BERLINALE 2017: Den imødesete The Dinner skuffer slemt

[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Jakob Freudendal[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Da jurypræsident og filminstruktør, Paul Verhoeven (Robocop, Total Recall, Elle), efterspurgte kontroversielle film ved åbningskonferencen til årets Berlinale, kunne han meget vel have haft The Dinner (2017) i tankerne.

Oren Movermans fjerde spillefilm, der fredag havde verdenspremiere på Berlinalen, har fra start været en af favoritterne i festivalens hovedkonkurrence, og den er da bestemt også et kontroversielt værk, om end håbløst prætentiøs.

Filmen er baseret på Herman Kocks roman af samme navn og koncentrerer sig om et middagsselskab, hvor to vidt forskellige brødre (Steve Coogan og Richard Gere) skal bestemme deres sønners fremtid efter en traumatiserende hændelse. Flankeret af deres bedre halvdele (Laura Linney og Rebecca Hall) plaprer parrene i munden på hinanden, mens brudstykker af deres fortid og sønnernes gerning langsomt afsløres.

På papiret lyder det lovende, og de første 30 minutter af filmen planter da også et håb om en effektfuld thriller, hvor fire formidable skuespillere for alvor kan skinne igennem i et vaskeægte kammerspil. Dette håb visner dog kort herefter, når Moverman langsomt begynder at bevæge sig væk fra middagsbordet, og kaster sig ud i en lang række flashbacks, der hurtigt formår at udpensle alt det, der ellers gjorde filmen spændende.

Karaktererne fremstår hurtigt flade, når vi i løbet af en række flashbacks får blotlagt hele deres fortid – vel at mærke uden, at vi nogensinde føler os tættere forbundet til dem. Det er i særdeleshed en skam, når filmen bryster sig af et stjernecast i en konstellation, man ikke ser hver dag. Steve Coogan er den værste i gruppen, når han både skal jonglere med let sindssyge og svær depression, alt i mens han forsøger at være kærlig far.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Dinner[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 2-stars[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:

Oren Moverman[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Den Oscarnominerede instruktør og manuskriptforfatter tager den skridtet videre, når han cirka midtvejs, i den to timer lange film, kaster sig ud i at lave en kortfilm inde i filmen. Kontroversielt – ja, men velfungerende? – nej!

Moverman er ganske tydeligt inspireret af de tunge drenge inden for art cinema. Han nævner til pressekonferencen da også selv Alain Resnais’ mesterværk Hiroshima Mon Amour (1959), som reference for den eksperimenterende brug af flashbacks. Konflikten mellem det klassiske Hollywood, der sikrede ham en oscarnominering for den konventionelle The Messenger (2009), og art house er til at tage og føle på. Resultatet er en film, der ganske uelegant skyder med spredte hagl og langsomt nedbryder thrillerens vigtigste element; spændingen.

Michael Chernus er overraskende nok den, der slipper bedst ud af hele suppedasen i rollen med fedladen tjener med dertilhørende mundkusse, der passioneret snakker om de mange gastronomiske retter (om end for døve ører).[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer