[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Mikkel Tengvad & Jakob Freudendal[/vc_column_text][vc_column_text]Torsdag d. 9. februar slår Berlins internationale filmfestival, Berlinalen, dørene op for syvogtressende gang. Ordet dækker for tredje år i træk den toneangivende filmfestival, der i år byder på op mod 400 titler, der tæller alt fra filmklassikere som Kubricks The Shining (1980) til James Mangolds afsluttende kapitel i Wolverine-sagaen Logan (2017).
Ud af de mange titler er det 18 film, der konkurrerer om de prestigefyldte guld- og sølvbjørne, der uddeles af festivalens Grand Jury anført af instruktør Paul Verhoeven. Ordets udsendte, Mikkel og Jakob, giver her deres bud på de fem mest interessante konkurrencefilm.
Django
Det er hverken Quentin Tarantino eller Franco Nero, der får lov til at åbne dette års Berlinale. Det er derimod den sande historie om den musikalske mester, Django Reinhardt, der er førstedagens eneste konkurrencefilm. Med livsbekræftende gypsy swing-musik sætter den franske jazzguitarist (spillet af Reda Kateb) forhåbentlig Berlinalen i gang med maner i sådan en grad, at vi glemmer alt om den tyske hovedstads gennempiercende minusgrader. Sat i et nazibesat Frankrig anno 1943 er vi selvfølgelig spændt på, hvordan Etienne Comars Django behandler krigstiden. Er der plads til håb i en håbløs tid? Vi håber det.
The Dinner
Israelsk-amerikanske Oren Moverman, der er bedst kendt for sin instruktørdebut The Messenger (2009), kan fejre verdenspremieren på hans nyeste film, The Dinner, i Berlin. Moverman, der først og fremmest har imponeret som manuskriptforfatter med stærke titler som I’m Not There (2007) og Love & Mercy (2014), er denne gang aktuel med et kammerspil centreret omkring et amerikansk/engelsk stjernecast.
De to brødre Stan (Richard Gere) og Paul (Steve Coogan) mødes til middag med deres hustruer (Laura Linney og Rebecca Hall). Herefter tager den, på overfladen, uskyldige familiesammenkomst fart, da mørke hemmeligheder bliver serveret råt på det overdådige middagsbord. Moverman piller langsomt skrællen af en dyb familiekonflikt, der kan få vidtrækkende konsekvenser for de to succesfulde par, hvis de skulle blive offentligt kendt.
A Fantastic Woman
Sebastián Lelios spanske drama lægger sig i slipstrømmen af film og serier, der fokuserer på transseksualitet. Efter kærestens mystiske og pludselige dødsfald bliver den transkønnede kvinde, Marina (Daniela Vega), ubehageligt udspurgt og mistænkeliggjort af både politi og afdødes familie. Hun ekskluderes fra begravelsen og bliver ikke mødt med andet end vrede og mistro. Mindre kriminalfilm og mere socialfilm fokuserer A Fantastic Woman på rollen som transkønnet i et fjendtligt miljø. Historien om den fantastiske kvinde kunne gå hen og blive en af dette års mest rørende fortællinger.
Mr. Long
Den japanske instruktør, Sabus, historie om en taiwansk lejemorder, der bevæger sig fra Keanu Reeves’ John Wick (2014) til Jon Favreaus Chef (2014), lyder som et genremix, vi ikke må gå glip af. Efter en mislykket mission søger Mr. Long (Chen Chang) ly i en mindre japansk by, hvor lokalbefolkningen med tiden begynder at udvikle en appetit for hans eftersigende udsøgte nudelsuppe. Her begynder han at føle sig hjemme, og måske kan han endda finde kærligheden langt væk fra lejemord og lyssky forretninger. Gangsterfilmens pludselige udbrud af ufiltreret vold synes dog aldrig fjernt fra romantikkens ømme øjeblikke, når man er i Mr. Longs nærvær. Det er netop fordi, vi ikke ved, hvad vi kan forvente, at vi forventer så meget af Mr. Long.
Bright Nights
Tyske Thomas Arslans nyeste film lyder på papiret som en rutsjebanetur gennem følelsesregisteret. Michaels (Georg Friedrich) fars død tvinger ham til at genopbygge forholdet med hans teenagesøn, Luis (Tristan Göbel), som han ellers har opgivet kontakten med mange år forinden. Sammen rejser de to til Norge for at rydde op i Michaels afdøde fars bo. Slynget sammen af tabet af deres fælles blod må Michael og Luis langsomt begynde deres forhold på ny, mens de i løbet af nogle dage rejser rundt og udforsker de norske fjelde.
Bright Nights markerer tredje gang Arslan har en film i konkurrence på Berlinalen, men han er stadig et relativt ubeskrevet blad på det internationale filmmarked. Vi håber, at Bright Nights kan leve op til internationale standarder med dens klassiske far/søn-fortælling.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/1″][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer