[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Amine Kromann Karacan[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Navnet Ben-Hur trækker sine spor igennem filmhistorien. Fortællingen om den gode jøde, Ben-Hurs, kamp er i sig selv en tidsløs historie om godt, ondt og valget derimellem.
Lew Walleces roman, Ben-Hur: A Tale of the Christ (1880), har været filmatiseret en del gange. Dog aldrig med så stor succes, som i Williams Wylers udgave fra 1959. Denne var en publikumssucces, der på daværende tidspunkt kun var overgået af megasuccesen, Borte med Blæsten (1939). Wylers udgave vandt hele elleve academy awards.
Det kæmpebudget, som 1959-versionen havde, var med til at sætte standarden for fremtidens storfilm ved sine kulisser, kostumer og virkelig mange statister. Efterfølgende blev historien om Ben Hur indspillet igen og igen med jævne mellemrum, dog aldrig med samme billetsalg eller prisvindinger.
Nu har man forsøgt sig igen. Vi møder Judah Ben-Hur i Jerusalem. Han er en prins og lever en privilegeret ungkarletilværelse med sin mor, søster og adoptivbror. Broren, Messala, konkurrer han med på hesteryg, sådan som man ofte ser unge mænd gøre det på film. I baggrunden tager anspændtheden mellem romerne, besætterne, og jøderne til, og freden synes umulig.
En dag udholder Messala ikke længere livet som adoptivbror, og han rejser tilbage til sit eget folk, romerne, med løftet om en dag at vende tilbage og gifte sig med Ben-Hurs søster. Da han dukker op igen, indtræffer katastrofen. Uden at afsløre for meget betyder en række uheldige begivenheder, og den førnævnte anspændthed, død og ulykke for den lille familie. Ben-Hur bliver deporteret som slave, forvansket til intet andet end en lyst til overlevelse og til hævn.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Ben-Hur[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Timur Bekmambetov[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Der er en del handlingstråde i Ben-Hur, og i det meste af filmen lykkes det at formidle dem på en nogenlunde overbevisende, eller i hvert fald spændende, måde, sådan som det hører sig til i en Hollywood-storfilm. Især begyndelsen og slutningen ophæver dog den filmiske magi, som får tilskueren til virkelig at tro på, hvad der foregår oppe på lærredet. Begyndelsen bærer præg af billeder, som er alt for animerede og flade. I de mest kunstige øjeblikke falder tankerne på Coen-brødrenes, Hail, Caesar! (2016), der med sin pastiche netop var en karikatur af film som Ben-Hur.
Dog tager slutningen præmien, som det mest forcerede. Det fine budskab om tilgivelse og godhed drukner i sukkersød genforening og er ganske enkel så påskyndt, at det hele falder til jorden med et brag. Særligt forholdet mellem Ben-Hur og Messala bliver i slutningen fuldstændig utroværdigt. Denne udgave af Ben-Hur har i dette henseende valgt at lave en variation fra 1959-udgaven, som gør det hele så rosenrødt, at det næsten ikke er til at holde ud – og i hvert fald ikke til at tro på.
Hvad angår skuespilpræstationerne er der tale om en blandet landhandel. Morgan Freeman er overbevisende hestegambler med sine kloge, tågede øjne. Jack Huston og Toby Kebbell er nogenlunde som henholdvis Ben-Hur og Messala, men også en smule ferske. Kvinderne er hovedsaligt af objekt/birollekarakter, om end Nazanin Boniadi har lidt mere at skulle have sagt som den frelste Esther. Pilou Asbæk er forresten også med som ond romer.
Alle genindspilninger bør have deres eksistensberettigelse, og denne udgave har heldigvis sin i det store klimaks: væddeløbsscenen. Ben-Hur og Messala samt en masse andre, der selvfølgelig kvæstes, skal køre om kap i Circus Tiberius. Disse blodige fornøjelser blev i sin tid arrangeret af romerne for at tilfredsstille folkemasserne – omtrent på samme vis som Hollywood producerer blocbustere i dag. Denne scene lever op til alt, hvad man kunne ønske sig af action og spænding. Den blev filmet i de legendariske Cinecittá-studier tæt på Rom, hvor dele af 1959´er-udgaven også blev optaget.
Ben-Hur er ikke en spillefilm af stor kvalitet, men dens episke fortælling er underholdene, actionfyldt, og indeholder et godt budskab. De fleste vil finde nydelse deri, og det er ingen skam.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer