[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Amine Kromann Karacan og Neia Pil Højsteen[/vc_column_text][vc_column_text]Dette års Berlinale står for døren. Men hvilke konkurrencer optræder, og hvad kan vi forvente af årets film? Amine og Neia giver deres bud på årets mest interessante film og afslører også hvilke film, der kan give dem koldsved og nervøse anelser.
Læs nu og følg med i løbet af berlinaleugen for at se overraskelser, skuffelser og uventede mesterværker.
Competition – hovedkonkurrence med internationalt niveau
Berlinalen er opdelt i vidt forskellige sektioner med hver sin unikke profil. De største film, og ofte også de mest kendte, er med i hovedkonkurrencen. Det er disse, mastodonternes film, der også har det største internationale potentiale og lettest vil opnå international distribution. I år dækker feltet over navne som Coen-brødrene, Spike Lee og sågar Thomas Vinterberg.
Amine: Jeff Nichols’ sci-fi thriller Midnight Special pryder dette års hovedkonkurrence, og forventningerne er store. Nichols, der står bag Mud (2012) og Take Shelter (2011), har udtalt at filmen er en homage til Steven Spielberg, hvilket bestemt ikke gør den mindre interessant!
Neia: Indrømmelse: jeg havde hverken tidligere hørt om denne fillippinske/singaporeanske mere end 8 timer lange mastodontfilm (D. W. Griffith og Andy Warhol go home!) under den mundrette titel A Lullaby to the Sorrowful Mystery eller dens instruktør Lav Diaz.
Men de smukke højkontrasterede sort/hvid-billeder i filmen om en phillippinsk frihedskæmpers eftermæle, der snart smelter sammen i konglomerat af myte, historie og junglens viltre lianer er både dragende og interessant og en fin kommentar til menneskets brug af historie.
Panorama – indie og arthouse
Panorama sektionen er kendetegnet ved indie- og arthousegenren, og man ser ofte LGBT-temaer her.
Amine: I The Lovers and the Despot følges en skuespiller og en instruktør fra Sydkorea, der efter deres skilsmisse, kidnappes til Nordkorea på befaling af Kim Jong-Il, som gerne vil skyde liv i filmkulturen i sin elskede diktaturstat. Det lyder som en højdramatisk, men også tankevækkende dokumentar, som viser deres vej til frihed, mens de laver kunst under tvang i en verden, der normalt er lukket for uvedkommende (læs: alle der ikke er venner med Jong-Il).
Neia: Brothers of the Night kombinerer to af de helt store temaer på årets festival: prostitution og immigration, her i form af rumænske mænd, der emigrerer til Wien og må ernære sig af en diæt bestående af prostitution og mozartkugler. Lys: neon. Valuta: penge. Livshåb: måske. Ordet vil i den kommende uge ekstraordinært bringe et interview med instruktøren Patric Chiha.
Forum – eksperimenternes forum
De mere eksperimenterende og eksotiske film findes i Forum sektionen.
Amine: Elixir af Daniil Zinchenko finder sted i den tågede natur, hvor en interessant blanding af russiske arketyper og myter kommenterer nutidens samfund. Labyrinter, eliksirer, sort vand og muligvis Jesus udgør de spændende temaer.
Neia: Storbysymfonien, elsket og hadet, var en stor genre i i20’erne især. Den genoplives uden spor af sentimentalitet af Mark Lewis med Invention, der hverken fornægter øget bevægelighed eller teknologiske fremskridt. Nutidens storbysymfoni bør være i flertal og gerne optaget på forskellige devices, konstant er teksturen og rytmen. Jeg håber virkelig at det fungerer.
Amine frygter
Årets mest aparte oplevelse er muligvis østrigske Nikolaus Geyrhalters ”Homo Sapiens”, der foregår uden dialog eller menneskelige karakterer, efter en apokalypse har lagt verden øde. De betagende stills igangsætter en drømmelignende, profetisk tilstand. Disse bliver næsten, men også kun næsten, overskygget af frygten for, at det hele falder til jorden i et langt dræbende kedsommeligt brag.
Neia frygter
Det er med lige dele frygt og forventningsfuldhed at jeg ser Chi-Raq figurere på årets program. Man vil måske ikke se det ved første øjekast, men Chi-Raq er faktisk bare en moderne version af Aristofanes’ skuespil Lysistrate. På syre. Kvinder afstår fra sex med deres mænd (og vil af en lidt uvis og ikke helt logisk årsagsrække) sådan stoppe krigen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den groteske hip hop film Tokyo Tribe (Shion Sono, 2014) som forbillede, og håber at Chi-Raq tør bliver mere end endnu et stykke moraliserende Spike Lee-film, der nok har hjertet på rette sted, men ikke af den grund behøver gentage sine pointer til hudløshed.
Amine får sommerfugle i maven over
Foruden en stor del af de ovennævnte titler, må Coen-brødrenes Hail, Ceasar! også nævnes som et spændingsmoment på dette års Berlinale. Desuden har Don Cheadle instrueret sin første spillefilm Miles Ahead. Den handler om jazzlegenden Miles Davis’ store planer om et comeback i 70’ernes New York, hvilket bliver besværliggjort af en stædig Rolling Stones journalist samt smøger, alkohol og kunstnerens vanskelige sind. Cheadle selv spiller hovedrollen, og han skulle angiveligt have adopteret Davis’ berømte improvisationsprincipper i sit spil. Oven på de andre, måske lidt tungere, oplevelser på Berlinalen, bliver Davis’ selskab muligvis et oplivende et af slagsen – hvis altså ikke han bliver for ”blue” – og forhåbentlig bliver det også i følgeskab med noget rigtig godt trutteri.
Neia får sommerfugle i maven over
Terence Davies er ifølge mange den største nulevende britiske instruktør med en række af film hvori især livet i middelklassen, minder og kvindeskikkelser er helt centrale temaer. A Quiet Passion er en biopic sat i 1800-tallets Massachusetts og som med stor loyalitet følger den excentriske og introverte digter Emily Dickinson, og hendes kvaler i en verden domineret af mænd. Det er altid et glædeligt gensyn med Terence Davies.
Det var alt for nu. Lad os sige det som det er: en omgang forudindtaget filmsnak, der vurderer film, vi endnu ikke har kunnet se, kun ud fra en auteurtilgang, cast og brudstykker af værker klippet til ukendelighed i trailers.
Men følg endelig med i vores skriverier i den følgende uge – når de rent faktisk har noget at basere deres udsagn på – og vær på forkant med hvad der rører sig i filmens verden. Interviews. Filmkritik. Reportage.
Rigtig god Berlinale,
Amine & Neia.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer