BERLINALE 2017: Uden for konkurrencen er der panoramaudsigt

[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Mikkel Tengvad[/vc_column_text][vc_column_text]Berlin er bjørnenes by. Med hundredevis af film i det samlede program er det i særdeleshed spørgsmålet, om hvor de prestigefulde guld- og sølvbjørne skal placeres, der fylder mest i den tyske hovedstad. Her er det kun et fåtal af udvalgte konkurrencefilm, som Den Internationale Jury kan vælge at give et kæmpe bjørnekram. Men uden for den eksklusive hovedkonkurrence er der andre programmer, der blandt andet viser kortfilm, ungdomsfilm og dokumentarfilm.

Et af de programmer er Panorama. Kurator for Panoramaprogrammet, Wieland Speck, udtaler: ”We need historical awareness in fiction and documentaries, films about South America and Middle East (…) we also need American Indies and Berlin’s magnetism, emancipation in all corners of the world, hybrid forms, essay films, auteurist genre films. That’s our progamme!” Under dette års Berlinale har Panorama 50 film på programmet. Vi har kigget nærmere på tre af dem.

Ghost in the Mountains

196, 197, 198, 199, 200. Jeg sidder i biografsalens mørke og tæller sekunderne for de lange indstillinger. Med en spilletid på godt over to timer har Ghost in the Mountains færre indstillinger, end den har minutter at gøre godt med. Hvis det får tankerne til at glide over på en vis Oscarvinder, så er man ude på noget af et vildspor. Der er intet Birdman (2015) over den kinesiske tålmodighedstester, vis tidsudtrækkende indstillinger præsenteres af statiske kameraer, der til tider beslutter sig for at bevæge sig i sneglefart.

201, 202, 203, 204, 205. Sekunderne er ikke det eneste tal, der bliver højere i biografmørket. Personer der forlader den dødstille sal stiger stødt, mens sekunder tikker af sted. Som fluer falder tilskuerne fra den noget uappetitlige ret. Jeg skal da også være den første til at indrømme, at jeg havde forladt salen, hvis ikke instruktøren, Yang Heng, bogstavelig talt sad lige bag mig og pustede mig i nakken. Hans åndedræt føles svagt og langsomt pulserende. Som hans film. Panoramaprogrammet viser sin diversitet, men hold nu op, hvor er det kedeligt. De sporadisk flotte billedkompositioner kan ikke ændre på, at Ghost in the Mountains er uudholdeligt drænende. Man bliver nødt til at holde hjernen beskæftiget for ikke at gå til i mørket, så jeg tæller videre. 206, 207, 208, 209, 210…

Istiyad Ashbah (Ghost Hunting)

Diversitet og inklusion betyder ikke kun, at de svage børn også får lov til at lege med. Det kan også betyde, at der kommer noget forfriskende anderledes, der ikke lader sig kue af de store spillefilmstitler. En af disse er Ghost Hunting. Instruktøren, Raed Andoni, ser lille og ranglet ud, når han står foran det store lærred og præsenterer sin dokumentarfilm. Han håber, at vi kan finde glæde i en film, der ikke nødvendigvis har glæde på dagsordenen.

Filmen tager os med til et stort, tomt lagerhus, hvor en gruppe tidligere indsatte palæstinensere skal rekonstruere et israelsk fængsel. Rekonstruktionen forbliver dog ikke kun ved byggeri, da mændene også skal genskabe de umenneskelige forhørsscener, de har været udsat for. Dette absurde rollespil sætter følelser i gang i både deres og vores kroppe, der er umulige at ignorere. Filmens leg med fakta og fiktion er alene med til at gøre den interessant, men det er langt fra en ensom force. I det fiktive fængsel er der nemlig også plads til alt fra lommefilosofi til at tage en tegnepause, hvilket rent ud sagt er forfriskende. Når filmens blot 90 minutter rinder ud, føler vi et stærkt bånd til de tapre mænd, der har budt på mange mindeværdige øjeblikke. Nævneværdigt er for eksempel situationen hvor den udnævnte byggechef råbende forsvarer sig mod indkommende kritik: ”Når det kommer til at bygge sets, kan selv den mægtige Allah ikke måle sig med mig!” Raed Andonis håb går i særdeleshed i opfyldelse – og mere til. Der er både glæde og rædsel at hente i Ghost Hunting, hvilket gør den til en af festivalens mest interessante visninger.

Centaur

Det er ikke kun Kina og Palæstina, der formår at finde vej til den tyske hovedstad. Intruktør Aktan Arym Kubat har også foretaget den lange rejse med sin film fra selveste Kirgisistan. Han virker spændt inden den store premiere på hans film, hvilket jeg bestemt også er. For hvad kan man forvente sig af en kirgisisk film? Åbenbart en del. Historien om en lokal hestetyv er nemlig i virkeligheden historien om menneskeligt forfald. Hvordan vi bekæmper hinanden i religionens navn (et emne der findes i mange af årets film), og hvordan vi har glemt vores forhold og forpligtigelser til naturen.

På trods af de store universelle emner, der som en vild hest kan være svære at tæmme, bliver Centaur dog aldrig for flyvsk. Den lokale landsby udgør et mikrokosmos, der holder den nede på jorden. Her er det de små sammenspil mellem vores hovedkarakter, den stumme kone, den dumme tyveknægt og de lidt enfoldige pilgrimme in spe, der optager vores tid. Selvom det ikke altid er lige interessant, formår filmen alligevel at sætte sig i kroppen. Hvis Panoramafilmenes formål er at udbrede den filmiske og den fysiske verdens horisont, så har Centaur hvert fald udført sin pligt. Nu ved vi altså, at de sagtens kan finde ud af at lave film i Kirgisistan.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer