[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Bjørn Juul Andersen [/vc_column_text][vc_column_text]Biopic-filmen har indtil videre været flot repræsenteret i festivalens dokumentarsektion med især de vellykkede Cobain: A Montage of Heck og danske Christian Braad Thomsens Fassbinder – To Love Without Demands. Onsdag var turen på kommet til fiktionsfilmen, hvor James Dean-filmen Life og Peter Greenaways film i hovedkonkurrencen, Eisenstein in Guanajuato om den store sovjetiske filmskaber Sergei Eisenstein, blev vist.
Eisenstein springer ud
Det er efterhånden mere end 20 år siden, at walisiske Peter Greenaway var med til at sætte tonen inden for den internationale artfilm med sit formalistiske filmsprog i klassikere som The Draughtman’s Contract (1982), Drowning by Numbers (1988) og The Cook, the Thief, His Wife & Her Lover (1989) – hovedværker i 1980’ernes postmodernistiske filmbølge.
Selvom man sagtens kan se lighederne mellem de to formalisters tilgang til filmsproget, var Greenaways biopic om Eisenstein stadig ventet med spænding og ærefrygt. For hvordan i alverden ville en biopic med Greenaways signatur komme til at se ud?
Eisenstein in Guanajuato fortæller historien om Eisensteins rejse til Mexico i 1931, hvor instruktøren var en international verdensstjerne og havde store planer om at lave film i Mexico. Eisenstein spilles fremragende af finske Elmer Bäck, der portrætterer ham som en intellektuel excentriker – ikke meget ulig Tom Hulces barnlige Mozart i Amadeus (1984),
Filmens hjerte ligger i Eisensteins homoseksuelle forhold til sin mexicanske guide Palomino. Greenaway går i filmen planken ud og viser i en kontroversiel scene, hvordan Eisenstein får taget sin mødom af sin mexicanske lover-boy. Vi snakker her stiv pik, glidecreme og en flere minutters lang sexscene, der gav en trykket stemning blandt filmanmelderne i Berlinale Palast.
Filmen benytter sig i bedste Greenaway stil af et bombastisk og formalistisk filmsprog, der får Orson Welles til at ligne Ken Loach, hvor ekstreme close-ups, split-screens og umulige computeranimerede shots fuldstændig fragmenterer tid og rum. Selvom Greenaways stil synes forældet, har han med Eisenstein in Guanajuato, med dens gode, tilgængelige historie og en pragtpræstation af Bäck, skabt sin bedste – og mest kontroversielle – film i mange år.
DeHaan er Dean
Anton Corbijns Life følger freelance-fotografen Dennis Stock (Robert Pattinson), som støder ind i den up-and-coming skuespiller ved navn James Dean (Dane DeHaan). Dennis bliver hurtigt fascineret af den charmerende og fascinerende Dean og får ham overbevist om at lave en fotoserie til Life Magazine.
Plottet er dejligt simpelt, og filmen prøver da heller ikke at fodre én med en komplet gennemgang af Deans liv, men fokuserer derimod kun på et par uger i de to mænds liv, som skaber en enormt fokuseret film. Life minder på mange måder om Simon Curtis’ vellykkede My Week with Marilyn (2011), som ligesom Life også præsenterer kendissen igennem øjnene på en ukendt hovedkarakter – et stærkt greb der i Life nuancerer synet på Dean.
DeHaan levendegør Dean på flot vis, men skuespilleren kan måske siges at være lidt for ’edgy’ til at spille Dean. Men det er småting, der ikke ødelægger helhedsindtrykket af Life som en veludført indie-biopic med stærke skuespilspræstationer. Den er ren guf for filmnørder!
Lektion hos Mr. Roadmovie
Wim Wenders modtager som bekendt en Æres-Guldbjørn for sit store bidrag til filmkunsten under dette års Berlinale, og onsdag aften delte han guldkorn ud i en såkaldt masterclass. Selvom Wenders skuffede med sin noget langtrukne Every Thing Will Be Fine i hovedprogrammet, er han én af de mest markante europæiske auteurs de seneste 40 år – dog med 70’erne og 80’erne som sin glansperiode.
Med roadmovien fandt Wenders sin foretrukne genre, hvor han selv sidde bag rattet og ikke blev hæmmet af de traditionelle genres mange regler. Alice in the Cities (1974), Kings of the Road (1976) og mesterværket Paris, Texas (1984) formidler alle tanken om vejen som den ultimative frihed og, som han selv sagde, er titlen ’On the Road’ da også passende for mange af hans film. Men titlen var jo som bekendt allerede brugt!
Udover at svare på de utallige spørgsmål fra salen om instruktørens håndtering af skuespillere, luftede Wenders sit positive syn på digital teknologi og kom ind på sine to største inspirationskilder: westerninstruktøren Anthony Mann og den japanske mester Ozu.
Dagens højdepunkt: En ekstremt veloplagt Peter Greenaway til pressekonferencen på Eisenstein in Guanajuato, hvor han var nådesløs i sin kritik af tidens film, realismebegrebet og ideen om film som kunstart. ’Filmkunsten starter NU’ lød det kontant fra briten. Både komisk og ekstremt befriende.
Dagens lavpunkt: Stil ikke Wim Wenders det samme spørgsmål om sit arbejde med skuespillere. 3 gange.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer