin tid, er Western Front overraskende effektiv selv på et gensyn i det 21. århundrede. Tiden har dog ikke været så venlig ved dens special effects og dens til tider for åbenlyse poetiske billeder.
Bedømmelse: Udmærket
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Den første af mange Best Picture-vindere, der også vandt for Best Director.
1931 – Cimarron
RKO Radio Pictures
Instr.: Wesley Ruggles
Cimarron er på mange måder et levn. En episk western fra RKO – den eneste af ”The Big Five” filmselskaberne, der ikke overlevede til i dag – der desværre spiller på mange af genrens problematiske rødder.
Vores helt er Yancey Cravat (Richard Dix), en avismand og tidligere gunslinger, der ridder vestpå til Oklahoma for at sikre sig noget land, han og hans kone Sabra (Irene Dunne) kan bo på. Men hans rastløse søgen efter nye eventyr holder ham fra rigtigt at slå sig ned, og vi følger ham gennem årtierne, mens vesten bliver ”tæmmet”, og Sabra bliver gammel uden ham.
Yancey repræsenterer en essentiel amerikansk selvmodsigelse. Han er en fri ånd med progressive værdier (han har enorm respekt for indianer-folket og forsvarer en prostitueret fra falsk anklage), der entusiastisk deltager i det imperiale projekt, der dræbte Vestens frie folkefærd og langsomt ødelagde hans egen levevis.
Cimarron er klar over denne konflikt, men formår ikke at konfrontere den på et dybere niveau, og det er svært at rose dens racepolitik, når Cravat-familiens sorte tjenerknægt Isaiah (Eugene Jackson) er en komisk naiv, dum og loyal karikatur.
Filmen er stadig værd at se for de filminteresserede; dens åbningssekvens med hundredvis af hestevogne og den store western-by, der blev bygget til filmen og senere anvendt til mange produktioner, kan stadig imponere. Resten har mistet meget af sin charme.
Bedømmelse: Middelmådig / Uheldigt forældet
Uha-øjeblikke: Manifest Destiny-temaer, racistisk karikatur
Oscar-Facts: Cimarron var den første western til at vinde en Best Picture, og den eneste indtil 1991. Det var den første vinder til også at vinde en Oscar for sit manuskript. Det var den eneste Best Picture-vinder produceret af RKO.
1932 – Grand Hotel
Metro-Goldwyn-Mayer
Instr.: Irving Thalberg
Her er en formular, der ikke er gået helt ud af mode: tag en masse store filmstjerner, giv dem stærkt distinktive karakterer at spille i et ensemble og lad magien ske. Sandt nok har mange navne på Grand Hotels plakat mistet deres star power, men karismaen er der, om ikke andet.
Et stort, respekteret hotel i Berlin er midlertidigt hjem for karaktergalleriet, heriblandt: Greta Garbo som en balletdiva, hvis bedste dage er bag hende; John Barrymore som en baron med pengeproblemer og et talent for tyveri; hans bror Lionel Barrymore som en akavet, patetisk forretningsmand med en dødelig sygdom og et ønske om at spilde firmapenge på endelig at leve lidt; Wallace Beery som nævnte firmas chef; og Joan Crawford (i en af hendes første roller) som chefens sekretær.
Der opstår misforståelser, forelskelser, fester, røveri… og så lige et mord til sidst som prikken over i’et.
Det har sin charme, og enkelte sekvenser er skam mindeværdige, men meget af filmen føles lidt manglende i substans. Grand Hotels mest banebrydende del er dens set design, der involverede en fuldendt lobby med flere etager. Dens innovation blev dog snart til normen, hvorfor det ikke just imponerer den moderne seer.
Hele ensemblet gør et flot arbejde – Joan Crawfords naturlige flirt og Lionel Barrymores desperate lykke-søgen er mine favoritter. Men trods fine scener og solid dialog (fra teaterstykket, den er baseret på) former delene sig ikke til en helhed, der virkelig er noget særligt.
Bedømmelse: Ikke værst, ikke Best
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Den eneste Best Picture vinder, der ikke blev nomineret til nogen anden pris
1933 – Cavalcade
Fox
Instr.: Frank Lloyd
I Frank Lloyds familiedrama og generationsportræt Cavalcade mærker man både lydfilmens udvikling og vokseværk. Meget af stilen, man vil associere med klassisk sort/hvid Hollywood filminstruktion, er til stede, men endnu ikke fuldkommen, og mange dialogscener føles flade og uden fremgang.
Fortællingen drejer sig om en meget britisk overklassefamilie, der lever igennem en ”kavalkade” af historiske øjeblikke i det 20. århundredes første tre årtier, bl.a. Dronning Victorias død, skibet Titanics forlis og 1. verdenskrig. Familiens faste tjenere bliver også ramte på anderledes måder, men filmen går ikke så vidt som til at kritisere de engelske underklassevilkår.
Faktisk er det svært at finde et klart budskab fra filmen udover ”alle disse ting skete, og her er vi”. Europa og Storbritannien ville efter 30’erne møde en tid, der var meget mere omvæltende, og Cavalcade synes at have det på fornemmelsen, men set i bakspejlet lander dens rørstrømske slutning ikke så godt.
Om Cavalcades problemer skyldes årtiernes afstand, eller om det skyldes uinteressante hovedpersoner, en fortælling uden retning og for meget fløde på epilogen, er svært at sige. Om intet andet var det sjovt at finde ud af, at der faktisk er to Best Picture vindere, hvori en romance ender tragisk på RMS Titanic.
Bedømmelse: Middelmådig
Uha-øjeblikke: Noget godt, gammeldags britisk imperialisme
Oscar-facts: Da Akademiet justerede til kalenderåret, dækkede denne Oscar-uddeling hele 17 måneders film, fra 1. august 1932 til 31. december 1933.
1934 – It Happened One Night
Columbia Pictures
Instr.: Frank Capra
Her har vi skabelonen til den romantiske komedie, som vi kender den, og det med god grund – når det virker, så virker det.
Claudette Colbert spiller en rigmandsdatter, der stikker af hjemmefra og må finde vej fra Florida til New York for at mødes med sin forlovede: en berømt vovehals, som hendes far ikke bryder sig om.
Hun er ude af sit element, men på natbussen sidder hun ved siden af Clark Gable, som spiller en rapporter desperat efter et scoop. Han indser hurtigt, at hun er den pige, aviserne efterlyser, og får hende ud af et fedtefad ved at udgive sig for at være hendes mand. De to rotter sig sammen til et road trip op langs østkysten med et løfte om, at han får et eksklusivt interview.
Colombia Pictures anede ikke, at de havde en hitfilm ved hånden, og der har sjældent været bedre argumenter for, at filmproducenterne ikke aner, hvad de laver. Gable og Colbert har en fantastisk, naturlig kemi, der gør dem nemme at heppe på, og deres frem-og-tilbage dialog er umådeligt underholdende.
Derudover trængte depressionstidens publikum til at se et genkendeligt Amerika, med støvskyer, blaffere og billige moteller. It Happened One Night var også blandt de sidste film, der udkom inden Hays-koden blev Hollywood-landets lov, så den slap af sted med at være lidt frækkere, end man skulle tro.
Disse kvaliteter gør filmen seværdig helt frem til i dag. Hvis du er irriteret over den sexløse kunstighed, man finder i mange af 30’ernes og 40’ernes romancer, vil du måske få en positiv overraskelse.
Bedømmelse: Velfortjent vinder
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Den første af blot tre film, der nogensinde har vundet alle fem ”hovedpriser”: Best Picture, Director, Actor, Actress og Screenplay!
1935 – Mutiny on the Bounty
Metro-Goldwyn-Mayer
Instr.: Frank Lloyd
Alle ved, hvad Hollywood er bedst til: store effekter, store stjerner og store følelser. Mutiny on the Bounty er meget løst baseret på virkelige hændelser beskrevet i bogen fra 1932 af samme titel – den er meget mere interesseret i eventyr og billetsalg end historisk autenticitet.
”The Bounty” sejler fra England på en to år lang rejse til Tahiti med både nye rekrutter og gamle sømænd ombord… og den tyranniske kaptajn Bligh (Charles Laughton). Kaptajnens brutale metoder nedbryder besætningens moral, indtil hans ellers loyale førstestyrmand Fletcher Christian (Clark Gable) indleder et mytteri. Fletcher og kompagni lægger anker ved tropeøen, hvor de bor blandt de indfødte, indtil et skib vender tilbage med hævn i sinde.
Selve skibet er bragt til live på formidabel vis – når sejlene folder sig ud, og søfarten begynder, er det svært ikke at lade sig rive med. Gable er, som altid, en magnetisk figur, man kun kan holde med, men Charles Laughton har klart den mest ikoniske rolle. Han er nem at hade, men hans mod og beslutsomhed i krisesituationer viser tegn på en dybere karakter.
Begge blev nominerede til Best Actor sammen med Franchot Tone som en ung patriot fanget mellem fædrelandets love og den barske virkelighed. Ingen af dem vandt, og Akademiet introducerede Supporting Actor og Actress-kategorierne for ikke at gentage den situation.
Hvis man holder af eventyr på de syv have eller Clark Gable i bar overkrop, så kan Mutiny tilbyde det. Forudsat, at man kan tolerere lettere ekstrem racisme; næsten alle talende roller (og især kyssende roller) blandt polynesierne bliver spillet af hvide skuespillere i ”brownface.”
Bedømmelse: En fin film
Uha-øjeblikke: Brownface og stærk eksotisme
Oscar-facts: Den sidste film til at vinde Best Picture uden at vinde andre kategorier. Havde tre nominerede til Best Actor – en rekord, der siden indførslen af Supporting kategorierne nok aldrig bliver brudt.
1936 – The Great Ziegfeld
Metro-Goldwyn-Mayer
Instr.: Robert Z. Leonard
Ligesom The Broadway Melody (1929) var The Great Ziegfeld et visuelt vidunder og kæmpe hit fra sin tid, der i dag har mistet meget af glansen. Dog er der lidt mere tilbage under glansen i denne omgang.
Florenz ”Flo” Ziegfeld (William Powell) var en af Broadways mest indflydelsesrige producere, særligt kendt for sine ”Ziegfeld Follies”, der bestod af smukke kvinder i ekstravagante kostumer på endnu mere ekstravagante, ofte bevægelige scener, afbrudt af varieté-underholdning, og i MGM’s største hit fra 30’erne genskabte de mange af hans mest populære produktioner i en fortælling om showmandens liv.
The Great Ziegfeld var den længste lydfilm nogensinde (185 minutter i sit roadshow-format), og længden kan man mærke dybt i sine indre organer, når den for omtrent tyvende gang pauser sit middelmådige karakterdrama for at vise endnu et glamourøst spektakel frem i ti uafbrudte minutter, hovedsageligt med et stillestående kamera.
Mellem disse scener sker der følgende: det nyeste show er en kæmpesucces, Ziegfeld flirter med en smuk kvinde, der måske er hans kone på det tidspunkt, hvorefter han foreslår et nyt show. Hans finansfolk mener, idéen er alt for dyr. Han gør det alligevel, og efter endnu en alt for lang fremvisning, der nok imponerede 30’ernes seere, er showet et kæmpe hit, og så starter vi forfra.
Der er noget charme i at se det nye massemedie hylde den gamle konge af underholdning, men filmen er utroligt ukritisk over for sin hovedperson. Det er for eksempel svært at tro, at hans første kones mistanke om hans utroskab virkelig blot var en misforståelse.
The Great Ziegfeld var et perfekt eksempel på Hollywoods glans, optimisme og overflod, men i dag er dens problemer tydelige. Koreografer som Busby Berkeley ville senere integrere kameraet i dansesekvenser, og Citizen Kane (1941) ville snart vise, hvordan en film om en mands liv kunne se ud. Alt, hvad Ziegfeld har at byde på, er et kæmpe budget – og penge alene kan ikke købe storhed.
Bedømmelse: Nomineret til Worst Picture
Uha-øjeblikke: En kort scene med et ”minstrel-show” i blackface
Oscar-facts: Første år med Supporting Actor og Actress
1937 – The Life of Emile Zola
Warner Bros.
Instr.: William Dieterle
I 1894 blev den franske officer Richard Dreyfus fængslet for spionage og landsforræderi. Ikke blot var han uskyldig, men den franske regering skjulte beviser for hans uskyld, og de franske medier lod til at stole blindt på anklagen; Dreyfus var jøde, og i manges øjne var det grund nok til mistanke.
Sagen var kold, indtil forfatter og forkæmper for underklassen Émile Zola tog til Dreyfus’ forsvar i en avisforside, der anklagede samtlige ansvarlige for uretfærdigheden og bad dem sagsøge ham, hvis hans anklager var falske. Det gjorde de, og flere beviser om regeringens misbehandling kom frem i lyset. Dreyfus-affæren er en af de mest markante eksempler på antisemitisme i Frankrigs historie.
Første halvdel af The Life of Emile Zola skildrer forfatterens udvikling fra censureret journalist til respekteret forfatter (fint spillet af Paul Muni), mens anden halvdel fokuserer på Dreyfus-affæren (Dreyfus blev spillet af Joseph Schildkraut, der også vandt en Oscar).
Et fantastisk emne at filmatisere! Men denne film nævner ikke Dreyfus’ jødedom eller antisemitisme én eneste gang. Hvorfor undgå så essentielt et emne? Tja, tyskere køber jo også biografbilletter, og man skal nødigt gøre Hitlers regime utilpas, hvis filmen skal vises derovre.
The Life of Emile Zola er ikke blot et eksempel på Hollywoods manglende rygrad hvad angik fascisme – den er også så hyklerisk, at den er svær at bedømme som film i sig selv. Det er en film, som fejrer en helt for at stå imod et magtfuldt militær og en fordomsfuld presse og fortælle sandheden, men filmskaberne nægtede selv at gøre det samme. En skamplet på Hollywood og på Akademiet.
Dreyfus-affæren fik en ny, fransk filmatisering sidste år, ovenikøbet instrueret af en jøde, der havde levet igennem holocaust. Desværre var den jøde Roman Polanski, en sexforbryder på flugt fra loven. På Ordet valgte vi ikke at anmelde filmen.
Bedømmelse: Moralsk foragtelig
Uha-øjeblikke: Censureret for at appellere til Nazityskland
Oscar-facts: Den første film til at modtage ti nomineringer. Den anden Best Picture-vinder i træk, der var en livshistorie om en markant mediefigur fra starten af århundredet, hvis efternavn begyndte med ”Z”.
La Grande Illusion (1937) blev dette år den første fremmedsprogede film nomineret til Best Picture.
1938 – You Can’t Take It with You
Columbia Pictures
Instr.: Frank Capra
Det er meget svært at lave film, der er optimistiske, venlige og helt uden ironi, men Frank Capra gjorde en karriere ud af det. Med You Can’t Take It with You ramte han også plet i den amerikanske tidsånd, ligesom han senere ville gøre det i juleklassikeren It’s a Wonderful Life (1946).
James Stewart spiller en enormt sød ung mand, der er søn til en vigtig finansfigur. Han bliver forlovet med sin sekretær, en underklassepige spillet af Jean Arthur. I håb om at overtale sine elitære forældre til at acceptere parret, arrangerer han et familiebesøg hos hende. Problemet er, at hendes familie er en gruppe lalleglade tosser.
Husholdningen kan bedst beskrives som et kollektiv med mindre hash og mere sang, dans, hjemmelavede fyrværkerier og en kæleravn. Bedstefaren (Lionel Barrymore med krykker og rigeligt charme) har meget mærkelige idéer om, at penge er ligegyldige, og man skal bare være glad.
Hvad værre er, så er galehuset det eneste, der står mellem finans-farens firma og et enormt køb, og da de grundet en misforståelse ankommer til huset dagen inden, de skulle have været til middag, er pokker snart løs.
You Can’t Take It with You er to timers uskyldige morsomheder. Dens politiske temaer er hulter til bulter – Barrymores karakter betaler ikke skat og brokker sig om alle de ”ismer”, der er så populære – men den holder fast i en morale om, at penge ikke er alt. I en tid med økonomisk nedtur og bekymrende nyheder fra Europa var det nok sådan en film, publikum trængte til.
Bedømmelse: En fin film
Uha-øjeblikke: Intet at rapportere
Oscar-facts: Frank Capra blev den første til at vinde tre Best Director-priser.
1939 – Gone with the Wind
Selznick International & Metro-Goldwyn-Mayer
Instr.: Victor Fleming
Behøver jeg overhovedet introducere denne monumentale storfilm? Fortællingen om sydstatspigen Scarlett O’Hara (Vivien Leigh), som lever gennem den amerikanske borgerkrig og dens eftermæle, og hendes stormfulde romance med den charmerende Rhett Butler (Clark Gable) er så ikonisk og velkendt som nogen film i Hollywoods historie.
Dens kontroverser er også velkendte – filmen og den bog, den er baseret på, romantiserer sydstaternes aristokrati, ignorerer slaveriets forfærdelighed og viser nordstaterne som skurke. Få film har desværre været så formative for Amerikas kulturelle identitet.
Alligevel elsker jeg Gone with the Wind. Dens enorme ambition, visionære farvefotografi og melodramatiske, men stadig komplekse fortælling kan stadig forbløffe mere end 80 år senere. Vivien Leigh, en relativt ukendt skuespillerinde på det tidspunkt, giver en utrolig præstation, og Clark Gable er… Clark Gable.
Alle burde se denne film, men ingen burde se den uden at forstå dens kontekst og de idéer, den stod for.
Alle så den i hvert fald, da den udkom. Filmen var så populær i sine første måneder, at produktionsselskabet angiveligt ikke kunne producere nok farvefilm til at holde trit med efterspørgslen. Den dominerede billetsalget i flere år, og hvis man inkluderer dens genudgivelser og justerer for inflation, er den stadig den bedst sælgende film nogensinde.
Når man har set den, forstår man godt hvorfor. Gone with the Wind var højdepunktet i Hollywoods guldalder. Et kommercielt og kunstnerisk mesterværk, mange ville forsøge at overgå, men som meget få – om nogen – ville leve op til.
Bedømmelse: Mesterværk / Best of the Best
Uha-øjeblikke: Normalisering af slaveri, racistisk karikatur, hentydninger til voldtægt
Oscar-facts: Satte rekorden for flest nomineringer (13) og flest Oscars vundet (10). Hattie McDaniel blev den første sorte skuespiller til at vinde en Oscar, og den eneste indtil 1964. Til Oscar-ceremonien var hun nødt til at gå ind gennem køkkenet på grund af segregation.
Kommentarer