Af Gustav Stubbe Arndal
I et normalt år ville vi lige nu se frem til den 93. Oscaruddeling ved månedens udgang. De nominerede ville være annonceret for et par uger siden, og awards-sæsonens debatter ville rase: hvem burde vinde? Hvem ender med at vinde? Hvem fortjente en nominering, men blev ”snubbed”? Hvilke film er ”Oscar-bait”? Er der nok diversitet blandt de nominerede? Blev en dansk film nomineret til Best International Feature, og har vi en chance?
På samme tid vil der være mange folk, der giver et typisk modsvar: ”Hvorfor går du så meget op i det? Oscars betyder jo ikke noget.”
Til det svarer jeg: du aner ikke, hvad du snakker om. Denne kliché kommer enten fra folk, der ikke er interesserede i filmbranchen og ser ceremonien som overdreven pompøsitet, eller fra den slags filmnørder, der synes, Oscars er en upålidelig smagsdommer, og Guldpalmen fra Cannes burde være den mest eftertragtede og publicerede filmpris i stedet.
Der er noget om snakken fra begge sider. Ja, Oscars er i bund og grund en PR-kampagne for Hollywood-industrien. Og ja, Akademiet belønner industrimagnater med kampagnepenge langt, langt mere end internationale auteurs, der virkelig skubber filmkunsten fremad. Og ja, de begår ofte vanvittige fejltagelser.
Men de betyder noget. De betyder faktisk rigtig meget.
Oscar: Origins
Academy of Motion Picture Arts and Sciences (AMPAS, eller ”Akademiet”) begyndte i 1920’erne med Louis B. Mayer (det tredje M i MGM), der var nervøs over tanken om fagforeninger i filmindustrien og samtidig ønskede at fikse industriens image i kølvandet på utallige skandaler.
AMPAS skulle være en industrigruppe, der kunne mediere problemer, inden fagforeninger blev nødvendige, og som bonus kunne den tilføje prestige og respekt til filmkunsten ved en årlig prisuddeling. Kampen mod fagforeningerne var snart tabt – Hollywood har været en ”union town” i årtier nu – men Academy Awards blev en kulturel institution og nok den mest eftertragtede filmpris i verden.
Her har vi det særlige ved Oscars, og hvorfor de betyder noget: det er filmindustrien selv, der uddeler priserne. At modtage en statuette betyder ikke blot, at filmen er velanset, men symboliserer anerkendelse fra vinderens kollegaer. Man bliver skrevet ind i filmhistorien af de folk, der for alvor skriver den.
I de seneste årtier har en Oscar-nominering eller -sejr også haft finansiel betydning. Det bringer prestige, interesse og billetsalg til film, der ikke nødvendigvis klarer sig på gode anmeldelser og et par kendisser alene. Det er ikke et perfekt system, men det giver producere motivation til at lægge ressourcer i gode instruktører og alvorligt drama, og en statuette kan kickstarte en ny karriere lige så meget som det kan belønne en gammel.
Et Best Picture-maraton
Sidste år satte jeg mig for at se samtlige film, der har vundet den eftertragtede Best Picture pris. En del film har de fleste allerede set, en del af dem er ubestridte klassikere, og en del var glædelige overraskelser. Der var selvfølgelig også en del, jeg ikke vil anbefale til nogen – en Oscar er ikke en kvalitetsgaranti.
Udover den individuelle filmoplevelse var det en fascinerende rejse gennem Hollywoods historie. Hvilke slags film vandt, og hvilke ikke gjorde, viser hvad industrien så som prisværdigt, og hvilket image de ønskede at fremvise. Fra sort-hvid til farve, fra blackface til Moonlight (2016), fra selvcensur til Midnight Cowboy (1969), fra 60’ernes blockbuster-musicals til moderne ”seriøse” dramaer – Oscars fortæller os en hel del.
I de kommende uger vil jeg gennemgå samtlige film i Akademiets panteon, ét årti ad gangen indtil 2020’ernes første ceremoni i april. Jeg vil forsøge at sætte filmene i kontekst, give en anbefaling (eller en øretæver til de film, der fortjener det), og forhåbentligt skabe et overblik over Oscars’ plads i filmhistorien.
Jeg vil også forsøge at advare om usmageligt indhold – gamle film (og enkelte nye) har deres uha-øjeblikke, som bestemt aldrig var okay, og som kan ødelægge en filmoplevelse for nogen. Dine grænser for sexisme, racisme, homofobi osv. er måske skarpere eller svagere end mine.
Vi begynder ved begyndelsen: De første to Academy Awards, der fandt sted i 1928 og 1929. Den allerførste ceremoni hædrede film fra 1927 op til midten af 1928. De kommende ceremonier tillod nomineringer mellem 1. august og 31. juli, indtil den 7. Oscaruddeling, der skiftede til kalenderåret.
1927 – Wings
Paramount Pictures
Instr.: William A. Wellman
1927 var stumfilmens sidste sang i Hollywood. I slutningen af året varslede The Jazz Singer om en fremtid med synkroniseret dialog, der ville gøre det talte sprog og skuespillernes stemme centrale. I dag husker vi mest stumfilm enten for slapstick-helte som Charlie Chaplin (der vandt en æres-Oscar samme år for filmen The Circus), eller for teatralsk melodrama.
Wings er ingen af delene. Det er en krigsfilm af store proportioner med romance, venskab, overraskende realisme (i hvert fald for sin tid) og prisvindende effekter, der satte standarden for flyvesekvenser.
Plottet følger to unge mænd, Jack (Charles Rogers) og David (Richard Arlen), der går ind i flyvevåbnet under første verdenskrig. De er rivaler til at starte med, da Jack er forelsket i Davids kæreste fra deres hjemby, men et tæt venskab udvikler sig mellem dem, mens nabopigen Mary (Clara Bow), ulykkeligt forelsket i Jack, følger dem til fronten som sygeplejerske.
Krigs- og flyvescenerne er klart filmens højdepunkt, og de er stadig imponerende i dag, især når man tænker på, hvilke redskaber der var tilgængelige i 20’erne. Ikke at de jordnære sekvenser ikke brillerer – et tracking shot til en fest i Paris er blandt filmens mest kendte øjeblikke.
Mest fascinerende er dog filmens realisme og queer-kodning. Et kys mellem de to hovedpersoner (sandsynligvis det første kys mellem samme køn i Hollywoods historie) er næsten mere romantisk end kærlighedstrekanten, og Wings er også blandt de første mainstream-film til at vise nøgenhed. Den slags ting kunne man ikke slippe af sted med i 30’ernes Hollywood.
Wings er en glad overraskelse for de, der har en snæver forståelse for stumfilm, og et bevis på, at solidt filmhåndværk på et højt budget kan være tidløst underholdende – der er en grund til, at det har været Hollywoods foretrukne formular i over 100 år.
Bedømmelse: Velfortjent vinder
Uha-Øjeblikke: Intet at rapportere
Også 1927 – Sunrise: A Song of Two Humans
Fox
Instr.: F.W. Murnau
Ved den første Academy Awards blev der uddelt to toppriser. Den ene, kaldt ”Outstanding Picture” og senere omdøbt til ”Best Picture”, gik til Wings for at belønne dens ambitiøse produktion. Den anden toppris for ”Best Unique and Artistic Picture” blev givet til F.W. Murnaus stumfilmsmesterværk, Sunrise: A Song of Two Humans.
Sunrise præsenteres som en fabel om land, by og begær. Det er historien om ”Manden” (George O’Brien), der bliver lokket væk fra ”Konen” (Janet Gaynor, den første Best Actress vinder) og forført af ”Kvinden fra Byen” (Margaret Livingston). Kvinden, som han har en affære med, beder ham om at drukne konen så han kan komme med sin elsker til byen. Han gør det næsten, men i sidste øjeblik fortryder han.
Konen flygter til byen og Manden følger efter for at gøre bod. De to forelsker sig på ny gennem en nat med fest, dans og kærtegn.
Sunrise er med andre ord en film om stærke følelser og universelle temaer, og den kommunikerer de følelser gennem et umådeligt stærkt visuelt sprog. Murnau anvender teknikker fra tysk ekspressionisme, med skæve vægge, abstrakt geografi og udtryksfulde vinkler, for at skabe en eventyrverden, hvor tragedie, komedie og romance føles så stærkt som muligt.
Han gør også brug af revolutionære teknikker, særligt de lange, flydende kamerabevægeler, vi i dag tager for givet, men som dengang, da kameraer var enormt tunge, lignede ren magi. Teknikken vendte først tilbage mange år senere, efter tunge, støjende lydoptagelsesmaskiner havde gjort det umuligt endnu en gang.
Det kan hævdes, at noget gik tabt da synkronlyd kom til Hollywood, og en film som Sunrise er et stærkt argument. Det kommende årti er fyldt med store stjerner og stillestående kameraer, musicals og teaterstykker oversat til film. Sunrise er tryllebindende filmkunst helt igennem.
Det er på sin vis passende, at Murnaus storværk vandt en pris, der aldrig blev gentaget. For det er en slags film, der aldrig rigtigt blev lavet igen.
Bedømmelse: Mesterværk
Uha-Øjeblikke: Intet at rapportere
1929 – The Broadway Melody
Metro-Goldwyn-Mayer
Instr.: Harry Beaumont
Mens Wings og Sunrise viste en filmforms endeligt, repræsenterer The Broadway Melody en anden filmarts begyndelse, nemlig musicalfilm. Filmen er blandt de første musicalfilm nogensinde, den første produceret af MGM, den første med synkronlyd hele vejen igennem, og ovenikøbet den første til at indeholde farve – en technicolor-sekvens, der desværre er gået tabt.
The Broadway Melody er også en af de værste, mest intetsigende, ulidelige film til nogensinde at vinde en Best Picture.
Det papirtynde plot drejer sig om et søsterpar (Anita Page og Bessie Love), der netop er ankommet til Broadway for at søge lykken. Den ene søsters forlovede (Charles King) arbejder heldigvis for en berømt showman. Uheldigvis tager han et enkelt kig på sin forlovedes søster og falder for hende i stedet. Disse fuldkommen uinteressante eller ligefremt foragtelige mennesker danner en kærlighedstrekant udenom en række sang- og dansescener, der nok var imponerende for 20’ernes publikum, men i dag ikke gør det helt store.
Det er virkelig filmens nyhed, der gjorde den et hit, og trods dens manglende kvaliteter må man anerkende produktionen som et teknisk fremskridt. Filmholdet måtte eksperimentere og finde ud af, hvordan man filmer musikscener fra bunden af. Tidens seere åd det råt – det var nok at blive vist rige, smukke stjerner synge, danse og have hede affærer på det store lærred. Stor kunst var det ikke, men en stor produktion, og Akademiet belønnede den med den store pris.
Det blev ikke sidste gang, at prisen gik til et dyrt blockbuster-spektakel, der i dag har mistet sin glans og wow-faktor. The Broadway Melody er bare så uheldig, at der ikke var noget af værdi overhovedet bag glansen.
Bedømmelse: Nomineret til Worst Picture
Uha-Øjeblikke: Generelt usmageligt utroskab
Kommentarer