[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Bjørn Juul Andersen[/vc_column_text][vc_column_text]Man kunne mærke en hel særlig stemning søndag på Berlinalen, hvor festivalens mest ventede film, den kompromisløse amerikanske filmkunstner Terence Malicks Knight of Cups med Christian Bale i hovedrollen, skulle vises. Berlinale Palast var da også fyldt til bristepunktet, men efter en flot indledning løb filmen desværre lidt ud i sandet.
Visuel eksplosion kradser kun overfladen
Jeg har det blandet med Malick. På ene side elsker jeg hans lyriske og poetiske filmsprog, men en gang i imellem finder jeg indholdet en smule prætentiøst. The Thin Red Line (1998), The Tree of Life (2011) og især den mere plotdrevne debutfilm Badlands (1973) er dog fantastiske film, da stilen er knyttet op på en stærk idé. Og ligesom i Malicks foregående film, den gumpetunge To the Wonder (2013), er den stærke idé svær at få øje på i Knight of Cups.
Selvom historien om den succesfulde LA-bosiddende Rick (Bale), der mangler indhold i sit tilsyneladende perfekte liv, er lige lovlig tynd, kan Knight of Cups visuelle skønhed ikke roses nok. Filmen er et mageløst billeddigt, hvor det bevægelige kamera, styret af mesterfotografen Emmanuel Lubezki (Gravity, Birdman), på smukkeste vis svæver rundt og fanger det umiddelbare og det spontane og filmen fremstår derfor som en drøm uden egentlig handling. Malicks film er visuelle eksplosioner, som henvender sig til vores sanser, og Knight of Cups er ikke anderledes.
Filmen er optaget i Los Angeles, der fungerer som et billede på Ricks lettere indholdsløse tilværelse. Filmen kan dog siges selv at være en fantastisk flot, men overfladisk facade, der dækker over en tynd historie uden dramatisk eller tematisk punch. Knight of Cups er på ingen måde en dårlig film, men man forventer altid det helt store af Malick – og det leverer Knight of Cups desværre ikke.
Chilensk essay-dokumentar nyt lavpunkt i hovedkonkurrencen
Normalt er denne reportage forbeholdt højdepunkter – og derfor ofte vellykkede film, som på en eller anden måde har rørt mig. Men det er ikke tilfældet for chilenske Patricio Guzmáns dokumentar The Pearl Button, der på en eller anden værkværdig måde har sneget sig med i hovedkonkurrencen. Filmen er en selvhøjtidelig essay-film om det (åbenbart) åbenlyse forhold mellem vand, Chiles historie og universet.
Ja, det lyder underligt, og jeg forstår da stadig heller ikke filmens argument her mange timer efter. Og da en af filmens mange ’what the fuck’ moments, hvor en chilensk vandforsker jodlede i fem minutter, skred 1/3 af biografsalen. Jeg blev dog til den bitre ende, men kunne blot konstatere, at The Pearl Button var et hamrende uinteressant og ikke mindst uforståelig værk, der sætter spørgsmålstegn ved, hvordan Berlinalen udvælger film til deres hovedkonkurrence. Og nu ikke flere sure opstød!
Elskværdig gammeljomfru i nyt komediedrama af Dagur Kári
Den overvægtige islandske lufthavnsarbejder Fúsi er i midten af 40’erne og bor hjemme hos mor, men får pludselig mod på tilværelsen, da han til en line-dance klasse møder den depressionsramte skraldedame Sjöfn. Dagur Káris Virgin Mountain, der er en co-produktion med Danmark, er et bittersødt komediedrama, som sympatiserer med samfundets små og oversete eksistenser.
Og især første del af filmen, hvor Fúsis tarvelige tilværelse udfordret fra forskellige kanter, sidder den underspillede humor lige i skabet. Dog tipper filmen i sidste halvdel lige lovlig meget over i melodrama, men et plottvist i slutningen gør, at filmen stadig er tro imod sin hovedkarakter.
Filmens originaltitel er Fúsi, som er en langt bedre titel, da Fúsi med Gunnar Jónssons pragtpræstation ER filmen. Han er simpelthen så elskværdig og minder om en endnu mere ’bamsede’ version af Jens Okkings Bulder i Lars von Triers Riget. Virgin Mountain er en varm og sympatisk feel-good film fra det kolde nord – og én af festivalens klart bedste film indtil videre.
Dagen optur: Da en journalist til pressekonferencen på Knight of Cups stillede et spørgsmål til Terence Malick, som han troede var én af producerne. Hele lokalet inklusiv Bale og Portman flækkede af grin, da Malick jo er kendt for aldrig at stille op til interviews eller pressekonferencer.
Dagens nedtur: The Pearl Button. 82 minutters ‘what the fuck’.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer