BRAD'S STATUS
Ben Stiller har en midtvejskrise og opdager livets sande værdier

Vi sammenligner konstant os selv med andre. I vores moderne kultur er det en rodfæstet handling, hvor vi enten bygger os selv op eller piller os selv ned igen i lyset af andres succes. Derfor virker græsset altid grønnere på den anden side, og vi glemmer at sætte pris på det, vi har.

Som vores ængstelige og utilfredse hovedperson i Brad’s Status fastslår: ”Nogle har imperier, men hvad har jeg?”

Ben Stiller er Brad Sloan. En midaldrende familiefar, som rammes hårdt af midtvejskrisen, da han begiver sig ud på et college-roadtrip med sin søn Troy (Austin Abrams). Sønnens musikalske evner og mulige optagelse på Harvard får Brad til at mindes sine egne velmagtsdage på college. Livet er dog ikke blevet nær så succesfuldt, som han havde forestillet sig dengang, da han var vennegruppens midtpunkt og professorens yndling. Langsomt begynder de gamle studenterkammeraters overskyggende succeser som bestsellerforfattere, jetsettere og millionærer at styrke Brads allerede lave selvværd samt utilfredshed med tilværelsen. Han sammenligner konstant sin egen ”status” med dem omkring ham og glemmer derfor de vigtige ting i livet.

De sidste par år har Ben Stiller distanceret sig selv mere og mere fra den klassiske feel-good komediegenre og drejet sin skuespilskarriere i en mere interessant retning. Med generationskomedien While We’re Young (2014) og den selvinstruerede The Secret Life of Walter Mitty (2013) har han ageret midaldrende og kriseramte mænd, der søger tilflugt i søde minder om ungdom. Og i Brad’s Status gør han det ualmindeligt godt.

Blot hans portrættering af den aldrende familiemand, som næsten mister sig selv i bitterhed over manglende succes og prestige, gør filmen værd at se. Hvad enten han har et dybfyldt øjeblik med sin søn eller kommer til at give konen (Jenna Fischer) et slag i ansigtet, når han vender sig i søvne, er Ben Stiller altid smukt underspillet.

Den unge Austin Abrams spiller ligeledes sublimt. Han er perfekt castet i rollen som en smart, begavet, men også akavet og usikker teenager, som snart står overfor en kæmpe omvæltning.

Særligt sammenspillet mellem de to mandelige skuespillere giver filmen hjerte. Deres indbyrdes forhold bliver skildret meget oprigtigt, når Stiller giver den som akavet og irriterende forælder (som alle forældre kan være en gang imellem), og Abrams perfekt modspiller med sin rebelske hvor-er-du-nederen-far attitude.

Men det er ærgerligt, at instruktøren Mike White ikke har ladet sig overbevise på samme måde og stolet på sine skuespilleres evner til at fortælle historien. Han har i stedet valgt at lade Ben Stiller indtale en ulidelig og overforklarende voice-over, som taler ned til sit publikum. Gennem hele filmen kommer Stillers stemme pludselig afbrydende ind med kommentarer så som ”Jeg blev overvældet af følelser”, da hans karakter græder, eller ”Jeg begyndte at tænke tilbage…” når han får et flashback. Det er helt unødvendigt, ja nærmest latterligt, at voice-overen skal overfortælle og ødelægge filmen som helhed.

For Brad’s Status er ellers utrolig vellykket. Ben Stiller i en midtvejskrise er blevet gjort relaterbart, fordi det kobles sammen med eksistentielle spørgsmål om, hvad der giver livet værdi. Mike White har skabt en dejlig film med smukke budskaber, men den kunne have været fortalt bedre – eller bare fortalt mindre.

Kommentarer