[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Bjørn Juul Andersen[/vc_column_text][vc_column_text]Det stærke politiske budskab vandt på årets Berlinale, da iranske Jafar Panahis Taxi vandt Guldbjørnen lørdag aften. Selvom den semidokumentariske Taxi, hvor Panahi selv kører rundt i en taxi i Teherans gader, var en vellykket og politisk vigtig film – især i kølvandet på tidens pres på ytringsfriheden, var den langt fra den bedste film på festivalen. Ordets udsendte kommer her med sine fem favoritfilm fra årets Berlinale.
1. Cobain: A Montage of Heck
Brett Morgens dokumentar om Nirvana forsanger Kurt Cobain er en visuel og musikalsk filmoplevelse, der sparker røv. Sjældent har forskelligt materiale som interviews, musik, animationer, private videooptagelser, lydoptagelser, tegninger og meget, meget mere blevet brugt på så innovativ vis i en dokumentarfilm.
Filmen er én lang collage, der kommer helt ind under huden på én af vores tids største ikoner. Og så er filmen også et glædeligt gensyn (eller genhør) med Nirvana, hvis musik i en lang række varierende udgaver konstant dominerer filmens lydspor. Lad os håbe på en CPH:DOX premiere til november!
2. 45 Years
En ekstremt rørende, ærlig og ikke mindst velspillet film om et ægtepar, der pludselig skal revidere deres 45 år lange ægteskab. Kan de mange år sammen trumfe problemerne? Eller er et parforhold defineret ud fra dets begyndelse?
Andrew Haighs fremragende og stilsikre drama synes, ligesom som hans tidligere film Weekend (2011), at argumentere for det sidstnævnte, men slutningen er dejlig tvetydig. Charlotte Rampling og Tom Courtenay vandt begge fortjent en sølvbjørn for deres roller i filmen.
3. Selma
Efter at have set filmen må jeg også indvende mod, at Ava DuVernays Martin Luther King Jr. biopic kun er blevet nomineret til sølle to Oscars: for ‘Bedste Film’ og for ‘Bedste Originale Sang’. Af de seneste års mange film om afroamerikanernes historie, står Selma med dens modenhed og skarpe fokus som den klart bedste.
Selma er en humanistisk og rørende film om Martin Luther King Jr. og hans tilhængeres indædte kamp for at give afroamerikanere retten til at stemme i 1965. Jeg blev oprigtigt rørt – og var flere gange ved at fælde en tåre, som ikke sker særligt tit. Selma har dansk premiere d. 19.03.
4. Virgin Mountain
Islandske Dagur Káris komediedrama om den store og socialt akavede Fúsi, der på trods af at være i midten af 40’erne stadig bor hjemme hos mor. Gammeljomfruen vågner dog op til dåd, da han forelsker sig i Sjöfn – også én af samfundets stille eksistenser.
Filmen er tro imod dens hovedkarakter, og den elsksværdige Fúsi (sublimt levendegjort i Gunnar Jónnsons store krop) bliver aldrig udstillet. Selvom anden halvdel bliver lige lovlig melodramatisk, er filmen stadig en sjov og livsbekræftende lille perle.
5. Queen of Earth
Amerikanske Alex Ross Perrys psykologiske thriller med Mad Mens Elisabeth Moss var både hamrende irriterende og enormt betagende på samme tid. Irriterende på grund af dens hysteriske og humørsvingende hovedkarakterer. Og betagende på grund af dens nervepirrende og creepy horror-æstetik, som tilsammen gjorde filmen til en dejlig uortodoks og fængslende indiefilm. Festivalens overraskelse.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer