[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Bjørn Juul Andersen[/vc_column_text][vc_column_text]Udover tilstedeværelsen af de tusindvis af mediefolk og journalister, der stresser rundt til de mange pressevisninger, er festivalen er også en kæmpemæssig markedsplads, hvor distributører, produktionsselskaber og nationale filmindustrier fra hele verden køber og sælger film. Og de holder heldigvis også fester for hinanden. Ordet var derfor fredag aften til fest hos DFI under titlen ’Meet the Danes’, hvor der var kendte filmfolk en masse – og fri bar. Lørdag morgen blev en anelse presset, men dagen blev reddet af en overraskelse fra Guatemala.

Beskeden humanisme fra Guatemala overrasker

Den guatemalanske instruktørs Jayro Bustamente debutfilm Ixcanul blev overraskende nok, også for filmskaberen selv, udtaget til hovedkonkurrencen på dette års festival. Det var én af de film, hvor man selv som erklæret filmnørd, som har styr på sine instruktører, har absolut ingen forventninger. Ixcanul handler om den 17 årige Kaqchiquel, der står til at skulle giftes med en landmand fra hendes bjergregion i Guatemala. Hun længes dog efter at rejse væk og se verden, men i kølvandet på en affære med en rejselysten arbejder fra landsbyen, går hendes planer i vasken og hun bliver konfronteret med den barske virkelighed.

Ixcanul er et stilsikkert Satyajit Ray-lignende stykke humanistisk realisme, hvor én persons uretfærdige skæbne bliver sat op imod samfundet. Ligesom i den italienske neorealisme har Bustamente benyttet amatørskuespillere, som gør det glimrende og giver filmen en ægthed. Men selvom filmen til tider er smuk og rørende, gør dens noget stillestående og ekstrem langtrukne historie, at den føles langtrukken, ligesom filmens vage slutning heller ikke formår at give filmen det ekstra punch, historien har brug for. Flot og stiksikkert, men uden det fornødne bid.

Den skandinaviske mand i krise – nu på norsk!

Panorama sektionen, som kan siges at spille andenviolin til hovedkonkurrencen, blev lørdag indtaget af tre skandinaviske film, dog med stor forskel i kvalitet. I norske Ole Giævers Mod Naturen er temaet om den skandinaviske mands krise, som er blevet fremragende analyseret i bl.a. Östlunds Force Majeure (2014) og Arcels Sandheden om Mænd (2010), kørt helt ud – og også for langt ud, da man får serveret alt på et sølvfad uden nogen forklaring på krisen.

Filmen er dog en sjov og legesyg film, der på underholdende vis mestrer at veksle mellem Martins seksuelle fantasier og virkelighedens grå realiteter. Mod Naturen har dansk præmiere d. 14. april, og man kan i den forbindelse læse et længere interview med instruktøren Ole Giæver her på siden.

Danske Jannik Splidsboel havde fredag aften verdenspremiere på hans dokumentar-film Mistfits, der ligesom Mod Naturen bliver vist i Panorama. Filmen følger en gruppe unge homoseksuelle i et Youthhouse i Tulsa, Oklahoma, der med dens kristne fundamentalisme og indædte homofobi bliver kaldt Bibelbæltes bæltespænde.

Dokumentaristen Splidsboel, der selv er homoseksuel, har fulgt børnene igennem to år, men selvom filmen er et til tider sjovt indblik i disse ’Misfits’ tilværelse, er der absolut ingen narrativ fremdrift i deres liv – og derfor heller ikke i filmen. Splidsboel indrømmede da også til den efterfølgende Q&A, at filmen ikke var plotdrevet. En skam, da den uden plot føles som en film uden retning, som end ikke dykker ned i baggrunden for Tulsas homofobi.

Christian Braad Thomsen med rørende hyldest til Fassbinder

Selvom Splidsboels film skuffede, kunne en anden dansk dokumentarist forsvare de danske farver i Panorama sektionen. Filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsens tunge, men ikke desto mindre aldeles vellykkede Fassbinder – To Love Without Demand om den hyperproduktive tyske kultinstruktør Reiner Werner Fassbinder tegner et detaljeret og interessant billede af en excentrisk filmkunster, der døde i en alder af bare 37.

Thomsen var en god ven af instruktøren indtil hans død og var da også tydeligvis rørt efter verdenspremieren lørdag aften og skulle bruge flere minutter på scenen, før han kunne svare på spørgsmål fra salen. Thomsen kunne dog ikke lade vær med at sende en stikpille af sted til DFI, der ikke har støttet filmen med én øre. ”They are a bunch of bastards” lød det arrigt fra den gamle socialist. DFI må sidde med røde øre.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]