BERLINALE DAG 6: FrancoFest er rykket til Berlin

Af Bjørn Juul Andersen

Inden festivalens start stod de to tyske giganter Werner Herzog og Wim Wenders som to af festivalens helt store trumfkort i hovedprogrammet. Som bekendt skuffede Herzog’ stuerene Queen of the Dessert fælt, og i går var det så Wenders’ imødesete 3D drama uden for konkurrence Every Thing Will Be Fine, der skulle overleve mødet med verdenspressen.

Tiden læger alle sår?

Mens Queen of the Dessert ikke føltes som en Herzog film, bærer Every Thing Will Be Fine tydeligt Wenders’ karakteristiske fokus på de problematiske menneskelige relationer – fortalt i et dvælende tempo med lange indstillinger. Den unge forfatter Tomas (James Franco) dræber i et tragisk biluheld en lille dreng, som får drengens mor Kate (Charlotte Gainsbourg) til at bryde sammen. De næste 11 år ser vi Tomas’ og Kates bearbejdning af sorgen og skylden, og deres veje krydses flere gange.

Biluheldet er et stærkt anslag, og både Franco og Gainsbourg virker troværdige i i deres roller. Men langsomt begynder den ellers ret fokuserede historie om Tomas og Kate at stritte i for mange retninger, og utallige og enormt ujævne klip i tiden svækker vores forståelse af karaktererne og de problemer, de slås med.

Every Thing Will Be Fine er en underlig og utilregnelig film, hvor man aldrig rigtigt ved, hvad personerne kan finde på. Det hele føles derfor enormt teatralsk og uden at kunne forklare det nærmere, enormt underligt og fremmedgørende. Og selvom denne ’underlighed’ ikke er en dårlig egenskab (tænk bare på den fremragende Borgman) sad jeg med en tom fornemmelse efter filmen. Ja, alting bliver da godt igen, men hvordan? ’At tiden læger alle sår’ synes at være filmens slogan, og det er altså ikke vildt ophidsende. Har Wenders og Herzog mistet deres edge? Nok ikke, men deres film på dette års Berlinale er dog bekymrende for fans af de to store mestre.

Franco her, der og alle vegne

Den hyperproduktive James Franco spiller med i ikke mindre end tre film i dette års Berlinale: Queen of the Dessert, Every Thing Will Be Fine samt Justin Kellys Sundance-drama I am Michael, som er med i Panorama-konkurrencen. Sidstnævnte har jeg ikke fået set endnu, men indtil videre på festivalen har Francos præstationer ikke været noget at råbe hurra for.

Hvor hans præstation som førsteelsker i Queen of the Dessert var decideret komisk, blev det lidt bedre i Every Thing Will Be Fine, hvor hans sleske smil dog stadig fik anmelderne, og især mig, til at skraldgrine. Franco virker underligt miscastet i begge film og fungerer altså bedre som Seth Rogens potrygende best-buddy. Men hvem siger nej til Herzog og Wenders? Franco har i hvert fald sat sit præg på årets festival – på godt og på ondt.

Russisk melankoli

Tilbage til hovedkonkurrencen for en kort stund. Branchebladet Screen har samlet et kritikerpanel bestående af bl.a. Weekendavisens Bo Green Jensen, der løbende vurderer hovedkonkurrencens film i en stjerneskala fra 1-4. I dette panel har min personlige favorit 45 Years lagt sig i spidsen, men med den min nok værste filmoplevelse på årets festival, The Pearl Button lige i hælende.

I dag blev så den russiske Under Electric Clouds af Alexey German vist for pressen. En film som jeg personligt havde glædet mig meget til, da den lød som endnu en storladen og melankolsk film i bedste Leviathan-stil. Filmen forblev et noget trøsteløst og langtrukkent portræt af det moderne Rusland, hvor ingen af dens mange kapitler for alvor blev interessante.

Dagens højdepunkt: At opleve Wim Wenders’ coolness på nært hold til pressekonferencen på Every Thing Will Be Fine. 

Dagens lavpunkt: De sidste to, og meget lange, kapitler af Under Electric Clouds.

Kommentarer